
Jeg har læst meget af det, som du har skrevet, og du virker som en kvinde, der kæmper for de svage i samfundet. Jeg håber af hele mit hjerte, at du måske kan råde mig, og jeg kan få lov til at være anonym.
Jeg har været psykisk syg i mange år med angst og har det meget svært med andre mennesker. Jeg ryster og bliver bange, hvis jeg skal ud. Jeg har det bedst, når jeg er i trygge rammer, som er hjemme.
Jeg er enlig mor til fire børn, som klarer sig rigtig godt på trods af, at jeg er syg. De får alle topkarakterer i skolen. Jeg kæmper hver dag for, at mine børn skal have det godt og være trygge i deres hverdag.
Jeg er blevet smidt rundt i systemet og er blevet mere syg af det. Jobcenteret har så mange lægepapirer på mig, hvor der står sort på hvidt, at jeg ikke kan klare at komme ud at arbejde, da det vil forværre min sygdom. Alt det vælger de at se bort fra, og jeg får lov til bare at passe mig selv og hører ikke rigtig noget fra dem – kun når jeg skal til samtale, hvor de bare skriver, at jeg ikke er i bedring.
Jeg bliver så bange, hver gang jeg får et brev fra kommunen. Jeg frygter, hvad de nu finder på, og hvor langt ned jeg skal, før de vil give mig fred. Jeg har prøvet at forstå den nye lov, men jeg kan ikke finde noget, som beskriver dem, som virkelig er syge, og hvad der sker med os. Jeg ved bare, at den nye lov bliver mit fald mod det sorte hul, og siden jeg læste om den, har jeg ikke kunne sove ret meget og er bange og ryster hele tiden. For jeg kommer til at miste mit hjem, som er min tryghed.
Jeg har prøvet så hårdt på at finde en løsning og har sagt til kommunen, om de ikke kan hjælpe mig. Jeg vil jo gerne arbejde, men kan bare ikke komme ud af mit hjem. Men de siger, at jeg er for syg til at komme i arbejdsprøvning. De vil dog heller ikke give mig pension.
Hvad skal en person som mig dog gøre, når man er syg og ikke bliver rask, men tværtimod bliver mere syg af at være i et system, hvor der ikke er plads til sådan en som mig.
Mvh, Enlig mor til tre
Kære enlige mor til tre
Hvis du har været kontanthjælpsmodtager i otte år, har du helt ret i, at der skal ske noget andet. Kontanthjælp er en midlertidig ydelse, så kommunen kan ikke bare konstatere, at du er sygemeldt i så mange år uden at tage stilling til, hvad din fremtidige forsørgelse skal være.
Det er rigtigt, at der er nogle nye regler, som betyder noget for dig. Formelt har kommunen efter de nye regler således ikke længere pligt til at tale med dig et bestemt antal gange om året om din situation. Nu har de kun pligt til at følge op én gang årligt på, om du fortsat modtager den rette ydelse. Du har dog mulighed for at bede kommunen om en samtale, og noget tyder på, at du skal gøre det.
Hvis der foreligger en masse dokumentation fra din læge for, at du er uden arbejdsevne, og at behandlingsmulighederne er udtømte, kan du selv bede om at få rejst en sag om førtidspension. Efter så mange år uden for arbejdsmarkedet uden udsigt til bedring er der gode chancer for, at du kan få den tilkendt.
Hvis du får afslag på din ansøgning om førtidspension, skal det være behørigt begrundet, og dermed skal der anvises en eller anden alternativ vej til din forsørgelse. Derudover kan du klage over et afslag til Ankestyrelsen.
De bedste hilsner Bettina

Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver siden 1988 og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk






Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.