Livshistorier
Min svigermor skabte dårlig stemning
Katrine Emme Thielke har mange sjove og nostalgiske minder, når det handler om slik. Og når vi for eksempel snakker om datidens udgave af bland selv-slik, som var en noget mere beskeden oplevelse end i dag og med et betydelig mindre udvalg, er vi helt nede i de små detaljer om blandt andet prisen på herlighederne:
– Jeg kan huske, da en hel del slik kostede 10 øre stykket. Så stod man i butikken og udpegede de forskellige varianter af lakrids, vingummi og bolsjer for ekspedienten og bestemte, at man skulle have for 50 øre af den og den slags og for en krone af nogle andre, husker Katrine, som i dag er 42 år og bor alene med sønnen Otto på 11 år i København.
Til daglig er Katrine selvstændig kommunikationsrådgiver og rådgiver for eksempel virksomheder, kommuner og styrelser, som gerne vil i kontakt med danskerne på de sociale medier, om kommunikation på nettet.
Men i sin fritid står hun sammen med vennen Jesper Sidor Nielsen bag et slikleksikon på nettet med titlen og webadressen Slikleksikon.org.
Familie Journals tidligere chefredaktør er også vild med slik. Læs bare her.
– Han og jeg læste i sin tid informationsvidenskab sammen. Og når vi var i læsegruppe sammen og kæmpede for at løse en svær opgave, var det altid med slik inden for rækkevidde. Et par år senere – i 2006 – sad vi en sommerdag og fik noget vin, og her kom vi igen til at tale om slikket, som vi begge har et meget varmt forhold til. Vi filosoferede over, at der ofte både var stærke følelser og sjove historier forbundet med slik.
Katrine er vokset op som den ældste af fire søskende i en familie, hvor alle var vilde med slik. Selv købte hun altid masser af de rare sager på familiens ferier i det svenske. Hun gemte slikket i en kasse, hun havde stående på sit værelse. Men en dag opdagede hun, at halvdelen af chokoladen var væk.
– Mine søskende var for små til at være de skyldige. Altså kunne det kun være min far eller mor, og min far var klart den mest sliksyge. Han benægtede det dog hårdnakket og blev ved med at sige, at det måtte være hunden, selv om en hund aldrig ville kunne fjerne låget fra æsken og sætte det på igen.
Få en lækker opskrift på lakridsflødeboller her.
Det faktum, at danskerne generelt er vilde med slik, men at indtagelsen af de søde sager er en lidt pinlig foreteelse, der ofte foregår i smug, var så interessant, at det blev startskuddet til Slikleksikon.org, der gik i luften i 2007 med teknisk hjælp fra Jespers fætter Christoffer Hoel, der er webudvikler.
– Der manglede simpelthen et fællesskab for danskere, der var glade for slik, siger Katrine.
Slik bliver set skævt til på en helt anden måde end andre usunde lidenskaber som hjemmebag, vin og øl, og i Katrines øjne er der slet og ret tale om snobberi:
– Slik køber vi ofte billigt i et supermarked pakket i en grim plasticpose. Der findes selvfølgelig også luksusudgaver såsom Bülow-lakrids, som folk er mere tilbøjelige til at tale åbent om, at de nyder. Men det billige slik smager jo også godt, ligesom glæden ved at hygge sig og dele noget guf med hinanden er præcis lige så stor. Det kan sammenlignes med, at man ikke nødvendigvis altid ser prisbelønnede storfilm. Af og til trænger man bare til at dyrke sin yndlings-komedieserie på tv.
Leksikonnet indeholder i dag mere end 720 beskrivelser af slik, der er eller har været til salg i Danmark. De første mange af slagsen skrev Katrine i sin fritid. Men allerede i løbet af det første år modtog hun mere end 400 artikler med beskrivelser fra hjemmesidens brugere. Og utallige mails med spørgsmål.
– Interessen var overvældende, og jeg har fået mange rørende henvendelser fra utroligt søde mennesker. En har for eksempel uopfordret sendt mig et fem sider langt dokument med forslag til, hvordan hjemmesiden kunne forbedres. Andre har spørgsmål om det yndlingsslik, de selv husker fra barndommen, og det er ikke altid, jeg kan hjælpe. Jeg kender trods alt ikke det hele – og især ikke, hvis det er fra før min tid. Men ofte er deres mails også fyldt med kære minder om skønne søde sager.
Du kan lave fyldte chokolader selv. Få opskriften her.
Krudtugler hører blandt Katrines egne favoritter. Det er stærke, røde vingummier med smag af mentol og eucalyptus og rullet i sukker.
– Jeg er også vild med alle slags sød lakrids. Poletter spiser jeg næsten hver dag. Derudover er jeg glad for chokolade.
Ikke alle henvendelser til netleksikonnet er lige begejstrede:
– Lige fra begyndelsen har jeg løbende fået klager over, at vi ikke bringer varedekorationer på slikket med komplette lister over e-numre og andre usundheder. Men det har aldrig været det, der var formålet fra vores side. Vi har skabt en hyldest til det slik, de fleste af os indimellem nyder.
I nogles øjne promoverer hun dog en usund livsstil. Og i den forbindelse er hun blevet udsat for både regulær skældud, digital chikane og endog trusler:
– Især de første år blev siden indimellem hacket. Og så var teksten i samtlige tekstfelter pludselig erstattet af ubehageligheder, der ikke egner sig til at blive gengivet her. Jeg fik også engang en mail fra en, der truede med at skyde mig. Skete det i dag, ville jeg helt klart anmelde det.
Daddelguf og havregrynskugler er slik i den sundere afdeling. Vil du lære at lave dem?
Selv om hun er en slikmund af rang, understreger hun, at hun til enhver tid vil anbefale, at man spiser groft, grønt og varieret.
– Med streg under varieret, for man skal heller ikke underkende glæden ved at spise desserter, kage eller slik med måde. Glæde giver sindet energi. Og i stedet for at ærgre sig over, at man er faldet i, tror jeg snarere, at man skal blive bedre til at nyde de øjeblikke, hvor man gør det. Og i hvert fald ikke skamme sig over det. Skam er mindst lige så skadeligt som det sukker og de farvestoffer, der er i slikket. Det er ikke videnskab, men det er min holdning, siger Katrine.
Hun har en særlig skuffe med slik. De kulørte fristelser er med andre ord altid inden for rækkevidde. Og det har ifølge hende en positiv effekt på sønnens forhold til godterne:
– Han er vant til, at vi altid har slik, så han plager ikke om det. Der er ikke noget, der bliver nægtet ham, og derfor er der heller ikke noget at kæmpe hårdt for. Otto levner i øvrigt tit noget af sit fredags- eller lørdagsslik. At lade mennesker mærke deres egen grænse virker somme tider bedre end en masse regler og principper, siger Katrine.
Få opskrifterne på nougatmåtter og parisersandwich her.