Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over 11 år. Han har to job, som kræver en del af ham, og det er begyndt at påvirke ham og os som par.
Han har i en længere periode ikke rørt mig på nogen måder, vores samtaler er ofte med lukkede spørgsmål, og derfor dør samtalen hurtigt. Jeg har forsøgt at snakke med ham om det og udvist min bekymring for ham, og for at han skubber mig væk. Men han svarer ikke rigtig på den del med os. Der snakker han udenom.
Jeg er begyndt at blive psykisk påvirket, da vi ikke har berøring eller kærtegn, noget vi normalt altid har været gode til, men dette stoppede fra den ene dag til den anden.
Jeg er rigtig påvirket af situationen, og smilet og glæden i mig er forsvundet. Jeg er så frustreret, da jeg nu går og føler mig forladt i forholdet. Jeg er kun 34 og han i begyndelsen af 30.
Han behandler mig, som om han allerede er gået fra mig. Og den del sårer mig dybt, og jeg falder ofte i søvn med tårer i øjnene, og min appetit er forsvundet.
Jeg vil rigtig gerne være stærk for ham og være støttende, som han fortjener. Men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal være det, når han har skubbet mig så langt væk fra ham. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre eller sige, og røre ham tør jeg heller ikke, da jeg frygter en afvisning.
Hjælp mig.
Den forladte kæreste
”Han behandler mig, som om han allerede er gået fra mig” skriver du. Det er en af de stærkeste sætninger, jeg længe har hørt. Det beskriver fuldstændig det tomrum, man står i, når man føler sig efterladt i et parforhold.
Hvis jeg var dig, ville jeg bruge lige præcis den sætning til at indlede jeres samtale. Du er nødt til at tale med ham, og det ved du godt.
Sig til ham, at du føler, han er gået fra dig. Spørg ham, om han er. Det her går ikke væk af sig selv. Det bliver ikke bedre af, at du undertrykker dine følelser og lader tiden gå. Du er ramt og bange, og du må have et svar på, hvor han står. Måske siger han, at han er slået ud af arbejde og ikke har overskud, måske siger han, at kærligheden er svær at mærke lige nu, måske siger han noget helt tredje, men du er nødt til at høre, hvad han siger til din følelse af ensomhed og afvisning.
Hvis han taler udenom igen, må du beslutte dig for, hvad dine betingelser er for, at du kan blive i forholdet. Du må selv sætte dagsordenen. Hvis han ikke kan udtrykke sig klart, må du sige, hvad du har behov for for at kunne fungere, og så er det op til ham, om han kan efterleve det.
Man kan jo godt have svære perioder i et forhold. Det har alle, og sommetider går de perioder faktisk over af sig selv, men når du beskriver, hvordan du har det, er det mere alvorligt end en almindelig down-periode.
Jeg ved, at det kræver mod, og at det er rigtig svært, men du bliver nødt til at finde ud af, om han er tjekket ud af forholdet. Du har ret til at vide, hvor I står.
Mange varme hilsner fra Puk
Middagsgæster er blevet en plage
Jeg er bekymret for min datter
Det vigtige sammenhold
Jeg tager ud og oplever uden min mand
Julen kommer alt for tidligt
Jeg ved aldrig, om min demente mand vågner igen
Min datter afviser mig
Chefens børn tager min arbejdstid