Grådige larver ødelægger mine planter - hvad er det for nogle?

Hvad stiller man op, når man finder ud af, at larver har spist løst af planternes rødder i haven? Læs svaret her.
Af
Frank Kirkegaard Hansen
Hvide larver ligger i en bunke jord.
Larverne æder rødderne på mine planter.
Foto: Frank Kirkegaard Hansen

Hej Frank

Tak for en dejlig spalte. Jeg læser hver uge spørgsmålene.

Kan du oplyse, hvad det er for nogle larver, vi har i jorden i vores have?

De ligger gemt og spiser rødderne i blomsterne. De elsker at spise sankthansurt, og jeg har lige opdaget, at de også gerne vil spise rødderne på primulaer.

Kan man gøre noget for at få dem væk?

Håber, du kan fortælle, hvad det er?

På forhånd tak!

Jytte

Hej Jytte

Tak for spørgsmål og fotos.

Det er lidt svært at vurdere størrelsen på larverne, men jeg er alligevel ret sikker på, at der er tale om larver af øresnudebillen, der er kendt for at spise rødderne af mange forskellige planter.

Den voksne bille bliver også kaldt for ”billetklipperen”, da den efterlader karakteristiske huller langs kanten af bladene.

Larverne kan bekæmpes med nematoder, der kan købes i plantecentre og på nettet. De vandes ud i jorden om sommeren.

De voksne øresnudebiller er kun aktive om natten, så du skal ud med lommelygte, hvis du selv vil fange dem.

Med venlig hilsen Frank

Frank Kirkegaard Hansen, havearkitekt

Om haveeksperten

Frank Kirkegaard Hansen er havearkitekt og hjælper Familie Journals læsere med gode råd til alt, hvad der har med haven at gøre.

Har du spørgsmål om have og planter, så skriv til Frank på haven@familiejournal.dk

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.