Jeg stoler ikke på min veninde: Mistænker tyveri

Onsdag, 25. maj 2022
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann
Veninderne er gået sammen for at donere et beløb til en indsamling til fordel for Ukraine. Læseren er dog i tvivl om, hvorvidt alle pengene er blevet sendt eller om den ene veninde har beholdt en del af beløbet. 
-

Vi er en gruppe på seks kvinder i 40’erne og lidt mere, som mødes nogle gange om året til hygge eller på café eller mad hjemme. Vi har kendt hinanden i mere end 10 år, fordi vi engang har dyrket sport sammen. Én gang om året er vi på weekendtur sammen, og vi har altid delt udgifterne.

En af veninderne, X, har altid været meget nøjeregnende med penge, så hun er sikker på, at hun ikke er kommet til at betale 20 kr. mere end en af os andre, når vi skulle købe ind sammen. Og hun har heller ikke lagt skjul på, at de penge, hun selv har tjent, ikke altid er kommet til skattevæsnets kendskab.

Lånt uden at betale tilbage

Det er sådan en holdning, jeg har haft lidt svært ved at forlige mig med. Hun har også flere gange lånt penge, som hun ikke har betalt tilbage. Ikke store beløb, men lige 50 kr. her og 100 kr. der.

Vores seneste weekendtur i et lejet sommerhus fandt sted, da det store indsamlingsshow til fordel for Ukraine var i tv.

Vi blev enige om, at vi ville give noget til den indsamling. Og det blev arrangeret sådan, at vi hver skulle sende 200 kr. på MobilePay til veninde X, og så skulle hun sende det samlede beløb videre til indsamlingen.

Tvivlen nager mig

Det blev gjort, og vi festede videre resten af aftenen.

Nu går jeg med sådan en tvivl om, hvorvidt hun mon har sendt alle pengene. Og den tvivl nager mig.

Kan jeg tillade mig at spørge hende? Det er jo skrækkeligt at mistro en veninde, hvis hun faktisk har overført det samlede beløb, men jeg stoler simpelthen ikke på hende.

Hvad gør jeg?

Den tvivlende

Kære Den tvivlende

Du spørger hende, om du kan få en kopi af indbetalingen. Du skal bruge den i dit regnskab.

Hvis du tager fejl, må du undskylde i dit stille sind.

Hvis du har ret, må man formode, hun laver den rigtige indbetaling, så du kan få en kopi.

Mange hilsner fra Puk

Kære Puk

Står du med et problem, du har svært ved at løse, eller trænger du bare til et klogt og forstående menneske at dele dine tanker med? Så skriv til Puk Elgård.

Det kan sende hende en e-mail på: puk@familiejournal.dk