Brev til Puk: Naboens birketræer sviner alt til

Lørdag, 15. april 2023
Af Puk Elgård. Foto: Colourbox.
En nabo vil ikke fælde det træ, der står i skel. Det irriterer læseren, da det går ud over deres have. Hvad skal læseren gøre? Læs her, hvad Puk mener om situationen.

Jeg har en nabo, som har tre kæmpestore birketræer i sin lille have – det ene står næsten i skel. De sviner rigtigt meget hos mig, både ude og inde – det begynder med lange haler, der er frø i, senere er der de små frø, derefter blade og grene, som jeg har et kæmpe arbejde med at samle op i min have.

Men når de små frø kommer, kan jeg hverken have vinduer eller døre åbne eller hænge vasketøj ud.

I sommer, hvor jeg havde feriegæster, fik de en masse fnuller ind i deres bil og sengetøj, og vi kunne ikke opholde os i haven og spise frokost eller drikke kaffe.

Jeg bruger mange støvsugere og koste, f.eks. må jeg støvsuge fem-10 gange dagligt i den periode, hvor det er værst.

Naboen vil ikke fælde det træ, der står over i skel mod mig, så hvad gør jeg?

Har du et rigtigt godt råd til mig?

Naboen.

Kære Naboen.

Jeg forsøgte lige at tygge mig igennem lovgivningen på området og kan se, at træer i skel ret ofte er anledning til nabostridigheder.

Selve juraen må du dobbelttjekke, det er kompliceret, men umiddelbart ser det også ud til, at træer så tæt på skel er omfattet reglerne for hegn og så alligevel ikke, kun hvis ikke de står på række. Jamen det er mega indviklet, men kig på det, hvis du vil gå den reglementerede vej.

Der er en regel, der hedder den naboretlige tålegrænse. Det ser ud til at være en bøjelig størrelse. Flere steder kan jeg også se, at der er en maximum højde på 1,80 meter for et træ i skel.

Der ligger faktisk meget materiale om lige præcis træer, hegn og naboer tilgængeligt på nettet, og du kan også altid henvende dig til kommunen og hegnstilsynet og få en vurdering.

Når det så er sagt, så burde din nabo jo tilbyde at hjælpe dig lidt med bladaffald. Kan I ikke få en god tone og hjælpe hinanden? Kan du sætte et segl op i haven, som du kan sidde under og som samler en del nedfald? Du må være kreativ.

Det er da en virkelig træls situation, som jeg håber, I kan løse. Jeg lever jo selv nærmest midt i skoven og er omgiver at træer, og det kan jeg kun, fordi jeg lever fint med alt det fnuller og løse blade, som du beskriver, men det duer selvfølgelig kun, hvis man har temperament til det.

Jeg kan ikke rigtig løse dit problem, desværre, men hvis du har mod på det, så tal med kommunen, naboen eller indret din have og dit hjem på en kreativ måde, så du bedst kan leve med de store birketræer.

Ifølge havenyt.dk drikker et syv meter højt birketræ i øvrigt ca. 250 liter vand om dagen, og andre store træet kan drikke op til 1.000 liter om dagen, så det er også lige værd at tage med i regnskabet. hvis man fælder, alt efter hvor man bor.

Mange hilsner fra Puk.