Brev til Puk: Så snart min kærestes kat ser mig, er der mord i øjnene på den

Mandag, 17. januar 2022
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann
Læseren hader sin kærestes kat og vil helst gerne være fri for den. Men katten er kærestens mors kat, og moren døde for et halvt år siden. Kæresten føler, at katten er det eneste, der er tilbage af hende.

Her i det nye år skal jeg flytte sammen med min kæreste. Det glæder jeg mig naturligvis til. Vi har været kærester i to år og er nu trætte af at pendle frem og tilbage mellem hinandens lejligheder. Det vil sige, vi har faktisk mest været i min kærestes lejlighed, for han har sin mors gamle kat, og den kan ikke være alene så længe.

Og det er da også katten, der er omdrejningspunkt for denne mail.

Jeg hopper lige ud i det og siger: JEG HADER DEN KAT! Den er sur og ældgammel. Den er vist 16 år, og for at være ærlig så håber jeg, den kradser af, inden jeg flytter ind.

Hvor gammel bliver en kat? Jeg hader den ikke, bare fordi den er en kat, jeg har selv haft kat, men den her ligger på lur og angriber mig. Den går efter mine tæer og angriber mig også om natten. Den miaver som en sindssyg, og jeg tror, den hader mig lige så meget, som jeg hader den.

Problemet er bare, at det er min kærestes mors kat. Hun døde for et halvt år siden, og nu føler min kæreste, at den kat er det eneste, der ligesom er tilbage af hende.

Og jeg skal lige love for, at katten gør forskel. Den elsker min kæreste. Den gør sig til og er den mest kælne lille misse-kisse-kat, når han er der, men så snart den ser mig, er der mord i øjnene på den.

Hvordan skal jeg tackle den kat, når vi skal flytte sammen? Kan jeg sige, at jeg vil vente, til den er død? Kan jeg sætte mig i respekt? Jeg har aldrig mødt så ond en kat som den.

BJ

Kære BJ

En indekat bliver i gennemsnit 15 år, og en udekat bliver i gennemsnit 10 år. Den kat, du omtaler, er altså ret gammel. I menneskeår svarer det til, at din kærestes kat er 80 år.

Det er meget normalt, at gamle katte bliver aggressive og ændrer adfærd. De mister deres sanser og føler sig mere usikre. De begynder at miave hele tiden; og det kan være, fordi de reagerer på lyde, de ikke kan stedfæste, eller fordi de er forvirrede. De kan også udvikle en form for demens.

Den omtalte kat har desuden været gennem en flytning fra sit vante hjem og ind i din kærestes lejlighed, og det er også en omvæltning for sådan en gammel kat. Der er derfor mange gode grunde til, at den er lidt sær.

Det er selvfølgelig ikke spor rart, at den angriber dig. Det er noget, I skal tage alvorligt, for det er måske også udtryk for, at den er bange og har det dårligt.

Jeg er ikke dyrlæge, men jeg har haft kat hele mit liv, og jeg vil derfor på det kraftigste anbefale, at I tager katten til dyrlæge og får den undersøgt. Jeg vil tro, at dyrlægen vil anbefale, at katten snart får ro og bliver aflivet. Det kan bare være en meget lang og svær vej at nå til den erkendelse som ejer.

I stedet for, at du omtaler katten som irriterende, så tal med din kæreste, om katten mon har det godt. Fortæl, at du har læst om de symptomer, den har, og sig, det kan være tegn på dårlig trivsel. Det gør det selvfølgelig ekstra svært, når det er morens kat, men som dyreejer har man pligt til at sætte sig ud over sine egne behov og tænke på dyrets tarv. I er nødt til at tage en fornuftig snak om et godt katteliv. Men mød din kæreste OG KATTEN med omsorg i den samtale og hjælp ham til at forstå, hvordan han skal se på sin seniorkat. Du kan finde mange sider på nettet, der underbygger det, jeg har skrevet her, og I kan eventuelt læse dem sammen. Jeg håber, I løser det.

Mange hilsner fra Puk