Kan jeg sige nej til at passe fars uopdragne hund?

Min far er meget glad for sin hund, som er uopdragen og aggressiv. Jeg er faktisk bange for den, og nu har han spurgt, om jeg vil passe den, mens han er på ferie ...
Af
Puk Elgård
Tegning af bidsk hund
Min fars hund snapper efter andre, og jeg er faktisk lidt bange for den.
Illustration: Birgitte Ahlmann
Annonce

Hej Puk

Da jeg ved, at du også er glad for hunde, håber jeg, at du kan hjælpe mig.

Sagen er, at min far har fået en hund, som han er meget glad for. Han forkæler den og sætter ingen grænser, og den er derfor rigtig uopdragen. Den har bidt ham flere gange i hånden med blødende sår til følge, og flere hundefrisører nægter at klippe hunden, fordi den bider. Den har også flere gange snappet efter naboens børn, men har dog aldrig bidt dem.

Min far, der bor alene, har sommetider spurgt, om jeg vil passe hunden. Jeg har sagt ja én gang, men den knurrede og snerrede så meget ad mig, at jeg følte mig utryg. Det er ikke en stor hund, men det var ikke rart. Jeg kan rent ud sagt ikke lide hunden, selv om jeg godt ved, at det ikke er dens skyld, at den er blevet sådan.

Nu har min far spurgt, om jeg vil passe hunden i en uge, fordi hans ven har inviteret ham på ferie i udlandet, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det vil være godt for ham at komme på ferie, for han er meget alene, men jeg kan ærlig talt ikke overskue at have hunden alene i en hel uge.

Jeg synes, det er en stor snak at tage hul på, for det handler jo ikke om, at jeg ikke vil hjælpe, men at jeg slet og ret er bange for at blive bidt.

Min far ved godt, at jeg ikke er vild med hans hund, hvilket lader til at være gengældt, men han bliver ved at sige, at vi bare skal lære hinanden at kende, og han slår dens uopdragenhed hen i spøg.

Hvordan ville du gribe det an?

Datteren

Kære Datteren

Du har ret. Jeg er glad for hunde, men jeg er nok også lidt pragmatisk og ikke kun følelsesladet, når det kommer til emnet.

En hund, der bider, er ikke en hund i trivsel. Du har selv svaret på dit dilemma, for du beskriver den store samtale, du og din far er nødt til at have. Den samtale kommer du ikke udenom.

I skal for det første tage snakken om hundens generelle adfærd, fordi det lyder, som om det kan ende galt. En dag kommer hunden måske til at bide et af naboens børn eller dig.

Så inden I taler om ferie, skal I tale adfærd. Jeg har lige skrevet en bog om hunde, og gennem al den forskning, vi har med i bogen, ved jeg, hvad der foregår i hundens hjerne, men måske endnu vigtigere i det her tilfælde, ved jeg også, hvad der foregår i din fars og mange andre hundeejeres hjerne. Han elsker den hund, og han elsker den sandsynligvis på lige fod med dig og andre mennesker, han har kærlighed til.

Det er sådan, at i menneskets hjerne er der ikke et center for kærlighed til vores kære mennesker og et andet center for kærlighed til vores dyr. Kærligheden udspringer samme sted fra og er meget lig hinanden. Så din far har store følelser i spil, når I skal tale om hans hund. Forestil dig, at I i stedet skulle tale om et af hans børn, som havde uhensigtsmæssig adfærd. Så ville du også træde varsomt og omsorgsfuldt.

I skal hjælpe hunden. Ingen har glæde af, at den bider og skaber uro. Snak med ham om, hvordan han oplever det. Dyk ned i, hvorfor den bider, og spørg, om der er sket et eller andet. Ofte bider hunde af angst.

Når I har talt om hunden, kan du godt fortælle din far, at du er utryg ved at passe den. Det kan jeg godt forstå, at du er. Og hvis hunden er, som hunde er flest, vil den hurtigt afkode din frygt, og så får I en svær uge sammen.

Hunden skal have hjælp. Hvordan I gør det, må være op til jer. Hundeadfærdskonsulenter kan hjælpe, og I kan tale med dyrlægen, men første step er at få din far til at indse, at hunden har et problem, og at den behøver hjælp, så den kan korrigere sin adfærd.

Træd varsomt, men bestemt, og snak med din far. Hvis han pure nægter at se problemet, må du afvise at passe hunden. Men få ham til at forstå, at en bidende hund kan ende med at skulle aflives, så det er for hundens skyld, I skal sætte ind.

Mange hilsner fra Puk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.