Livshistorier
Min svigerfamilie reddede mit ægteskab
Juleaften 2015 vil altid stå som noget ganske specielt for Elna Strøby, 56. Da skete der et mirakel, så hun siden har følt sig som genfødt.
Det år skulle datteren Pernille, 21, for første gang i flere år holde jul hos sin mor og stedfaren Kenn. Juletræet var hentet ind i den nybyggede havestue til den gule gård med hestefolde uden for Åkirkeby på Bornholm. Pernille hjalp med at pynte træet og pynte op i stuerne, for det havde Elna ikke selv haft overskud til i løbet af december. De to hyggede sig og snakkede, imens de gjorde rødkål og brunede kartofler klar og satte and og flæskesteg i ovnen.
– Jeg gik ud for at tage et bad og gøre mig klar til aftenen, da telefonen ringede. Det var fra Rigshospitalet: ”Har du spist, Elna?”, blev der spurgt. Da jeg svarede nej, sagde sygeplejersken: ”Det er godt, for du skal faste. Vi har en lever til dig. Om 10 minutter kommer en taxa og kører dig til en lægehelikopter ved Rønne Sygehus. Operationen skal foregå i aften”.
Elna, Kenn og Pernille var rystede, men samtidig spændte og rørte over beskeden. Mens de græd, lo og holdt om hinanden, ventede de i en blanding af chok og forventning på den taxa, der skulle komme til den vinterkolde gårdsplads. Pernille var den, som holdt hovedet koldt og fik pakket alle sin mors ting. Der var kun plads til Elna i helikopteren, så Pernille blev på Bornholm, og det samme gjorde Kenn, som skulle passe gårdens heste, køer og hunde.
Senere juleaften ringede Kenn til Rigshospitalet og fik at vide, at Elna var ved godt mod og var ved at blive gjort klar til operationen. Den kom til at foregå julenat og varede 10 timer. Bag operationen stod et stort hold læger og sygeplejersker, som opererede den nye lever ind i Elnas krop.
Inden da var der gået lang tid med uforklarlig sygdom for Elna, som efter mange års ansættelse i fiskeindustrien kørte for hjemmeplejen som sosu-hjælper:
– Jeg gik til min læge med en dårlig skulder i 2011. En rutinemæssig blodprøve viste, at mine levertal var usædvanligt høje, uden at jeg nogensinde har drukket. Kort tid efter begyndte jeg at blive meget træt, jeg tabte mig og fik en ubehagelig smag af galde i munden. Jeg var til specialist uden at få svar på, hvad jeg fejlede. Jeg fik det stadig værre, men fortsatte mit arbejde, indtil jeg var nødt til at melde mig syg – og siden mistede jeg jobbet.
En ulidelig og konstant kløe over hele kroppen plagede Elna. Hun blev samtidig citrongul i øjnene og mistede appetitten. Da hun endelig fik taget en leverbiopsi på Rigshospitalet, viste den, at hun led af en sjælden sygdom i lever og galdeveje. Galdegangene bliver med tiden ødelagt, så leveren ikke kan arbejde normalt, og affaldsstoffer bliver ophobet i kroppen. Den kroniske sygdom giver ar i galdevejene, som bremser transport af galde fra lever til tarm. Sygdommen primær skleroserende cholangitis, PSC, kan ikke behandles med medicin. Et dræn blev derfor opereret ind i leveren, og med medicin kunne Elna blive fri for kløen. Eneste mulighed for helbredelse var at få en ny lever fra en hjernedød donor med Elnas sjældne blodtype:
– Sagens alvor var jeg klar over, da jeg tog den alvorlige samtale med Kenn og Pernille. Jeg var afklaret om, at jeg ville sige ja tak til en ny lever, og følte mig heldig over at komme i betragtning. Der var ingen anden udvej, og jeg stolede på, at jeg ville være i gode hænder på Rigshospitalet. Det var min eneste chance, men der kunne gå mellem tre dage og tre år, før der kom en lever, fortæller Elna, som har let til tårer, når hun fortæller om den svære tid og angsten for, om en lever overhovedet ville komme.
Læs også: Lille Anne-Kathrine er et mirakel
Elna bliver rørt, når hun fortæller, hvor taknemmelig hun var for støtten fra sin mand og datter ved operationen. Den kunne være endt med, at hun ikke kom tilbage til sin familie igen:
– I det halve år op til operationen var jeg meget træt og måtte jævnligt lægge mig og tage en lur. Men jeg vidste også, at jeg skulle holde mig i gang. På hospitalet havde jeg fået at vide, at jeg ikke skulle skåne mig selv fysisk, men gøre alt, hvad jeg kunne klare, for at holde mig i god form. Jeg var derfor ude og muge ud i hestestaldene og være aktiv.
Hun følte sig tryg i de tre uger, hun var indlagt på Rigshospitalet. Første døgn lå Elna på intensiv afdeling med konstant overvågning, og senere blev hun sat i gang med cykling og anden motion. Kenn husker tydeligt tiden efter Elnas hjemkomst til Bornholm:
– Det var som at vågne fra et uhyggeligt mareridt. Før gik Elna rundt som et levende lig, der kæmpede sig igennem hverdagen. Hun var brav, lyder det fra Kenn, som er stolt over og glad for stadig at have Elna, der efter den veloverståede operation også fik ansigtskuløren tilbage. Han har helt glemt sin frygt for, at hun kan blive én af de 10 procent, som ikke overlever en transplantation.
For at undgå afstødning af den nye lever skal Elna livet igennem have medicin og jævnligt til kontrol på Rigshospitalet. Hun har også været indlagt et par gange blandt andet med en virus:
– Jeg bekymrer mig om fremtiden. Uvisheden er belastende, selv om jeg heldigvis har Kenn til at støtte mig. Forhåbentlig kan jeg undgå en ny transplantation. Men skulle det ske, vil jeg ikke tøve med at gøre det igen.
– Jeg havde meget mere liv at leve med Pernille, Kenn og vores elskede heste. Det ville være alt for tidligt at forlade det, lyder det fra Elna, som håber, at flere danskere i fremtiden vil donere deres organer til syge, som hende selv.
Læs også: Sophie har et kunstigt mellemgulv
Elna håber, at hun, ved at stå frem og fortælle sin historie, kan få flere danskere til at melde sig som organdonorer.
Så besøg en af følgende sider: borger.dk, organdonor.dk