Lykkeligt møde med biologisk bror

Jeg har læst i brevkassen om folk, der overvejer kontakt til biologisk familie, og vil fortælle om min oplevelse.

Jeg er født i 1944 af en 16-årig mor, hvis kontakt med min far sluttede kort efter min fødsel. Mine forældre blev senere gift hver for sig. I min mors nye ægteskab fik jeg en dejlig far og to søstre. Min biologiske far fik tre børn og et bonusbarn.

Jeg har altid vidst, hvem min biologiske far var og haft et billede af ham, men blev forklaret, at det ikke var sikkert, at hans børn kendte noget til mig, hvilket var tilfældet. Det fik de at vide ved hans død mange år senere.

Den ældste søn ville gerne møde mig. Han kendte en i min familie og havde hørt, at jeg var let at tale med, og at jeg kendte til min biologiske fars familie.

Efter nogen tid modtog jeg en mail fra den ældste søn, hvor han fortalte om sin familie, og at han gerne ville møde mig.

Jeg kom på besøg hos dem, og vi er kommet sammen siden, vi ligner hinanden på mange måder og har det godt sammen. Jeg har også mødt de andre søskende og har det fint med dem, når vi mødes hos min bror. Han er rigtig ærgerlig over, at han fik det at vide så sent.

Jeg forstår ikke dem, der skriver til dig, at de ikke vil opsøge biologiske forældre. De fleste vil gerne kende det ophav, de er ud af, så jeg forstår godt de adopteredes ønske.

Det kunne blive til glæde for alle parter, jeg er i hvert fald lykkelig for, at min bror tog kontakt til mig.

Tak for din personlige beretning fra dit liv.

Det glæder mig, at det lykkes for jer at skabe kontakt, og at udfaldet var fredeligt og rart. Jeg kan se jer for mig, hvordan I har fundet sammen og sidder over en middag og fortæller historier og sammenligner træk i ansigt og krop og også karaktertræk i sjæl og personlighed. Det glæder mig.

Desværre er det ikke altid så let.

Jeg har ikke personlig erfaring med adoptionsfortællinger, men jeg kan godt forstå, at man har en længsel og en nysgerrighed, som man gerne vil have forløst ved mødet med det biologiske ophav. Og selvfølgelig søge svaret på det store spørgsmål, om hvorfor man blev adopteret væk. Det må være meget følsomt for alle. Og netop derfor skal man måske passe på, hvilke forventninger man har til sådan et møde.

I dit tilfælde gik det rigtig godt, men i andre liv kan sådan et møde være forbundet med skam og ulykkelige hændelser, og så kan det være, man skal nå nænsomt frem. Måske nøjes med at have en forventning om at få et ansigt eller navn på sin mor eller far, og så må man se, om der med tiden kan skabes et bånd. Men alle har ret til at kende sin historie, og hvis man har en længsel om at søge, tror jeg ikke, man kan stoppe den.

I forbindelse med dit brev stødte jeg på en forening, der hedder Adoption & Samfund, og det ser ud til, at man kan få rådgivning i foreningen i forhold til, hvordan man tackler sin søgen og sine adoptionsforhold.