Mine forældre foretrækker min søsters barn

Jeg bor med min mand og vores tre børn. Vi arbejder begge på fuld tid, har en travl hverdag, men klarer os det meste af tiden.

Mine forældre bor tæt på mine søskende, og de har altid været meget sammen med min søster og hendes datter, der er et par år yngre end min ene datter. Min søsters mand har ikke sine forældre, og min mor har tit sagt, at det var synd, at barnebarnet kun havde dem, og har brugt det som undskyldning for deres hyppige samvær.

Men jeg føler, at mine forældre tilgodeser min søsters datter, hvilket jeg er ked af på mine børns vegne.

Der har været flere episoder, f.eks. valgte de at tage med min søster og hendes mand i sommerhus hele påsken, da datteren var lille, så vi andre ikke kunne være sammen med dem den påske. En anden gang spurgte min mor i en skoleferie, om vi skulle lave noget sammen, for så ville hun tage fri. Pludselig havde hun så aftalt, at min søsters datter skulle overnatte hos dem den eneste dag, hun havde fri, da det var synd, hun skulle være i børnehave, så hvis vi skulle lave noget, blev det sammen med hende også.

Min mor har masser af gange holdt fri med min søsters datter, hvor mine børn ikke har fået tilbuddet. Hun har ofte hentet hende og bruger altid undskyldningen, at det er synd, at hun f.eks. skulle afsted i en ferie, men det har mine børn været. De tager altid på ferier sammen, nogle gange får vi tilbuddet, andre gange ikke.

Min datter er begyndt at kommentere, at de gør alting sammen. Når vi skal lave noget sammen, trækker vi os ofte, da det ender med at blive for dyrt. Og måske derfor spørger de ikke. Der er efterhånden mange episoder, hvor jeg føler, mine forældre svigter mig og mine børn, og jeg føler, at vi kommer i anden række. Og jeg er frustreret over, at de ikke kan se det.

Vi har en dreng, der har været meget syg af en kronisk sygdom, hvilket har gjort, at vi har måttet sige nej til mange ting for at beskytte ham, og fordi vi aldrig har vidst, hvordan han havde det om morgenen. Derfor har vi flere gange sagt nej, når familien har planlagt ture. Vi ville gerne med, men har ikke kunnet planlægge på forhånd, og det har de andre ikke taget hensyn til, men bare sagt, at det var synd, vi ikke var med.

Hvis jeg beder om hjælp, kommer de næsten altid, men de har aldrig frivilligt spurgt, om de skulle hente den mindste i børnehaven eller holde en fridag med hende.

Da min svigermor lå for døden, og jeg skulle skynde mig på hospitalet, spurgte jeg, om de ville komme og passe børnene, men fordi det var aften og mørkt, ville min mor ikke køre bil og spurgte, om jeg kunne komme til dem, hvilket jeg ikke kunne, da den mindste sov. Jeg måtte derfor finde en anden, der kunne hjælpe, og nåede ikke frem, inden svigermor døde.

Alt det har resulteret i, at jeg trækker mig mere og mere fra min familie, jeg er vred på min søster og hendes datter, selv om det ikke er deres skyld. Min mand kan godt se problemet og kommenterer det, men siger, at jeg skal glemme det.

Jeg har tidligere konfronteret mine forældre med det, men de blev sure og sagde, at jeg var misundelig på min søsters datter. Så det fik jeg ikke noget ud af.

Jeg har brug for hjælp til at komme videre.

Det lyder til at være en rigtig svær situation.

Hvordan var det, da I var børn? Var der en ubalance dengang, eller er den kommet senere? Hvordan har dine forældre ellers været gennem dit liv? Har de været en støtte, har de ressourcer, har de haft et velfungerende liv?

Du må lige tænke det hele igennem og finde ud af, om det er noget nyt, at de ikke støtter dig, eller om det altid har været sådan?

Kan der være sket noget, da din søn var meget syg, og I trak jer fra fællesskabet? Kan den tid have betydet, at de har vænnet sig til, at I ikke var en del af planerne og nu ikke er opmærksomme på, at du gerne vil tilbage og have kontakt med dem? Det kan være en forklaring.

En anden mulighed er, at sommetider kan andre bare ikke give det, man gerne vil have. Det kan være, fordi de ikke har ressourcerne eller forståelsen for det behov, der er. Så kan man stå med hjertet i hånden og bede andre tage imod det og holde det lille trætte hjerte frem, men modtageren har ikke redskaberne til at vide, hvad de skal gøre med det.

Da jeg ikke kender jeres forhistorie, kan jeg ikke vide, hvor gode dine forældre er til at takle svære situationer, men det virker, som om de finder det mindre kompliceret og lettere at være omkring din søster.

Jeg synes, du skal prøve igen. Du skal i hvert fald have afklaret, om de er i stand til at imødekomme bare nogle af dine behov. Du skal viske tavlen ren og begynde forfra. Kom ikke med anklager, men udtryk dine behov. Sig ”hej mor, jeg savner dig, kan vi ses?” eller ”hej mor, min datter vil gerne se jer et par dage, ville det kunne lade sig gøre?”. Start forfra og se, om du kan opbygge en relation på ny.

Det er vigtigt for dig at få afklaret, hvor meget du kan regne med dem. Altså, sæt ord på dine ønsker, dit savn, og ræk ud. Gem diskussionerne om svigt og tvivl, indtil du er tryg ved, at relationen kan holde til den slags snakke. Lige nu er det vigtigt, at du får afprøvet, om de evner at modtage, når du rækker ud uden at konfrontere.

Jeg ønsker dig held og lykke og håber meget, at det lykkes. Splittede familier er en ulykkelig situation.