Skilt og gift igen: Hanne og John gav ægteskabet en chance mere

Fredag, 1. marts 2019
af Johan Isbrand, Foto: Gregers Overvad
Flere år med sygdom og død i familien sendte sangerinden Hanne Boskov til tælling i en sådan grad, at hun ikke havde overskud til sin mand, John. De blev skilt, men savnet blev for stort for dem begge. Nu er de gift igen og dyrker deres fælles musikglæde i et partyband. Oveni har Hanne debuteret som dansktopsolist.

I 2009 tog Hanne Boskov, hvad hun betegner som sit livs sværeste beslutning: Hun meddelte sin mand, John Christiansen, at hun ville skilles. Ikke fordi kærligheden ikke var til stede, men fordi hun var så stresset og udkørt efter en lang årrække med sygdom og død i den nærmeste familie, at hun følte, hun var ved at miste sig selv.

– Faktisk måtte vi opsøge en terapeut for at få hjælp til at blive skilt. For det var meget vigtigt for mig at få John til at forstå, at det ikke handlede om ham, men om mig. Terapeuten græd i løbet af vores samtaler. Men uden de samtaler sad vi formentlig ikke her i dag, så i den forstand har terapien været os til gavn, siger Hanne.

Få historien om Erik Maribo fra ElsborgMaribo og hans kærlighed til hustruen Hellemai her.

Ville ikke have en kvinde med

Historien er nemlig endt lykkeligt: 52-årige Hanne og 58-årige John fra Haslev er i dag gift igen. Det musikalske fællesskab, de altid har haft med hinanden, dyrker de i dag i partyorkestret Players. Og i de unge år var det såmænd også musikken, der bragte dem sammen.

– For 22 år siden arbejdede jeg i en tøjbutik, men ville gerne synge. Derfor søgte jeg om at blive sanger i Johns daværende orkester, New Heartbeat. De var dog ikke interesserede i at have en kvinde med. Argumentet var sjovt nok, at det kunne blive noget bøvl, hvis en af musikerne blev forelsket i mig. På et tidspunkt manglede de så alligevel en, som kunne synge, og så kom jeg med, fortæller Hanne.

Læs her om den sang, der har sat sig fast i dansktoptrubaduren Kim Schwartz' system.

Dramatisk tid

Fra begyndelsen var der ingen optræk til romantik mellem Hanne og John, som begge var lykkeligt gift til anden side.

– Efter to år fik vi imidlertid snakket ordentligt sammen på vej hjem fra et spillejob i Jylland. Og her gik det op for mig, at vi havde de samme værdier, og at John var den sødeste mand, jeg havde mødt. På det tidspunkt var det også gået skævt med vores respektive ægteskaber, og så gik det sin gang. I julen 1998 flyttede jeg ind hos John.

Med fire sammenbragte, små børn ­– der i dag er i alderen fra 20 til 26 år – manglede det nyforelskede par aldrig noget at se til. Og oveni blev Hannes mor ramt af tarmsygdommen colitis.

– Et år senere spidsede situationen yderligere til, da min far fik konstateret kol. Det blev starten på en dramatisk tid med udrykninger og anfald, hvor han pludselig faldt om og ikke kunne få vejret. I de år boede han mere på hospitalet end hjemme.

– Min fars sygdom var også grunden til, at vi den 1. november 2001 arrangerede et hastigt bryllup for at sikre os, at han nåede at opleve os blive gift. Da vi to år senere blev velsignet i Haslev Kirke, var han dog stadig i live og med til bryllup igen.

– Da han forlod os senere samme år, fik min mor også konstateret kol, og det hele begyndte forfra. Jeg levede i konstant frygt i den tid. Hun fik anfald på alle tider af døgnet og ringede altid til mig, som derpå måtte ringe til 112, springe ud af sengen, skynde mig hen til hende og tage videre med hende til Køge Sygehus i ambulancen.

Hun gik bort i 2009, omtrent samtidig med at John og jeg gik fra hinanden. Faktisk begravede vi hende den dag, jeg overtog nøglen til mit nye hjem fem minutter herfra. Og ulykkerne fortsatte med at ramme familien. Samme år fik min storebror, musikeren Ole Boskov, leverkræft, fortæller Hanne.

Hør radioudsendelsen om årets 80-årige 60 års jubilar, Dario Campeotto, her.

Kærester igen

I mellemtiden gik Hanne og John og savnede hinanden. Og et år efter skilsmissen, da han kørte hende hjem fra et spillejob, fortalte hun ham om sit savn.

– Det havde jo aldrig været min beslutning at blive skilt, men jeg havde modvilligt accepteret, at det var sådan, det skulle være. Så jeg svarede hende naturligvis, at det måtte vi se at få talt om. Og enden på det blev, at vi igen blev kærester, men fortsatte med at bo hver for sig. Man frygter altid at vende tilbage til noget, der er gået i stykker, siger John.

– Da Ole tabte til kræften i efteråret 2011, stod vi efter al den sorg og ulykke, vi havde været igennem, med en følelse af, at intet længere var farligt. Vi besluttede at flytte sammen og samtidig udleve en gammel drøm om at flytte langt ud på landet med udsigt til åbne vidder.

- Vi lejede et hus i Tybjerg, og den dag, vi flyttede ind, friede jeg til John. Han sagde heldigvis ja, og i august 2015 giftede vi os igen, samme dag som vi flyttede tilbage til vores hus i Haslev, der havde været lejet ud fortæller Hanne med et smil.

Lene Holmes ørehængere er ofte placeret på Dansktoppen, men hun har også selv en yndlingssang. Læs her.

Sprang ud som dansktopsangerinde

John lever af musik i og med, at han sideløbende med sit basspil har et firma, der laver lyd for andre bands. Hanne har de seneste otte år haft sit eget internetfirma, hvor 80 procent af hendes arbejde nu består i at hjælpe andre med at gøre deres internetforretninger til noget, de kan leve af.

– Mit nye liv som selvstændig erhvervskvinde handler i høj grad om at passe på mig selv og undgå stress i fremtiden, men det handler også om frihed. Jeg arbejder fra min computer og kan helt selv styre mine arbejdstider. Det er ideelt, når jeg også gerne vil have god tid til det, jeg brænder allermest for – musikken.

Ud over at John for nylig kom med i Hannes faste partyband gennem mange år, Players, fik hun i 2018 pludselig chancen for at springe ud som solist og dansktopsangerinde med nyt materiale.

Læs om trommeslageren fra Kandis og Stig & Vennerne og hans store kærlighed.

Glad i låget

– En dag modtog jeg en mail fra pladeselskabsmanden og tekstforfatteren Calle Sand, der manglede en sangerinde til et par dansktopsange. Han havde fundet mig på min Facebook-side, der hedder Sangerinde Hanne Boskov, og jeg besluttede at prøve. Det resulterede i singlen ”En herlig sommerdag”, der har tekst af Calle og musik af Lars Andreasen fra Maud & Mænd.

– Efter at have sunget kopimusik i mere end 20 år er det sjovt at lave dansktop. Jeg har altid haft stor respekt for kunstnere som Birthe Kjær, og sangen gør mig kort sagt glad i låget. Jeg er overbevist om, at den må have samme virkning på andre. Så der udkommer nok snart mere af samme skuffe, siger Hanne Boskov.

Hildas yndlingssang er en ældre Melodi Grand Prix-klassiker. Læs mere her.