Hvornår fortæller jeg ny kæreste om min kone på plejehjemmet?

Jeg har læst din brevkasse så længe, du har stået for den, og synes, at dine svar er indsigtsfulde og empatiske, og jeg er enig med dig i 95 procent af svarene.

Jeg har tabt livslysten, mest i weekenden, og jeg mangler nogle at debattere med. Jeg bliver 90 år til oktober og har de seneste 10 år mistet alle mine venner.

Jeg har været og er gift med en fantastisk kvinde, og vi har haft et langt godt liv, men hun har i 11 år haft alzheimers, jeg har passet hende i hjemmet, indtil hun kom på plejehjem for kort tid siden.

Jeg er godt uddannet, har flere uddannelser og har arbejdet i udlandet og i Danmark. Jeg ser 15 år yngre ud og opfører mig fysisk og intellektuel som sådan. Jeg holder mig politisk velorienteret og er interesseret i alt, hvad der sker omkring mig. Jeg dyrker sport og har gennem alle årene læst meget.

Men nu kommer problemet: Jeg ønsker en kæreste. Jeg har brug for en kvinde, der matcher mig intellektuelt. Med dem i 70’erne bliver aldersforskellen for stor, og dem i 80’erne er der ikke mange af – slet ikke hvor jeg bor.

Så spørgsmål 1: Hvor finder jeg en kæreste, der matcher mig?

Spørgsmål 2: Hvis jeg dater en kvinde, hvornår fortæller jeg så, at min kone er på plejehjem? Hvis jeg siger det for tidligt, når jeg måske ikke at præsentere mig.

Tak for dine fine ord om brevkassen.

Lad os begynde med at adressere elefanten i rummet: Må man date, når ens partner er syg og i din kones tilfælde syg af demens?

Det er jeg stensikker på, at der er rigtig mange holdninger til. Som du måske ved, har jeg været ret tæt på mennesker med demens og på deres pårørende, og jeg kan derfor sige, at ud fra mit perspektiv findes der ikke ét endegyldigt svar på det spørgsmål.

Jeg ved til gengæld, at det er meget opslidende at miste sin demensramte livspartner og se hende eller ham forsvinde for øjnene af en, og at man på en eller anden måde bliver nødt til at være forankret i sit eget liv for at holde til det.

Om man finder energi i personlige interesser eller eventuelt et nyt forhold, må være op til den enkelte. Ingen kan dømme hinanden i sådan en virkelighed.

Der vil være læsere, der mener, at man ikke kan gå bag ryggen på sin partner, mens hun stadig lever, og der vil være andre, der synes, at det er helt i orden og forståeligt. Ingen, hvad enten man mener det ene eller det andet, kan vide, hvordan lige præcis du har det, og hvad der er rigtigt for dig. Det ved kun du, og hvis det for dig er det rigtige at søge selskab, må du holde fast i det.

Jeg synes til gengæld, det er vigtigt, du er åben omkring din hustrus situation, hvis du indleder et andet forhold/venskab. Om du siger det som det allerførste eller måske lige venter en postgang, er ikke så afgørende, men jeg synes, det skal rimelig hurtigt på bordet. Det er alt for stor en del af dit liv til, at du kan eller skal skjule det.

Jeg har undersøgt, hvor ældre mennesker finder partnere, og jeg kan se, at der særligt er tre steder på nettet, hvor singler sent i livet søger selskab.

1. senior.dk 2. partnermedniveau.dk (mange medlemmer med lange uddannelser) 3. dating.dk. Husk at være kritisk, hvis du laver en datingprofil på nettet. Der kan være falske profiler, og nogle datingsider koster penge, hver gang du vil sende en besked. Sæt dig grundigt ind i det.

Du kan også møde andre gennem foreninger i dit lokalområde. Måske en læseklub eller en motionsklub, og lad være at dele folk ind i aldersgrupper. Mærk hellere, om der er kemi, og så kan du kigge på det tal, der omhandler alder senere i processen.

Afslutningsvis vil jeg på baggrund af mit arbejde med Demenskoret opfordre alle til at tage den svære samtale om, hvad der skal ske, hvis den ene bliver syg. Man kan tale mange ting igennem (også nye partnere), og det kan lette både den syge og de pårørende at tage de snakke, før det ikke længere kan lade sig gøre.

Tak for at bringe et vigtigt og svært emne ind i brevkassen.