
Jeg er 57 år og uddannet pædagog. Jeg er superglad for mit fag, men det er hårdt for kroppen, så jeg har fået slidgigt snart sagt over det hele.
De sidste fire år har jeg derfor været bevilget fleksjob. Først arbejdede jeg 18 timer om ugen, så måtte jeg ned på 12 timer på grund af smerter, og efter en operation i det ene knæ kom jeg helt ned på fem timer om ugen. Og det var med besvær.
Min læge har sagt til mig, at jeg ikke skal arbejde længere, så nu har hun sygemeldt mig.
På det seneste møde med jobcenteret i september bad jeg om at få tilkendt førtidspension, men nu er jeg blevet indkaldt til en samtale med en ny sagsbehandler, hvor vi skal tale om nyt fleksjob. Det forvirrer mig.
Jeg har hørt, at når man søger førtidspension, må kommunen ikke sætte noget nyt i gang arbejdsmæssigt, før der er taget stilling til ansøgningen. Er det rigtigt?
Skal jeg tage imod et nyt fleksjob, når jeg ikke engang kan arbejde fem timer om ugen? Hvad sker der, hvis jeg siger nej?
Mange hilsner Charlotte
Umiddelbart kan det lyde som om, din nye sagsbehandler ikke har sat sig ind i din sag, før hun har indkaldt dig til samtale. Måske fordi hun har tænkt, at det er længe siden, jobcentret har talt med dig og derfor har skyndt sig lidt rigeligt.
Forhåbentlig er det noteret i sagen, at du har søgt førtidspension på det foreliggende grundlag i september, for så skal hun jo bare i gang med at behandle din ansøgning.
Når du er bevilget fleksjob for fire år siden, må dit jobcenter kende dig ret godt og have fulgt med i, at din arbejdsevne er blevet mindre og mindre.
Da du kom ned på fem timer om ugen og måtte opgive, burde din tidligere sagsbehandler selv have taget initiativ til at forberede din sag til kommunens rehabiliteringsteam, så der tages stilling til, hvad din fremtidige forsørgelse skal være. Det lader ikke til at være sket.
Du har så selv søgt om førtidspension, og så skal jobcenteret hurtigst muligt påbegynde sagsbehandlingen af, om du er berettiget.
Hvis du ansøgte i september, burde denne sagsbehandling for længst være gået i gang. Det lader heller ikke til at være sket. I stedet er du så blevet indkaldt til samtale om nyt fleksjob.
Når man søger om førtidspension på det foreliggende grundlag skal ansøgningen behandles på baggrund af de oplysninger, der allerede forefindes. Det vil sige de helbredsoplysninger, der allerede findes i din sag, samt beskrivelserne af de fleksjobforløb, du har haft.
Jobcenteret må også bede din læge om at fremsende en status i forhold til dit helbred på ansøgningstidspunktet og eventuelle speciallægeundersøgelser, som ikke allerede findes i sagen.
I dit tilfælde er det oplagt at sende det hele forbi en sundhedskoordinator, som kan vurdere, om der er flere behandlingsmuligheder, som kan forbedre din arbejdsevne.
Hvis der ikke er tvivl om retten til førtidspension, kan sagen gå direkte i kommunens Pensionsnævn, som skal træffe afgørelse indenfor tre måneder.
Det er ikke korrekt, at jobcenteret ikke må sætte noget beskæftigelsesrettet i gang, mens det arbejde laves, men i dit tilfælde, giver det ikke meget mening.
Og i hvert fald må der ikke sættes noget i gang, som kan forværre din helbredssituation, og det kan ikke vurderes, uden at sagen er oplyst helbredsmæssigt.
Med dit forløb og din læges vurdering af, at du er slidt helt ned, har jeg vanskeligt ved at forestille mig, at din sagsbehandler vil insistere på et nyt fleksjob. Skulle hun gøre det, får du en afgørelse, som du kan klage over.
De bedste hilsner Bettina

Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver siden 1988 og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk






Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.