Livshistorier
Min svigerfamilie reddede mit ægteskab
Det skortede bestemt ikke på opfordringer. Først diskrete hentydninger til, hvor dejligt det var med børn. Siden kom de mere håndfaste udsagn, såsom snak om alder og den slags kendsgerninger, så Kathe kunne ikke være i tvivl: Hendes mor, Bente, ville rigtig gerne være mormor.
Det tog sin tid, men i dag er Bente Kjær i Viborg i en alder af 66 år mormor for i alt fire styk børnebørn, hvoraf Kathe har leveret de to drenge, Malthe på ni år og Tobias på otte.
Det betyder, at mormor har ryddet en hylde i fryseren, for her skal altid ligge et større udvalg af is, ligesom hendes børnebørn selvfølgelig går med nystrøgne skjorter, for det kan Malthe nu bedst lide.
Det man ikke ser
Derfor - og på grund af så mange andre ting - synes drengene og deres mor, Kathe, at mormor Bente er den absolut bedste bedste i Danmark - og Kathe indrømmer gerne, at uden bedste (og morfar) var livet ikke helt så enkelt endda.
- Jeg er alene med drengene, og det har jeg været, fra de var helt små. Begge min drenge har allergi og astma, og det var særlig slemt med Tobias, da han var helt lille. Derfor var jeg tit indlagt med ham på hospitalet, og så boede Malthe bare hos mormor og morfar så længe. Faktisk tror jeg, at han helst ville blive boende hos mormor og morfar, hvis han selv kunne bestemme, siger Kathe.
Hver dag skal være en god dag, har hun og familien bestemt, for der har også været dage, hvor Bente nødtvungent må indrømme, at hun er syg. Det er ikke til at se, hvis man ikke ved det. Bente har cancer og er stadig i behandling.
Læs også om Lajla, der er kandidat til titlen
SÅDAN GØR DU:
Har du en kandidat til titlen så skriv til bedste@familiejournal.dk eller til Greta Johannsen, Familie Journal, Postboks 420 0900 Kbh. C.
Børn ser det meste
- Jeg fik pludselig vand i lungerne i 2007. Det viste sig, at jeg ikke havde lungebetændelse, som jeg troede, men i stedet fandt man cancerceller, der tydede på, at jeg har ovariecancer, altså kræft i æggestokkene. Det mærkelige var, at jeg ikke havde haft det dårligt på nogen måde, og der var ikke noget at se ud fra alle de rigtig mange scanninger og undersøgelser, der er blevet lavet. Kun cellerne, der altså var cancerceller. Jeg fik seks kemobehandlinger, og jeg var hundesyg. Vi voksne snakkede selvfølgelig om, hvad vi skulle sige til børnebørnene, men jeg synes, det er bedst at være ærlig.
- Alle børnene fik at vide, at jeg var syg og kunne dø af det. Jeg mistede også alt håret, men drengene nåede aldrig at blive bange. De fik lov til at røre, og vi snakkede om det - og det var også drengene, der fortalte mig, at nu var jeg nok blevet rask, da mine øjenvipper groede ud igen. Jeg havde slet ikke lagt mærke til det, men børn ser og forstår det meste, når vi voksne blot er ærlige.
Læs hvorfor også Helle er nomineret
Mange oplevelser
Bente er desværre ikke rask, selv om hun stadig ligner den mormor, drengene altid har kendt. Fordi lægerne ikke kan sige noget som helst om, hvorfor de ondartede celler stadig er der, har Bente og familien besluttet at lægge det bag sig. Det er her og nu, livet skal leves, og Bente vil nyde sit liv - også som mormor.
- Det skønneste er, når døren smækker op, og nogen råber: "Hej, mormor!" Børnebørn giver så utrolig mange oplevelser, og så er det også skønt at se ens egne børn blive forældre - selv om de havde svoret, at det aldrig skulle ske for dem, siger Bente med et sideblik til Kathe.
Deltag i vores mange andre konkurrencer...
Her er de andre kandidater til Danmarks bedste bedste