Rana er flygtning: Mit bedste våben er ord

De ligger så fint side om side i en glasvitrine inde i stuen, de tre hvide huer med den mørkerøde kant, studenterhuerne. De blev båret med ranke rygge de første uger efter studentereksamen, men hvor mange andre rød-hvide huer snart derefter havner i glemslen i kældermørket eller ligefrem i udklædningskassen, har familien Musleh i Ryomgård stadig lyst til at vise, at de er stolte over, at de har veluddannede børn.

For de ved om nogen, at den slags ikke er en selvfølge.

Indtil for 16 år siden levede familien i et land, hvor langt de fleste børn havde mistet retten til at gå i skole og blive uddannet – for jo lavere uddannelsesniveauet er, jo nemmere er det som bekendt at styre et folk.

Rana og Rafiullah Musleh er født i Afghanistan for henholdsvis 53 og 60 år siden, dengang uddannelse stadig var et tilbud til de mange. Rana er ingeniør og har undervist på ingeniørhøjskolen i Kabul, Rafiullah har læst både økonomi og journalistik og har arbejdet som politiofficer.

Men fra slutningen af 80’erne gik det den gale vej i Afghanistan – utrygheden, analfabetismen og kvindeundertrykkelsen voksede.

Læs også: Lines kæreste arbejder i Afghanistan

Flygtede til Danmark

Omkring årtusindskiftet indså Rana og Rafiullah, at de og deres fire børn måtte væk fra Afghanistan, men selv om de nu har slået rod i Danmark og har fået efternøleren Husna på 14 her, har de så langtfra opgivet at påvirke udviklingen i deres gamle hjemland. For selv om man bor langt væk, nærmere bestemt i hjertet af Djursland, kan man godt arbejde på, at afghanske piger igen får lov til at gå i skole. Rana og Rafiullah kan i hvert fald.

Det våben, som de håndterer allerbedst, er ordet – og det spreder de med stor iver via blandt andet på Facebook, hvor de kan nå rigtig mange.

Her i Danmark har Rana taget en ny uddannelse som pædagog, og hun er så begejstret for de ting, hun har lært om børns udvikling og psykologi, at hun oversætter det, hun lærer, til pashto og videreformidler det til sine landsmænd.

Læs også: Kræftramte Uula var helt alene

Mette og Søren som forbillede

Rana kan for eksempel også finde på at lægge et foto ud, der viser, hvordan undervisningen foregår på et universitet her i Danmark – hvor mænd og kvinder arbejder sammen i grupper uden problemer. Jeg tager gerne diskussionen op, hvis der er nogen, der mener, at det ikke kan lade sig gøre uden seksuelle undertoner, siger Rana.

De klassiske læsebøger om Mette og Søren har hun også oversat og ville meget gerne have dem videregivet til afghanere.

– Det lyder måske mærkeligt i danske ører, men det er i virkeligheden fantastiske fortællinger om ligestilling mellem kønnene. For Mettes mor må for eksempel gerne køre på cykel, og det ville være helt utænkeligt i Afghanistan efter Talebans indtog. Desværre er forlaget ikke interesseret i det, så i stedet har jeg lavet en helt ny fortælling med navnet ”Husna og Yousef”, og den er ved at blive illustreret, siger Rana.

Læs også: Broderi er bedre end valium

10 dage i Afghanistan

Sidste forår rejste hun 10 dage til Afghanistan for at inspirere til oprettelse af skoler og tale med sine landsmænd om danske og i det hele taget de demokratiske værdier. Her var hun ikke meget for at reklamere for sin egen identitet, så niqabben, det heldækkende tørklæde, kom passende i brug!

– Jeg ved ikke, om jeg igen kan rejse til Afghanistan, men denne her gang gik det i hvert fald godt, siger Rana, der føler sig forpligtet til at arbejde både for sit fødeland og det land, som har givet hende alting de seneste 16 år.

– For mig er det ikke godt at tage imod uden at kunne give tilbage. Derfor er det vigtigt for mig, at jeg kan arbejde, og at jeg kan lave frivillige ting som madlavningskurser her i Danmark, siger hun.

Læs også: Anni Helene er udsendt til verdens brændpunkter

Pigerne skal også i skole

Rana har sammen med en gruppe etniske danskere stiftet foreningen Midtdjurs Humanitære Gruppe, der har til formål at udrydde analfabetisme i Afghanistan og hjælpe børn i landet til et bedre liv – med både skole- og hos-pitalsudstyr. Hendes kamp mod analfabetismen startede allerede, mens hun boede i landet. Her underviste hun børn, især piger, ude på landet, men måtte flytte flere gange, fordi Taleban truede både hende og eleverne på livet.

Læs også: Min nye søster er fra Syrien