Juleaften glæder Céline sig til noget helt særligt

”Så så, Sami, rolig nu, skat, er du bare så glad?”

Hundetræner og adfærdsspecialist Céline Dejean er gået ind for at sige hej til den imponerende flotte siberian husky-blanding på 11 måneder.

Han viser sin tydelige begejstring over at få besøg og smækker godt 30 kilos potetyngde på Célines skuldre i noget, der ligner et enormt hundekram.

Glæden er helt gensidig.

Man skal ikke have været i selskab med franske Céline i mange minutter, før man mærker hendes oprigtige og smittende glæde for de dyr – både dem til adoption og i pension – som Dyreværnet i Rødovre huser.

Ej heller undrer man sig over, at hun foretrækker en juleaften, hvor hun lige har været forbi og ønsket de pelsede dyr glædelig jul, hvilket også er grunden til, at Familie Journal er på besøg denne morgen.

Det er dog ikke ensbetydende med, at Célines eller de andre kollegers og frivilliges arbejde altid er lige ud ad landevejen.

For selv om der er er masser af smil, lange gåture med hundene og rørende stunder i internatet, bliver der også fældet mange tårer.

Dyreværnet møder nemlig jævnligt dyr, der har været udsat for misrøgt og hårdhændet behandling.

– Her er det vores arbejde at træne de mishandlede, de reaktive og de bange dyr og give dem tilliden til mennesker tilbage, fortæller Céline, der har været hos Dyreværnet i cirka fire et halvt år.

Tinka kom i pleje

Det var netop ved juletid for nogle år siden, at en særlig barsk hundemishandling førte til, at hun fik en labrador/puddel-tæve med hjem, som af adoptionskontoret blev kaldt Tinka efter nissepigen i julekalenderen.

– Tinka blev fundet lænket og stærkt underernæret i en skov, og jeg tog hende derfor hjem i pleje for at få hende på ret køl igen, fortæller Céline og viser et billede af en krølhåret charmetrold, der heldigvis hurtigt blev adopteret af en god familie.

Selv om Céline altid har elsket dyr, stod det ikke skrevet i kortene, at hun skulle arbejde med at redde dyr, for hun er egentlig uddannet tolk.

Dog begyndte hun at træne førerhunde i Pau i Sydfrankrig, hvor hun kommer fra, men det var desværre ikke en udpræget positiv oplevelse, for hundene blev presset meget, siger hun.

Heldigvis ventede drømmejobbet i et andet land.

Céline flyttede til Danmark for cirka ni år siden.

– Jeg kom på ferie for at besøge en ven, forelskede mig i landet, kom tilbage en uge senere for alvor, fandt et job og mødte min kæreste, Martin, der.

Dels på grund af sin glæde for dyr og dels for at lære sproget bedre meldte hun sig som frivillig i Dyreværnet.

Det blev dog ikke kun hendes sprogkundskaber, der fik glæde af den beslutning.

Faktisk skete der noget næsten mirakuløst første dag, hun var der, fortæller Céline.

Jobbet er en hobby

– Jeg havde været syg med stress i otte måneder, men efter bare fire-fem timer, hvor jeg gik tur med hundene, kunne Martin kende mig igen. Det var helt vildt, hvad der skete inden i mig. Dyrene er virkelig mit liv, og jeg er så heldig at have et job nu, der også er min hobby, siger Céline og giver Sami endnu et kram, inden vi skal videre til næste værelse og hilse på hittekillingen Jens.

Selv om Martin og Céline er blevet forældre til datteren Ellie for halvandet år siden, og Martin desuden har sønnen Malthe på 10 år, er det altså alligevel de firbenede dyr, der trækker i hende juleaften, og det har de gjort de seneste fem år med undtagelse af sidste jul, hvor hun var indlagt.

– Det er en af Martins gaver til mig: At jeg får lov til holde juleaften på internatet, siger Céline med glæde i stemmen og tilføjer, at både Malthe og Ellie også elsker at komme med på et lille visit og hilse på dyrene.

Hvis hun har vagt juleaften, møder hun ind ved 10-tiden, men har hun ikke, dukker hun alligevel op ved 16-17-tiden bare lige for at kramme lidt på dyrene, og hun bliver gerne, indtil Martin ringer og spørger, om hun mon ikke vil hjem og spise lidt mad eller juledessert med dem?

De får masser af godter

Der er en særlig grund til, at Céline holder så meget af at være hos Dyreværnet juleaften.

– Den dag har vi god tid til bare at kramme, gå lange ture og forkæle alle dyrene. Det gør vi selvfølgelig hver dag, men juleaften har vi så mange frivillige, der møder ind, at vi har mere tid til at hygge. Og hvis jeg ikke har en vagt, har jeg heller ingen opgaver og kan fokusere på at give vores dyr al den kærlighed og opmærksomhed, de fortjener, fortæller Céline og nævner, at mange har været så søde at sende tøjdyr, godbidder og godter ind til Dyreværnet op til jul.

– Vi går rundt med kurve og deler rundhåndet ud og ønsker god jul til alle dyrene, siger Céline, der selvfølgelig har nissehue på, når hun skal på julevisitter i dyrenes værelser.

Hverken hun eller de andre på vagt lider nogen nød, hvad angår forkælelse, for der er masser af julemusik i radioen, chokolade, knas og kaffe på kanden, og der er pyntet op med lyskæder både inde og ude.

Men der er ingen traditionel julemiddag eller dans om noget træ.

Og det er helt okay for Céline. Faktisk tænker hun slet ikke så meget på familien hjemme i Hvidovre, når hun er hos dyrene, erkender hun.

– Så handler det bare om at give dyrene ”LOOOOVE”, siger hun og bryder ud i et stort grin.

Kan ikke slippe det

I år er ingen undtagelse, for selv om Céline har fri, kigger hun selvfølgelig forbi nogle timer.

– Jeg kan bare ikke slippe det, sådan er det bare, siger Céline, mens legesyge Jens får lov til at kravle rundt på hendes arm og skulder.

Men i år er Céline der altså ikke i de sene timer juleaften, men det har hun været før, og derfor må hun være den rette til at opklare et mysterium, der nok ligger mange – ikke mindst børn – på sinde.

Kan dyrene virkelig tale julenat?

– Ha, ha, det tror jeg ikke, for de ligger altid og sover sødt på det tidspunkt, og det er dejligt at opleve, for de er ofte ret urolige og larmende, siger hun og tilføjer så:

– Men jeg kan høre, at de snorker højlydt, så måske er det deres måde at kommunikere på?