Puks brevkasse: Vennernes børn er kræsne og krævende

Vi har et vennepar, som vi holder meget af, og som vi jævnligt ses med.

Senest fejrede vi nytårsaften sammen med dem, hvor vi havde bestilt mad udefra til 300 kr. pr. kuvert, og deres børn – en pige på 13 og en dreng på 12 – rørte knap deres tallerkener!

Det var selvfølgelig forældrenes valg at købe en menu til dem, velvidende at langt hovedparten havnede i skraldespanden, og selv om det indimellem er svært at holde sin mund, blander jeg mig ikke i opdragelsen af deres børn, når vi er hos dem.

Mit største dilemma er, når vi inviterer dem. For jeg holder meget af at lave mad og forkæler ofte vores gæster, men når de er inviteret, ved jeg snart ikke, hvilket ben jeg skal stå på!

Jeg prøver at tænke i børnevenlige retter, men uanset hvad jeg gør, sidder de med utilfredse miner og prikker til maden, og ret hurtigt efter de er ankommet, stiger stressniveauet, fordi ungerne keder sig og forlanger at blive kørt hjem til deres computere. Det dér med at lave burgere og lasagne, hver gang de kommer, som de så alligevel ikke gider spise, er jeg færdig med.

Sønnen, som er overvægtig, og som har adhd, har ingen pli og brokker sig højlydt og forlanger chips og cola. I sommer skar jeg en vandmelon ud som dessert, og hans reaktion var ”Har I ikke engang noget is i fryseren?”

Datteren er tynd som et siv, sød og velopdragen, men stadig superkræsen. Hun spørger, 30 gange inden maden kommer på bordet, ”hvad skal vi ha’?”. Det er til at få pip af!

Nytårsaften bad min kæreste og jeg ungerne hjælpe med at bære maden ind fra bilen, få det pakket ud og sat på bordet. På den måde var de lidt med og kunne se, hvad der var på tallerkenerne. Dette blev totalt overhørt, og de fortrak ind på deres værelser, til der blev kaldt på dem.

Forældrene siger ingenting.

Hvordan skal jeg tackle det, når der ingen opbakning er fra forældrene?! Deres mor roser dem højlydt for at smage på tingene, og siger sekundet efter, at det er okay, at de ikke spiser mere, for ”jeg brød mig heller ikke om kartofler osv. som barn” ...

Hvad tænker du?

Den frustrerede

Kære Den frustrerede

Jeg ville lade det passere.

At opdrage andre folks børn er op ad bakke. Jeg kan godt forstå, det stresser dig, og jeg tror, din stress begynder bare ved tanken om, at de skal komme på besøg.

Se, om ikke du kan undgå at stresse så meget. Børnene er ikke dit ansvar. Deres forældre tackler det, som de vil og kan, og du skal ikke bruge så meget energi på det.

Lav den middag, du ønsker. Hyg om dinevenner, og lad slaget gå sin gang. Du kan eventuelt spørge børnene, hvad de vil have på deres tallerkener, og så nøjes med at give dem det, de siger ja tak til. Hvis det så er en tom tallerken, og der ikke er et alternativ, der duer, en rugbrødsmad f.eks., så må det være sådan.

Jeg ved ikke, hvorfor du påtager dig det ansvar at opdrage dine venners børn? Gør, som I plejer hjemme hos jer.

Skær vandmelon, og svar stille og roligt, ”nej, vi har ikke is, men det er okay, hvis du ikke gider spise vandmelon”. Gå uden om konflikten. Det allerbedste, du kan gøre, er at være rolig omkring dem. Man kan godt sige, man ikke vil have iPad ved bordet, men så må det være op til forældrene at beslutte, om børnene så går fra bordet, eller om de skal blive siddende.

Jeg synes jo i bund og grund, vi alle har et ansvar for vores medmennesker, og synes også, vi kan hjælpe hinanden med at guide vores børn, men at køre op i en spids under en middag og blive urolig og utilpas hjælper ingen lige i situationen.

De største slag vindes i fredstid, og hvis du vil påvirke børnene på en god måde, er det ikke, når den varme mad står på bordet, og alle skal sætte sig. Så er det en eftermiddag i solskin, hvor der ikke er noget pres.

Mit bud er, at hele den familie er anspændt,når det kommer til madsituationer. De har prøvet det mange, mange gange, og bådebørn og voksne føler garanteret, de skal præstere alt muligt. Sæt dem fri, og sæt dig selv fri.

Mange hilsner fra Puk