Judy Gringer er født med et særligt talent

Den romantiske komedie ”Madklubben – Hjemme igen” er en fortsættelse af ”Madklubben” fra 2020, og Kirsten Olesen, Stina Ekblad og Kirsten Lehfeldt er igen i centrum som de mangeårige veninder Marie, Vanja og Berling, der er i færd med at finde sig selv i deres livs efterår på det skønne Sydfyn. Filmen byder også på gensyn med Troels Lyby, Mia Lyhne og Rasmus Botoft, der alle var med i 1’eren. Ny på holdet er til gengæld legenden Judy Gringer i rollen som Maries mor Bitten.

Hvordan føltes det at være tilbage foran kameraet?

– Når man indspillede film i 1960’erne og 1970’erne, arrangerede man ikke et stort pressemøde bagefter, hvor alle skuespillerne mødte op og blev interviewet. Man blev bare kontaktet af de journalister, der ville tale med en. Det er nok den største forskel på dengang og nu. Det er over 20 år siden, jeg sidst var med i en spillefilm, og før den havde jeg også en lang pause. Og det er ikke for at lyde indbildsk, men det har ingen betydning, hvor mange år der går imellem rollerne. Jeg var 16 år, da jeg fik min første filmrolle, og når man først er inde i rutinen, glemmer man det ikke igen. Det er lige som at køre på cykel eller at elske. Jeg har heller ikke været specielt nervøs over at skulle være på igen. Jeg har naturligvis mærket den forventning og spændthed, som hører sig til, men i en afdæmpet udgave.

Hvordan greb du rollen som den lettere demente Bitten an?

– Når kameraet kørte, gjorde jeg bare, som jeg fik besked på. Og det ligger mig åbenbart ikke fjernt at spille dement. Derudover er jeg født med et vist talent for det komiske, og det er den største gave, man kan få. Der kan også ligge et stort forventningspres på sjove mennesker. Og det er ikke, fordi vi skal tale om Dirch Passer endnu en gang, men presset kan bogstaveligt talt slå folk ihjel. Jeg lever dog stadig, så helt så morsom har jeg tilsyneladende ikke været.

Hvornår har du sidst selv grinet?

– For nylig tog jeg med min familie til Bornholm, hvor mit barnebarn Christian er soldat på kasernen. Og på vej hjem i toget gennem Sverige opstod grineriet. Min datter filmede mig med sin telefon, og da vi bagefter så filmklippene sammen, fik vi nogle heftige grineanfald. Jeg tror ikke, jeg har grinet så meget, siden jeg for 40 år siden røg hash.

Hvem inspirerer dig?

– Ikke andre end mig selv. Jeg gør bare, hvad der føles rigtigt, og prøver at forestille mig, hvad personen i fortællingen føler. Jeg er ikke fan af idéen om, at en skuespiller skal kigge dybt ind i sig selv og langt tilbage i sit liv for at kunne spille ordentligt. En stjerne som Al Pacino, der kender sin figur og sine replikker, kommer ikke til at præstere bedre ved at tænke på, at han var ked af det som 5-årig. Jeg har aldrig selv bevæget mig ud ad de stier, men udfører slet og ret mine opgaver så godt, jeg kan.

Sidste år skrev Jacob Wendt Jensen en biografi om dig ...

– Ja, og det var mig selv, der fandt på titlen, ”Judy Gringer – en sexbombes bekendelser”. Sexbombe var en betegnelse, der blev hæftet på mig i mine unge år. Og det er jo et sjovt udtryk, der opstod i det engelske sprog under 2. verdenskrig, hvor bomber fyldte en del i folks hverdag. Siden blev det brugt om en skuespiller som Marilyn Monroe, der både var smuk, dygtig og talentfuld, så man kan ikke sige andet, end at det er fornemt selskab, jeg har været i.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

– Som andre skuespillere er jeg også blevet sat i bås. Men instruktøren Kirsten Stenbæk så noget andet i mig, og i hendes film ”Den gale dansker fra 1969 gjorde jeg ting, jeg aldrig har gjort før eller siden.