Livshistorier
Min svigerfamilie reddede mit ægteskab
Den 4. maj 2017 havde trommeslager Frank Thøgersen indfundet sig i Odense Congress Center i selskab med sine medspillere i det folkekære orkester Stig & Vennerne, og de skulle spille for 1.500 forventningsfulde og festklædte gæster.
– Jeg besluttede mig for at tjekke lokaliteterne, og den blev ledsaget af behagelige toner fra en lokal duo, fortæller Frank, 54 år., fortæller Frank, 54 år.
Den omtalte duo hed Dana Duo og bestod af sangerinden Yvonne Kjærran og musikeren Thomas Johansen.
Læs også: Dansktop: Min egen favorit: Helle og "sommer-lille-fuglen"
– Jeg var ikke sen til at registrere, at duoens sangerinde ikke bare sang dejligt, men også så bragende godt ud. Så jeg nappede en stol og satte mig til rette for at nyde begge dele. Og da hun fangede mit blik, fik jeg et stort, blændende smil tilbage.
Som fast mand bag trommerne hos både Stig & Vennerne og dansktopkongerne Kandis samt som studiemusiker på et væld af folkelige indspilninger er Frank vant til at blive genkendt af musikere. Så da Yvonne spurgte, hvad han lavede, blev han derfor overrasket og blev spontant inspireret til at lave lidt sjov.
– Jeg fortalte, at jeg var halbestyrer. Den historie tog Yvonne for gode varer, lige indtil hendes musikalske makker Thomas kom hen til vores bord og sagde: ”Hej Frank. Hvordan står det til?” Og da ingen bortforklaring var mulig, undskyldte jeg i stedet mit lille, fjollede nummer over for Yvonne og forklarede tingenes rette sammenhæng.
Læs også: Johnny Hansen fra Kandis: Jeg kan faktisk godt være romantisk
Inden året var omme flyttede Yvonne sammen med Frank i det jyske. Med sig tog hun sin yngste søn, Sebastian, 11 år, mens Thomas på 18 år blev i Odense. Den 14. juni 2018 gav Frank og Yvonne hinanden deres ja i kirken, og hun fik ved den lejlighed hans efternavn.
Yvonne arbejder som pædagog i en børnehave 30 timer om ugen og har også travlt med musikken ved siden af. Hun synger i partyorkestret Tailors og optræder med skiftende musikere under navnet Yvonne & Company. Desuden fik dansktoppens faste lyttere i 2018 ørerne op for hende, da hun i efteråret sang duet med René Franz på hans ørehænger ”Du og jeg, vi skulle elske”. Dermed er ringen sluttet for Yvonne, som i bogstavelig forstand er barn af dansktopmusikken:
– Jeg er vokset op i Viborg. Min mor, Kirsten Mougaard, sang i duoen Pussycats sammen med min moster. De lå på Dansktoppen med sangen ”Drømmer du om gamle dage?” i 1974. Det var året efter, at jeg blev født. Jeg lå formentlig i hendes mave, da de indspillede den, siger hun.
Læs også: Kandis-Johnny på country-tur i Alanya
Frank blev allerede som 10-årig bidt af trommespil.
– Som ung fik jeg en dygtig og skrap trommelærer og øvede mig otte timer om dagen, og samtidig hang jeg ud i en trommebutik, hvor jeg sad og drak kaffe i baglokalet med de andre trommeslagere, husker Frank og tilføjer:
– En yndlingsbeskæftigelse for os var at læse pamfletter – små, tynde bøger om berømte trommeslagere. Og det var noget af en øjenåbner, da jeg læste om Liberty DeVitto, som har spillet med Billy Joel.
– Ligesom mig havde han oprindelig hængt ud i et baglokale med andre trommeslagere. Men først da han begyndte at opsøge guitarister og bassister, skete der noget i hans karriere. Den historie inspirerede mig til at opsøge en guitarbutik og snuse lidt rundt der. Og tro det eller ej: Jeg havde ikke været der i mange minutter, før der kom en sur musiker ind og brokkede sig over, at hans orkester stod uden trommeslager.
Det var nærmest et stikord til mig om at henvende mig med en bemærkning om, at jeg rent faktisk spillede trommer. Og før jeg vidste af det, var jeg fast trommeslager i danseorkestret Candy og optrådte i grønt jakkesæt og hvide sko hver weekend..
Nu har Frank svinget trommestikkerne i 23 år i Bamses Venner, der efter Flemming Bamse Jørgensens alt for tidlige død er blevet til hyldestbandet Stig & Vennerne med Stig Rossen i front. Sideløbende har han de seneste syv år været fast medlem af det populæreste dansktopband overhovedet, Kandis.
Læs også: Dansktop Prisen 2019: Få svar på ofte stillede spørgsmål
For fem år siden etablerede han musikstudiet FT Studiet i sin kælder.
– Den oprindelige tanke var at skabe et sted, hvor jeg selv kunne øve mig. Men snart begyndte folk, jeg kender, at spørge, om jeg kunnne lave indspilninger for dem og spille trommer på numrene. I dag har Yvonne og jeg mange opgaver og mange faste kunder i studiet. Yvonne har sunget på omkring 100 sange i det forgangne år, og jeg har spillet på måske 150 stykker. Vi er dybt taknemlige og stolte over, at andre kan bruge vores evner til noget. Det er noget, vi trives med og vokser af, siger Frank.
Læs også: Judy Glosted: Hvorfor skal vi være så almindelige?