Malou og Cia er mødre til Reborn-dukker

Malou lægger forsigtigt hånden ind under nakken på babyen, før hun langsomt løfter den lille pige op fra liften. Pigen hedder Bonnie og har en sut i munden. Hun siger ikke noget, da hendes mor løfter hende op og sætter sig i sofaen.

Som Malou sidder i sofaen sammen med sin kæreste, Cia, og deres tre børn, ligner de to kvinder med deres børn.

Der er bare den forskel, at ingen af børnene er levende. De er såkaldte Reborn-dukker, som har en liv­agtig lighed med rigtige børn.

– Når vi kigger på vores børn, føler vi en form for kærlighed. Vi føler en vis magi, når vi bruger tid med dem, men vi kan også lægge dem væk igen, siger 38-årige Malou Aaby Jensen, der er dukkemor til Saga og Bonnie. Saga er omkring et år, mens Bonnie er tre-fire måneder.

Cia og Malou mødte hinanden i et forum for Reborn-mødre på nettet for snart to år siden. I dag er de forlovede og bor sammen i Tølløse.

Cia er dukkemor til Maggie, der er udformet som en præmaturbaby på 750 gram.

– Jeg er selv født ni uger for tidligt og var på størrelse med Maggie. Hun er noget særligt for mig, fordi jeg selv er født for tidligt. Min mor kunne ikke kramme mig, så det er noget specielt at kramme og vugge Maggie. Når jeg holder hende, får jeg trang til at beskytte hende og føler mig som mor. Det giver mig rigtig meget, fortæller Cia Lindholm, der er 26 år.

Hun er født med spastisk lammelse og kan kun bruge den ene side af kroppen, men Maggie er så lille, at hun godt kan give hende tøj på. Og parret har meget tøj til deres børn.

– Når jeg går med barnevognen eller køber børnetøj, giver det mig en følelse af normalitet. Andre ser mig som en almindelig mor, og i det sekund får jeg lov at være en normal mor, siger Malou.

Cia og Malou taler om deres Reborn-dukker, som andre taler om deres børn. De har personligheder ogderes egne små kendetegn. Saga har små skønhedspletter på benet, Maggie har en babys små kantede negle, mens Bonnie har tykke babyfolder.

– Dukkerne er en form for terapibabyer og opfylder vores behov for at give kærlighed og omsorg. De er en trøst for os, fordi vi går med en sorg over ikke at kunne blive mødre eller være en del af normen, siger Malou.

Hun og Cia har fravalgt børn, da de begge har psykiske diagnoser. På dårlige dage kan det være en trøst og støtteat sidde i sofaen med sin Reborn-dukke.

– Da jeg var yngre, ville jeg gerne have børn, men jeg har erkendt, at jeg ikke kan tage vare på et barn. Det ser jeg faktisk også som en styrke, selv om det har været hårdt at indse, siger Malou bestemt.

Cia nikker.

– Ja, nogle dage kan vi ikke engang tage vare på os selv. Vores Reborn-børn er der for os og ikke omvendt. Hvis vi ikke kan overskue at være mødre, behøver vi ikke at tage dem op. Det kan man ikke med rigtige børn, konkluderer hun.

Nogle dage bruger de meget tid sammen med deres dukker. På telefonen har de en app, som kan indstilles, så den på bestemte tidspunkter fortæller, om babyen skal skiftes, have madeller sove.

– Dukkerne er så realistiske, at vi knytter os til dem, for der sker noget i hjernen, når man bruger tid med sin ”baby”, siger Malou og tilføjer: – Det er altså ikke det samme som at lege meddukker.

Hun sætter ordet ”baby” i citationstegn, for kvinderne ved godt, at deres børn ikke er levende.

– Vi er meget bevidste om, at vores Reborn-børn ikke er rigtige børn, men en erstatning. Nogle dage gør det for ondt at være i nærheden af dem, fordi de minder os om, at vi ikke er rigtige mødre, selv om dukkerne også er en trøst for de børn, vi ikke har, fortæller hun.

Deler ikke dukker

Malou kæmpede i begyndelsen med angsten for, hvad andre ville sige til, at hun var mor for en dukke. Så meget at hun faktisk solgte sin første Reborn igen efter et par måneder.

– Jeg sad i flere timer og kiggede på ham, før han blev solgt, og jeg fortrød det. Heldigvis blev han solgt til en god mor, der er glad for ham, fortæller hun.

Siden har hun haft flere Reborns, som hun har solgt videre til andre mødre.

– Ja, det kan man jo ikke med rigtige børn, griner hun.

Saga var også oprindelig Cias, men da hun på grund af sit handicap havde svært ved at håndtere den store dukke, adopterede Malou hende.

– Når man bruger tid med sin Reborn, opstår der en forbindelse mellem os. På et tidspunkt kan man mærke, at dukken skal videre til en anden mor, ligesom jeg også har haft dukker, hvor der ikke opstod den forbindelse, forklarer Malou.

Af samme grund er kvinderne heller ikke fælles om deres Reborn-dukker. De er mødre for hver deres dukker.

– Vi kan godt sidde med hinandens børn, men vi har behov for at føle, at vi er mødre for vores egne, og at det er noget særligt, siger Cia.

I dag står Cia og Malou ved, at de er Reborn-mødre. Så meget at de lavede et opslag i den lokale Facebookgruppe for at fortælle om deres liv som Reborn-mødre.

– Vi var bange for, at folk ikke forstod os, men vi fik god respons, og mange havde respekt for vores valg. Nogen synes sikkert, det er underligt, men vi vælger at gøre det, som gør os glade, siger Malou.

– Vi vil gerne fjerne fordommene ved at være dukkemødre. Flere ville have gavn af at få en Reborn-dukke i stedet for at få det ene barn efter det andet, som de ikke kan tage vare på, fortsætter Cia.

Det er tid til, at fotografen skal forevige familien af levende og ikkelevende medlemmer. Kameraets ”eyefokus”-funktion fanger automatisk Sagas øje og stiller skarpt. Ganske som hvis hun været en levende pige.