Eventyrlige æg: Janus og Kåres æg er en verdenssucces

Fairytale Garden betyder Eventyrlig Have, og drømmen har da også udviklet sig til lidt af et eventyr for Janus Berg og Kåre Stigel.

De inviterer indenfor i villaen i Haslev på Sydsjælland, og det første, der møder øjet, er en høj stabel af æggebakker fyldt med kulørte æg på køkkenbordet. På spisebordet i rummet ved siden af er der dækket op til kaffe og en god snak om de smukke æg, der ligger i fletkurve mellem krusene.

Fra kælderen lige under spisebordet kan man høre lyden af høner, der bokker og klukker om kap. Det er usædvanligt, at der går voksne høner i kælderen, der normalt bliver brugt til at ruge æg ud, og hvor de nyudklækkede kyllinger går i højst to dage, før de bliver solgt og skal videre til deres nye hjem.

Men lige nu er Janus i gang med et større udvælgelsesarbejde blandt hønerne, så han er nødt til at holde ekstra øje med, hvad der foregår på æglægningsfronten, og det er nemmest, hvis hønerne går og lægger for sig selv.

Janus og Kåre boede oprindeligt på Nørrebro i København, hvor de arbejdede som henholdsvis folkeskolelærer og frisør. Men med tiden blev bylivet for hektisk og pladsen omkring dem for trang. De længtes efter lys, plads, frisk luft og at få en have at dyrke grøntsager i.

Drømmen udsprang også af, at Janus’ helbred blev mere og mere svækket. Han har en stofskiftesygdom og fik senere konstateret ME, der i daglig tale er kendt som kronisk træthedssyndrom.

– Da vi flyttede hertil i begyndelsen af 2017, var jeg på stadiet lige før rollator, fortæller han.

– I begyndelsen vidste vi ikke, hvad Janus fejlede, men det var tydeligt at se, at det var rigtig dårligt for ham at bo midt i byen, supplerer Kåre.

– Vi levede så økologisk som muligt, og jeg eksperimenterede med min kost, men min lever kunne simpelthen ikke udrense affaldsstofferne fra min krop, så jeg svulmede op i alle led og lignede en Michelinmand, siger Janus og fortsætter:

– Jeg var hos en speciallæge, der sagde, at det bedste for mig ville være at bo på landet og dyrke mine egne grøntsager, og det er nok det bedste råd, jeg har fået i mit liv.

Parret gik målrettet efter at dyrke afgrøder med et højt indhold af antioxidanter og næringsstoffer, og det nye liv på landet fik langsomt en positiv effekt på Janus’ helbred.

– Vi læste en masse om at dyrke grøntsager, og om hvor mange ernæringsmæssige fordele der er i at spise grøntsager, man lige har taget ind fra haven. Og at der for eksempel i blå kartofler er lige så mange antioxidanter som i blåbær, og der er mindre sukker, stivelse og kulhydrat. Og generelt er der langt flere vitaminer og mineraler i frisk høstede afgrøder, siger Janus.

Og langsomt blev smerterne mindre og mindre, og han var ikke længere træt i dagevis efter at have gået en tur eller været en tur i haven.

– Havearbejde er den eneste form for “træning”, man reelt kan tåle, når man har ME, så det er jo helt perfekt, siger han.

Hønsene flytter ind

Men der var ikke kun plads til lækre grøntsager og smukke blomster i haven hos Janus og Kåre. Der var også plads til høns.

– Vi har begge altid haft grønne fingre, men det var kun mig, der havde haft høns før. Men Janus har altid drømt om at få sine egne høns, siger Kåre. Janus nikker.

– Min plan var, at jeg ville have én høne af alle de hønseracer, jeg kunne få fat på, men det begyndte med fire orpingtoner, fortæller han.

Orpington er en klassisk og meget populær race i danske hønsegårde. De er store, robuste med en rund krop og et lille hoved, og de ligner de høns, man typisk ser i billedbøger for børn.

Der gik ikke lang tid, før især Janus var blevet ramt af æggefeber, og han fik hurtigt fat i både engelsk araucana og maran. Han var fascineret af de brune og blå farver, der ventede i redekasserne om morgenen, og han begyndte at eksperimentere med forskellige krydsninger for at frembringe andre farver.

– Jeg begyndte med at krydse orpington, som typisk lægger lysebrune æg, engelsk araucana, som lægger blå æg og maran, der lægger de helt mørkebrune æg. Året efter begyndte vi at få æg i lysegrønne og lyse olivengrønne farver, fortæller han.

Det berømte æg

Og en dag lå der et helt lyserødt æg i redekassen.

– Jeg var ved at tabe underkæben, da jeg så det, griner Janus ved mindet. – Hønen var en blanding af lys Sussex og en engelsk araucana, og hun er nok den, der har givet de mest lyserøde æg, fortæller han.

Janus delte billedet af det lyserøde æg i forskellige hønsefora på nettet, men det var ikke alle, der delte begejstringen for de lyserøde æg. Der var mange, der simpelthen ikke troede på, at der var tale om et rigtigt æg, og at farven måtte være påført ægget i Photoshop. Og så var der dem, der mente, at det simpelthen ikke var i orden at fremavle andre æggefarver end dem, man havde kendt hidtil.

– Vi fik både hadefulde beskeder og deciderede trusler, og vi oplevede både indbrud og hærværk i vores hønsegårde, fortæller Kåre.

– Man mente, at vi bedrog folk ved at sælge lyserøde æg, og det var en helt utrolig voldsom oplevelse. Vi var lige ved at opgive, men så tog pokker ved mig og jeg tænkte, at det simpelthen ikke kunne være rigtigt. Og så fortsatte vi, siger Janus.

Æggeviden fra USA

Han havde for alvor fået vakt interessen for, hvordan æg får deres farver og for hvordan man kan fremavle dem. Han søgte viden i USA, og langsomt kom der flere og flere farver i redekasserne.

Parret havde lidt for sjov oprettet en Instagram og en Facebook-konto, hvor de delte billeder af grøntsager og æg med familie og venner. En dag delte de et billede af fire store æggebakker med farvede æg arrangeret i en smuk farveskala, og så stak det ellers fuldkommen af.

– Billedet af æggene gik verden rundt, og det var ikke kun i hønsegrupper på Facebook, at folk var interesseret i det. Billedet blev vist i nyhederne i Saudi-Arabien, og da opslaget havde fået 30 millioner likes, orkede vi ikke længere at holde øje med, hvem der taggede os i deres opslag, griner Kåre.

For uindviede er det nærliggende at tro, at æggenes farve har noget med hønsenes foder at gøre, men det spiller slet ikke ind.

– Farven på æggene skyldes alene hønens arvemateriale og har ikke noget at gøre med deres foder, understreger Janus, og Kåre fortæller, at deres høns får helt almindeligt hønsefoder.

Den lyserøde farve udspringer af et fænomen, der kaldes ”heavy bloom”. Når et æg kommer ud af hønen, er det altid helt vådt. Det skyldes, at hønen lægger en antibakteriel hinde om ægget, som beskytter det mod sygdomme udefra.

Denne hinde kaldes for bloom, og når hinden er ekstra tyk, er der tale om heavy bloom. Et æg med heavy bloom har en mat, lidt kridtagtig overflade, som forsvinder, hvis man gnider på dem med en fugtet finger.

Æg på museum

Man skal holde tungen lige i munden, og hans baggrund som naturfagslærer fornægter sig ikke, når Janus Berg forklarer om, hvordan regnbueæggene får deres farver.

Det står hurtigt klart, at der ikke længere er tale om en hobby, men om et nøje planlagt og systematiseret forskningsprojekt, og til efteråret går han for alvor i gang med at skrive en bog om sit arbejde.

Man kan købe rugeæg og daggamle kyllinger hos de to æggeentusiaster, men kun indtil august. Dels fordi salget tog for meget af deres tid og energi, og fordi de selv skal bruge æggene.

Ikke kun til pandekager og omeletter, men til en stor udstilling på Center for PostNatural History i Pittsburgh, der er et stort museum med fokus på organismer frembragt gennem menneskelig indblanding. Sidste år udstillede Janus og Kåre på museets ”lillesøster” i Sion i Schweiz.

– Vi lavede tre forskellige showcases. To mindre med specielle og unikke æg og en stor glasmontre med seks æggebakker med æg i et farvekoordineret mønster, fortæller Janus.

Det var en stor succes. Så stor, at de nu har sagt ja til at levere 5.000 æg til udstillingen i Pittsburgh. De tre andre showcases skal videre til en stor udstilling i Bern i foråret.

Puster I alle de æg ud med munden?

– Nej, vi bruger en æggepuster fra en hobbybutik, griner Janus.

– Det er heldigvis også museet, der sørger for transporten til USA, supplerer Kåre. Æggene bliver transporteret af et firma med speciale i at fragte kunst verden rundt, og de bliver altså behandlet præcis som de kunstværker, de er.