
Her i familien er vi blevet uenige om, hvornår man skal høste kartofler til vinteropbevaring.
Min far siger, at det skal ske i ”kartoffelferien” altså efterårsferien, hvor børnene havde fri, netop fordi de kunne hjælpe med at grave kartofler op.
Men jeg har læst flere steder, at det sagtens kan gøres tidligere. Så hvorfor vente?
Kh, Susanne
Det er rigtigt, at man i gamle dage ude på landet høstede kartofler i begyndelsen af efteråret.
Det skyldes nok primært, at man så var færdige med det andet høstarbejde på markerne, og der simpelthen ikke var tid til at grave kartofler op før.
Kartoflerne kan sagtens høstes tidligere, blot væksten er gået helt i stå og kartoflerne har fået fast skind. Det sker typisk fra slutningen af august til september, afhængigt af sorten og vejret.
Det er vigtigt, at kartoflerne tørres godt, inden de gemmes væk, og det er lettere tidligere på året, når det er varmere.
Med venlig hilsen Frank
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.