Peter Vesth har valgt Joane som sin mentee: Vi har begge hang til country

Mandag, 4. marts 2019
af Johan Isbrand Foto: Søren Lamberth
Det er en erfaren dame, Peter Vesth har taget under sine vinger i årets udgave af Mig og Min Mentor-konkurrencen, der som altid præsenteres af Familie Journal i samarbejde med Spies. Joane Reinholdt har hidtil hovedsageligt sunget rocket countrymusik på engelsk. Nu springer hun ud som dansktopsangerinde i en sang med et budskab

Peter Vesth var dybt taknemlig over at få tilbudt rollen som mentor i forbindelse med årets Mig og Min Mentor-konkurrence i Boxen den 23. marts. Og han blev hurtigt enig med sig selv om, hvem i hans store musikalske netværk han ville have som sin mentee.

Hans samarbejde med 53-årige Joane Reinholdt er på den front således splinternyt, men deres bekendtskab går helt tilbage til 1999:

– Vi mødtes første gang i 1999 i Lundgaard Studios i Vejen, hvor vi begge indspillede. Og da Joane hørte min sang ”Rose of Bargemon”, spurgte hun straks, om hun måtte indspille den. Det måtte hun hjertens gerne, fortæller han.

Joane tager over:

– Året efter blev Peter min indgangsvinkel til Nashville, da jeg skulle derover for at indspille mit album. Han har et hav af kontakter og er ret kendt blandt musikere og branchefolk derovre, da han har skrevet flere sange, der er blevet store hits med amerikanske kunstnere.

Læs også: Min egen favorit: "Helle og sommer-lille-fuglen"

En rå gæstesangerinde

I 2017, da Peter skulle indspille sit album ”Vera Musical”, fik han Louise Espersen og Joane med som gæstesangerinder. Han udvalgte dem på grund af deres vidt forskellige kvaliteter som sangerinder.

Joane var den udprægede rå af de to. Nu havde hun imidlertid for første gang taget livtag med Peter Vesths sange på dansk, og dermed var springet til Dansktop Prisens talentkonkurrence ikke så langt.

Læs også: Mig og min mentor: Lotte Riisholts unge mentee kan vælte Boxen

Joanes vendepunkt

Joane bor i Løgten ved Aarhus med kæresten gennem 15 år, Kenneth, og deres to hunde. Hun er egentlig døbt Joanne, og sådan udtaler hun stadig sit fornavn, selv om hun på anbefaling fra en numerolog har pillet det ene n ud af stavemåden.

Hun har altid elsket at synge, men musikken fik først en organiseret form under hendes ophold i England, hvor hun boede, fra hun var 17 til 27 år. Her mødte hun en musikproducer, og det førte til en række popindspilninger. Efter hjemkomsten til Danmark i 1993 blev hun korsanger i et soulband.

– Jeg fik job på Hotel Marselis. Her oplevede jeg et vendepunkt, da jeg mødte pianisten Niels Dal, og han præsenterede mig for Patsy Clines musik. Det satte blus på min kærlighed til countrymusik. Jeg foretrækker country med et strejf af rock. Det passer godt til mig.

Joane har dermed et musikalsk slægtskab med Peter, der selv er stærkt inspireret af country og har en stor viden om genren.

Læs også: Bjarne Lisby valgte 'det andet pjat' som sin levevej

En sang om fred

– Den sang, som jeg har skrevet til Joane i forbindelse med showet i Boxen, og som vi også vil indspille som duet på mit kommende plade, hører også til i countryuniverset.

Teksten er en bøn til verdens præsidenter om at passe lidt bedre på os mennesker, og sangen har et klart budskab om fred i verden. 
I den forstand minder den om mange af 70’ernes dansktopsange, som jo ofte havde noget kant og på sin vis var en slags protestsange fastslår Peter.

– Da jeg sagde ja til at blive Peters mentee, vidste jeg ikke, hvor stort et show vi talte om, og hvor stor en rolle konkurrencen har spillet for deltagerne. Men jeg er frisk på det hele og glæder mig meget. Peter har sendt mange gode ting i min retning i årenes løb, og jeg er helt klar til at gøre min indsats den anden vej, siger Joane Reinholdt.

Om Mig og Min Mentor

Mig og Min Mentor er talentkonkurrencen, der i lighed med de to tidligere år afvikles af Familie Journal i samarbejde med Spies under Dansktop Prisen 2019. I år er vi så heldige, at dk4 optager showet til tv. Samme tv-station står også bag et optaktsprogram, der fokuserer på talentkonkurrencen og de tre deltagende, erfarne mentorer og deres talentfulde mentees.

De tre er Lotte Riisholt, Peter Vesth og Hilda Heick med deres respektive kandidater Mathis Davidsen, Joane Reinholdt og Yvonne Thøgersen. Programmet har premiere lørdag den 9. marts kl. 20.35 på dk4.

Konkurrencen afgøres på selve aftenen for showet lørdag den 23. marts, hvor de tre mentees fremfører deres musikalske bidrag, og publikum i salen efterfølgene kan stemme på de kommende stjerner via sms. Dansktop Prisen 2019 vises på dk4 en uge senere, lørdag den 30. marts.