En mor truer med selvmord: Hvad skal jeg gøre?

Jeg har haft en nær relation til en kvinde, som meget roligt og konstaterende har fortalt mig, at hun gennem de seneste 10 år har haft en fast plan om at begå selvmord, når hendes børn er blevet voksne og selvkørende.

Hun sagde, at hun først sagde det højt nu, men at tanken hele tiden har været til stede.

Samtalen opstod ikke i en akut krise, men i forlængelse af en følelsesmæssig uenighed, som for mig virkede uforståelig, da vi dagen forinden havde haft en meget god dag sammen.

Det, der gjorde størst indtryk, var ikke uenigheden, men den ro og selvfølgelighed hvormed hun beskrev selvmordet som en langsigtet plan.

Hun fremstod samtidig meget mentalt presset og gav udtryk for at være følelsesmæssigt overbelastet.

I samtalen fortalte hun også, at hun selv har haft en meget hård barndom, som fortsat præger hende psykisk. I den forbindelse sagde hun direkte, at den største fejl, hun mente at have begået i sit liv, var at få børn.

Dette udsagn har gjort et særligt stærkt indtryk på mig, da hun på tidspunktet for samtalen var sammen med sine børn.

Selvom hun ikke gav udtryk for konkrete handlinger her og nu, efterlod samtalen en dyb bekymring for, hvordan børn påvirkes af at vokse op med en forælder, der gennem mange år har haft selvmord som en indre plan, og som samtidig udtrykker fortrydelse over forældrerollen.

Hun er selv sundhedsfagligt uddannet, hvilket gør situationen ekstra kompleks, da hun både kender systemet og samtidig tydeligt har båret på disse tanker alene i mange år.

Jeg har efterfølgende valgt ikke at have mere direkte kontakt, da jeg er nødt til at beskytte mig selv og mine egne børn.

Samtidig står jeg med en stor etisk og menneskelig bekymring – ikke kun for hende, men i høj grad for børnenes trivsel og opvækstvilkår.

Jeg overvejer derfor, om der bør laves en underretning, men er i tvivl om, hvordan og hvornår det er korrekt at handle, når man ikke længere er en del af familien, men sidder med alvorlig viden, man ikke kan ignorere.

Mit ønske er vejledning i:

• Hvordan man ansvarligt videregiver viden om langvarige selvmordstanker?
• Hvornår og hvordan en underretning er relevant i forhold til børns trivsel?
• Hvordan man balancerer omsorg for børnene med respekt for forælderen?
• Hvor grænsen går mellem menneskeligt ansvar og nødvendig selvbeskyttelse?
• Hvilke instanser der er de rette at kontakte, når man ikke længere kan have direkte kontakt?

Jeg skriver ikke for at placere skyld, men for at få klarhed i, hvad den rigtige handling er, når man står med viden, man ikke kan eller bør bære alene.

Du skal have ros for at tage din venindes betroelse om sine selvmordsplaner så alvorligt.

Det er velkendt, at mennesker, som deler den slags alvorlige overvejelser, sommetider i realiteten råber om hjælp. Men der er en alvorlig modsætning i, at du på den ene side har brudt kontakten til hende, og på den anden side stadig vil påvirke situationen. Det kan man efter min mening ikke.

Du er nødt til at vælge, om du vil afbryde kontakten, og så er hendes liv ikke længere dit anliggende, eller om du vil hjælpe hende, og så er du forpligtende involveret. Så det er det første, du skal beslutte dig for.

Hvis du vælger at gå ind i det, så bider jeg mærke i, at du ikke skriver noget om, at hendes børn mistrives.

Jeg kan heller ikke læse, at din veninde virker selvmordstruet her og nu, selv om du oplevede hende som mentalt presset den dag, I havde samtalen.

Jeg forstår dig sådan, at du ikke tidligere har haft den tanke, at hun var ude i tovene. Så i realiteten er der ikke noget, der er forandret, siden hun fortalte dig om sine dystre fremtidsplaner – ud over at du nu kender til dem.

Det er uden tvivl voldsomme oplysning for dig, så det er forståeligt, at du er chokeret. Men for din veninde er tankerne ikke nye. Og da hun lader til at fungere i hverdagen, er der umiddelbart ikke noget at underrette kommunen om. Hverken i forhold til børnene eller til hende.

For at få lidt mere styr på dine overvejelser om, hvordan du skal forholde dig, vil jeg anbefale dig at kontakte Livslinjens telefonrådgivning, som både rådgiver mennesker med selvmordstanker og deres pårørende.

Med støtte herfra kan du forhåbentlig finde frem til, hvad der er det bedste for dig at gøre nu. Livslinjen træffes på telefon 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11-05.