Vores familier er ved at splitte os

Min mand og jeg, begge i 40’erne, har været gift i snart 10 år og har ingen børn. Vi kommer fra dysfunktionelle familier med både psykiske og fysiske overgreb og har begge en bagage, der tynger os.

Særligt vores mødre har været og er stadig en udfordring, og vores familier har alle dage ligget under for deres luner, så størstedelen af familiernes adfærd og liv indrettes efter, at de er tilfredse og ikke eksploderer. Selvudslettelse er kommet ind med modermælken.

For et år siden blev en diskussion mellem min mand og min mor dråben for ham, og de har ikke haft kontakt siden. Min familie forstår det ikke, de spørger til ham, siger de savner ham, og om vi dog ikke kan finde en løsning. Men min mand nægter.

Jeg har altid haft det svært med hans familie, hvor de fleste aldrig har lagt skjul på, at jeg ikke er fin nok; de er akademikere og taler ned om erhvervsuddannede, ufaglærte og lønmodtagere i det hele taget. De taler kun om overfladiske, højtravende emner, mens gæld, misbrug og tragedier i familien forties.

Jeg kommer fra et hjem, hvor man sætter tæring efter næring, passer sit arbejde og hånes, ydmyges eller ignoreres, hvis man viser tegn på svaghed, sygdom, stolthed eller har synspunkter, der afviger fra deres.

Min mand begyndte sidste år i terapi, hvilket er en benhård og rædselsfuld proces for ham. Jeg prøver at støtte og samtidig værne om min egen gennemhullede psyke, som jeg behandles for. Det tærer naturligvis på vores forhold og har givet flere sammenstød end normalt.

Men det seneste er det værste til dato, og egentlig her mit egentlige problem ligger.

Efter konflikten mellem min mand og min mor fik jeg mod til at sige til ham, at jeg ikke har overskud til hans familie, og at jeg kun ønsker ganske lidt kontakt med dem. Det gjorde ham så ked af det, at han i hemmelighed begyndte at undersøge, hvordan man bliver skilt, og søge efter anden bolig. Jeg opdagede det tilfældigt og spurgte, om han var ved at gå fra mig. Det havde han ikke besluttet, men han havde svært ved at se fremtiden, nu hvor jeg havde meldt ud. Han ville mærke, hvordan ”skilsmisse” føltes i maven, og at der ikke var grund til at sige noget, før han havde mærket efter. Jeg sagde, at jeg som part i ægteskabet burde tages med på råd.

Siden vi fandt sammen, har vi begge givet udtryk for, at vi hører sammen, at vi elsker hinanden, og at vi har gjort livet værd at leve for hinanden. Meget naivt har jeg altid troet, at vi ihvertfald aldrig vil gå fra hinanden, fordi vores samhørighed er så stærk. Men nu har jeg fået en revne indeni; min tillid til, at jeg kender min mand, og at vi kan tale om alt, er væk.

Overreagerer jeg? Frygten for at stå hudløs og sårbar og blive mast er en indgroet del af mig, så den følelse dukker automatisk op, men er det alvorligt nok til at berede mig på, at livet går i stykker? Hvordan kender man forskel på, hvornår det indre alarmberedskab er berettiget, og hvornår det bunder i ting, der ikke er retfærdigt at sammenligne nuværende udfordringer med?

Jeg ved ikke, om der er et eller flere reelle spørgsmål til dig, Puk, men nu fik jeg det ihvertfald ned på skrift.

Så fin en underskrift. Og menneske er det svært at være, og et såret og skadet menneske er en endnu større opgave. Pas på, I ikke ødelægger hinanden. Det er ikke meningen. Det er godt, din mand går i terapi, og godt, du selv gør. I står over for et kæmpe oprydningsarbejde. Det tager tid, og det er sårbart.

Når jeg møder nybagte forældre, siger jeg altid – ud over at ønske til lykke – ”husk alt det, I siger det næste år, gælder ikke.” Det, man får sagt, når alle følelser kører op og ned, og man er på ukendt grund, er ikke altid lige velovervejet. Måske skal det samme gælde hos jer lige nu. I har ikke en baby, men I barsler med et nyt liv og nye strategier for jer selv.

Få ro på, I har begge åbnet en Pandoras æske, og det vil i en periode strømme ud med alle mulige store følelser. Du har jo ret godt styr på, hvad det vil sige at være præget af de forældre, I har haft. Jeg kan høre terapien i dine sætninger. Men måske skal I lave en aftale om, at ”altid og aldrig” ikke eksisterer lige nu. Meget kan ændre sig i et terapiforløb. Du kan f.eks sige, at du ikke lige nu kan overskue at se hans forældre, men ”aldrig mere” er måske for kategorisk.

Hold fokus på, at I hver især vikler jer ud af de bånd, der har præget jer i forhold til opvæksten, og hold jeres kærlighed stærk. Du skriver, at jeres kærlighed har gjort livet værd at leve, og hvis det er sådan, I har det, skal I værne om den, selv om I står i stiv kuling.

Det er voldsomt at gå i terapi. Måske skal I på et tidspunkt i terapi sammen. Har I talt om det? Det tror jeg kunne være godt. Så kan I få nogle redskaber til de samtaler, I skal have.

Jeg ved ikke, hvorfor din mand har kigget på skilsmisse og bolig, men måske har han ret, når han siger, at han gerne ville mærke, hvordan det føltes. Måske vil han gerne mærke noget? I er nødt til at skabe et stort rum til hinanden, når I begge er i gang med sådan en gennemgribende forandring i jeres liv. Kan I aftale, at alt det, der kommer frem nu, lige skal have lov til at bundfælde sig. Det er ikke altid hensigtsmæssigt at træffe store beslutninger, når alt er oppe i luften.

Jeg håber, I kommer godt igennem, og jeg har stor respekt for, at I tager den hårde vej med terapi. Jeg ved, hvad det kræver.