Puk Elgård om sin opvækst: Tavsheden var det værste

”Jeg spekulerer på, hvad der vil ske, hvis Helene sætter mig i kontakt med de sværeste perioder i mit liv. Jeg ved ikke, om det er spor sundt at rippe op i alt det. Jeg har brugt mange timer på at tænke på min mor og far og det liv, de levede, men jeg ved godt, der ligger noget mere og venter. Noget, der er svært at tænke på. Noget, ingen i vores familie taler om. Den tragedie, der ramte”.

”Det var ikke familietragedien som sådan, der slog dem ihjel. Det var tavsheden bagefter.”

To citater fra Puk Elgårds selvbiografi, ”Se, mor, jeg danser”, der udkommer den 17. januar. Helene har indianerblod i årerne og er den ceremoni-mester, som sammen med andre indianerkvinder skal føre Puk gennem en fire dage lang kvindeceremoni, som hun kalder Woman’s Quest.

Vi er tilbage i 2015, hvor Puk sammen med sin samlever, Lothar Friis, og deres søn, Robin, var i USA i to måneder for at lave et rejseprogram til TV 2. Både Puk og Lothar er optaget af indianernes visdom og traditioner, og da de på rejsen havde nogle fridage, besluttede Puk − i begyndelsen med en vis portion skepsis − at deltage i ceremonien, hvor hun alene og uden filmhold skulle være hovedpersonen. Hun skulle blot lade sig opvarte af indianerkvinderne og gøre, som de sagde.

Læs også: Puk Elgård tager Familie Journals brevkasse med rundt i hele verden

En bog med stof til eftertanke

Dér under New Mexicos brændende sol begynder Puks selvbiografi. Det er en bog, der giver kuldegys, hjertebanken og våde øjne. Det triste opvejes dog elegant af Puks fine humor undervejs, der kalder på smil og latter. Og sidst, men ikke mindst, giver bogen masser af stof til eftertanke. Om valg og fravalg. Om tro og håb. Og om relationer mellem mennesker – især mellem børn og forældre.

I bogen følger vi Puks oplevelser med indianerkvinderne og de mange ritualer, som hun gennemgår, og som fremkalder utallige minder. Og hun veksler mellem oplevelserne i New Mexico og fortællingerne om sin barndom, opvækst, ungdom og sit voksenliv i Danmark. Dele af minderne er sat op som nedslag i form af meget præcise tekster – så det var nærliggende at spørge, om de tekster er skrevet for længe siden og ”bare har ligget og ventet på at blive udgivet”?

Læs også: Puk Elgård skriver: Stol trygt på min brevkasse

Afhængig af fortiden

− Jeg har da skrevet noget gennem årene, for det er altid godt at skrive tanker ned, som man tumler med. Det var dog først i foråret 2018, at jeg besluttede at skrive bogen – og i den form, den nu foreligger. Min bror, Claus, og jeg var blevet færdige med to dokumentarprogrammer til TV 2.

- Under titlen ”Afhængig af fortiden” og med udgangspunkt i vores egen historie taler vi blandt andet med seks forskellige eksperter og får scannet vores hjerner i Bruxelles til et forskningsprojekt i et forsøg på at finde ud af, hvorfor nogle mennesker bliver afhængige af for eksempel alkohol og spil. (Det første program blev vist mandag den 7. januar, og det andet vises i aften, mandag den 14. januar, red.). Mine forældre var jo desværre afhængige af alkohol og piller, og min bror var på et tidspunkt ludoman.

- Efter det forløb var jeg klar til at skrive min bog. Og jeg skrev bare. Der var så meget, og det har været vigtigt for mig selv at få et overblik over min fortid. Jeg har ikke i første omgang skrevet bogen for at hjælpe andre. Så ædel er jeg ikke. Jeg skrev for at forstå min historie. Jeg håber dog, at min bog blandt andet kan bidrage til en større forståelse for, at nærvær er det vigtigste, man kan give sine børn, siger Puk og fortsætter:

- Og er der børn omkring os, som af en eller anden grund ikke har en god kontakt til deres forældre, så bør vi træde til og være der som voksenkontakt, hvis vi har overskud. Et af afsnittene i min bog hedder ”Der findes andre mennesker”, og dét er en vigtig pointe: At der findes andre mennesker, understreger Puk.

Læs også: Familie Journals Puk har selv haft mystiske oplevelser

Tragedien

Da Puk blev født den 3. februar 1968, var det kun ca. ni måneder siden, at Puks forældre havde mistet deres førstefødte, datteren Pia, som døde af en nyresygdom. Mens Pia var syg, blev Claus sendt væk for at bo hos en moster og onkel.

− Han blev sendt væk som lillebror, og da han kom hjem, skulle han være storebror til mig, der var et erstatningsbarn, ordineret af lægerne, siger Puk.

− Det har bestemt heller ikke været nemt for ham, for han kom hjem som 5-årig til den dyne af tavshed, der efter Pias død lagde sig over hele familien. Og ingen hjalp ham med at tackle sorgen og tabet.

Mit forhold til Pia… Jeg har følt, at hun var imellem os, mellem min mor og mig, familien og mig, min bror og mig. Der var meget mystik omkring hende, fordi der ikke blev talt om hende og hendes død. Var hun dog bare blevet inkluderet, men nej – tavshed. Men det er nok ikke helt tilfældigt, at jeg hedder Puk, når hun hed Pia.

På grund af den store sorg, der var i familien, følte jeg ikke, at jeg kunne tillade mig at kræve noget af nogen. Jeg prøvede flere gange, også da min mor lå på hospice, at bryde tavsheden om Pia og hendes død, men forgæves. Derfor er min hovedpointe i dag, at meget kan repareres med samtaler. Samtaler og nærvær.

Puk Elgård om Tove Ditlevsens brevkasse i Familie Journal: Den er et stykke danmarkshistorie

Mistede alt

Fordi Puk følte, at hun som barn ikke kunne tillade sig at kræve noget af nogen, blev hun den lille pige, der forsøgte at få forældrene til at smile og le. Det lykkedes af og til, men i takt med at forældrene begyndte at dulme sorgen over tabet af Pia med mere og mere alkohol – og med piller – blev Puk i stedet den lille voksne, der hjalp, tog sig af, påtog sig ansvar og undlod at være til besvær og i vejen.

− Inden Pias død havde mine forældre et fantastisk liv sammen og turnerede i Danmark med store modeshows. De var en del af det danske high society, havde nøgler til datidens nøgleklubber og stamborde på fine restauranter. Claus husker den storhedstid, men jeg kunne ikke fordrage, når de talte om gamle dage.

De gik i stykker, da de mistede deres førstefødte. Man kan ikke andet end gå i stykker, når man mister et barn. Og dermed mistede de det liv, de havde før. De mistede alt. Min far gav op. Så kunne det være lige meget, det hele. Sådan tror jeg, han følte det. Og de kom begge to på førtidspension, da de var omkring 40 år.

Puks forældre blev skilt, men havde i en tid derefter stadig god kontakt. Og trods alt skinner Puks store kærlighed til sin far stærkt igennem i bogen, mens forholdet til moren var knap så kærligt.

− Min far fandt på de mest mærkelige ting, og vi kunne også grine sammen, men han var et kvaj. Virkelig et kvaj. Min bror har da også været i tvivl om, om han overhovedet var en god mand.

− Jeg aner i virkeligheden ikke, hvad han har foretaget sig. Efter skilsmissen forsvandt han i lange perioder, og han var også et år på Tvind. Hvor han har været – og hvor i nattelivet han har været – aner jeg ikke. Og han skyldte penge alle vegne.

Læs også: Puk Elgård får egen brevkasse i Familie Journal

Efter skilsmissen kom de svære år

Puk boede efter skilsmissen sammen med sin mor, og her oplevede hun de sværeste år, fra hun var 10 år, og til hun flyttede hjemmefra som 15-årig.

− Mens vi stadig var en familie, var min mor pissesej! Der var ikke det, hun ikke selv kunne klare, og hun gik ikke af vejen for at kravle op på en stige for at fikse et eller andet, altid i stiletter, fin i tøjet og med perfekt makeup og frisure. Hun var jo tidligere danserinde.

Den stil holdt hun, selv om alt andet var fuldstændig krakeleret, og jeg vidste aldrig, hvad jeg kom hjem til, eller hvad jeg stod op til. Det har Claus ikke oplevet, fordi han var det ældre og var flyttet hjemmefra. Der var hele tiden en del tovtrækkeri mellem min mor og mig. Også efter at jeg flyttede hjemmefra. Hun trak meget i mig – og på mig – og ringede. Hun gjorde mig bange, og derfor har jeg angsten i dag. Både min far og min mor ringede altid til mig, for de vidste, at jeg handlede. Det var de jo vant til.

Morens adfærd og skrøbelighed – og Puks oplevelser deraf – er også udførligt beskrevet i ”Se, mor, jeg danser”. Og når man har læst bogen, forstår man godt, hvorfor Puk under sine dage sammen med indianerkvinderne spurgte Helene: ”Hvordan tilgiver man sin mor?”

− ”Make her human” – gør hende til et menneske, svarede Helene. Det gjorde jeg, og så forstod jeg. Hvis en mor fejler, er det utilgiveligt, men hvis et menneske fejler, er det forventeligt. Da jeg så min mor som menneske i stedet for bare som mor, forstod jeg, hvad det var for udfordringer, hun havde haft. Det gik op for mig, hvor hårdt livet havde behandlet hende.

Læs også: Far kom ud af sit misbrug

Puk fik angst

Som barn var Puk af gode grunde altid bange, og den sidste sommer, hun boede hjemme hos sin mor, fik hun som 15-årig sit første angstanfald. Hendes mor lovede hende, at det var væk dagen efter. Det var det næsten også, men angsten kom tilbage nogle år senere, og i bogen beskriver Puk blandt andet, hvordan hun i flere måneder lå på gulvet i en lejlighed, hun delte med sin veninde Lisbeth, og ikke kom uden for en dør.

Siden fulgte flere angstanfald, men under en af ceremonierne i New Mexico ”begravede hun sin angst i smukke tanker”, og i dag har hun lært at leve med angsten.

− Meditation er virkelig godt, så jeg mediterer stort set dagligt mindst 20 minutter, siger Puk.

− Og så passer jeg på mig selv. Jeg er ikke god til sociale sammenkomster med mange mennesker omkring mig, og efter en weekend med Go’morgen Danmark, hvor jeg virkelig trækker på mine ressourcer, har jeg brug for ro. Min hverdag er lidt kedelig. Ja, det lyder negativt, men jeg undgår at blive stresset. Jeg går gerne lange ture i skoven – det giver ro. Med min baggrund kunne det være nærliggende at dulme nerverne med hvidvin, men jeg vælger altså en anden vej.

Puks angst er også forbundet med diagnoserne vestibulær migræne og Menière (en sygdom i ørerne), fortæller hun i bogen:

”Det er en vanvittig cocktail, for alle tre ting påvirker balancen. Migræne giver svimmelhed, og når jeg bliver svimmel, får jeg angst. Hvis jeg får angst, får jeg migræne, og Menière ødelægger balancen, og så bliver jeg svimmel og bange og får ondt i hovedet.”

− Selv om jeg nu har lært at leve med angsten, er jeg altid i alarmberedskab, når jeg vågner om morgenen. Men så lægger jeg en plan for at vende mine tanker, siger Puk.

Læs også: Ny støttegruppe for børn af alkoholikere

Plan om at gøre op med det dårlige

Siden hun flyttede hjemmefra, har Puk lagt planer. Hun hader faktisk ordet ”mønsterbryder” og bruger det kun en enkelt gang i bogen, men den første og største plan, hun har lagt, var at gøre op med det, der ikke var godt. At lægge planer har derfor siden været hendes måde at ”holde snuden i sporet” på og bryde det mønster, hun er vokset op i og med. Og når hun lægger en plan, så holder hun den.

− Ja, jeg er skrap over for mig selv, når jeg følger min plan, understreger hun og begynder at le, mens hun tilføjer:

− Jeg skal bare lære at afvige fra min plan, for det er jo dumt for eksempel at gå til Lyngby og hjem igen. Det er 20 kilometer. Jeg kunne jo bare tage bussen hjem, men det gør jeg ikke, selv om jeg er træt. Ikke hvis planen fra begyndelsen er at gå.

− Det er kun mig selv, der kan lære mig, at planen er god, men nogle gange godt at kunne afvige. Så der er stadig plads til forbedringer. Men det ER en stor forløsning, når jeg holder mine planer, som jeg i øvrigt ikke taler meget med andre om.

Læs også: Jette blev alkoholiker i en tidlig alder - datteren hjalp hende med at blive ædru

Anerkendelsen

Da Puk besluttede at skrive sin selvbiografi, hentede hun den pose med scrapbøger og billeder, som hun havde fra sine forældre, ned fra loftet og begyndte for første gang at kigge i den.

− Jeg gemmer ikke udklip og har ingen scrapbog. Jeg har set for meget i scrapbøger, da jeg var barn. For mig er nuet det vigtige. Pyt med gamle udklip. Det har været bevægende at være sammen med mine forældre igen i den her proces, hvor jeg har skrevet. Hvor jeg så også fik sagt farvel til dem endnu en gang.

− Det har været vigtigt for mig at anerkende, at de gjorde, hvad de kunne. Jeg har været vred på min familie over deres misbrug, men nu har jeg fået en forståelse for, hvad det er, de har været oppe imod. Blandt andet også på baggrund af de programmer, jeg har lavet sammen med Claus. Det er stærke kræfter.

Læs også: Karin kom ud af sit alkoholmisbrug

Det handler om at bryde tavsheden

Om jeg har grædt undervejs? Ikke meget, men til sidst, da jeg var færdig med bogen. Af lettelse.

Jeg holdt en professionel distance, mens jeg skrev. Det skulle være en god bog, og jeg har haft hvert lille ord oppe og spørge: Hører du til her? Jeg har hele tiden barberet ned, indtil jeg er kommet ind til kernen. Bogen kunne godt have været dobbelt så tyk, for der er meget, der ikke er skrevet, men jeg har været skrap i min redigering, siger Puk.

− Og nu er jeg i mål, jeg har fulgt min plan, og som Helene sagde til mig en dag ved floden i New Mexico: It’s all about sharing. Det handler om at dele. Tale. Bryde tavsheden, hvis livet trykker. Herefter er en af mine planer, at jeg skal hen til den 23. januar, hvor jeg er færdig med at give interview om bogen og kan holde en uges ferie. For det har været noget af et år, det her.