Signe sigter mod Rio

Torsdag, 30. april 2015

af Caroline Grønne Wigdal, foto: Birger Vogelius

Hun sikrede Danmark en plads til OL i riffelskydning, og to måneder efter blev den unge pige ramt af en blodprop. Heldigvis var Stine ikke sådan til at slå ud...

Det begyndte en morgen, præcis som alle andre morgener. Stine havde sovet længe, for hun havde afsluttet studiet, og nu brugte hun al sin tid på skydetræningen. Ude på badeværelset satte hun sig på toilettet, og der lagde hun mærke til, at hendes hjerte bankede mere intenst end normalt.
Så begyndte det at snurre i højre arm. Hun ignorerede den begyndende panik. "Den sover, fordi jeg har ligget på den," tænkte hun. Da hun rejste sig og stillede sig i døråbningen ind til stuen, hvor hendes mor sad med noget papirarbejde, begyndte det at sortne mere og mere for hendes øjne, samtidig med at armen blev helt følelsesløs. Den hang bare og dinglede lige pludselig. "Mor, jeg har det dårligt," nåede hun at sige. Så faldt hun om.

Stine Nielsen er 24 år og bor i Korinth sammen med sin mor, Karin, og sin far, Thom. Ikke langt derfra bor Stines to år ældre søster, Jeanette. Thom er ikke kun far, han er også Stines personlige træner i Særslev Skytteforening. For Stine er riffelskytte på eliteplan, og hun har de seneste mange år skudt sig til flotte placeringer ved EM, VM og OL. Senest sikrede hun Danmark en kvoteplads til OL i Rio i 2016. En kvoteplads betyder, at pladsen er sikret til Danmark, men det er ikke afgjort, hvem blandt de danske skytter, der skal have pladsen.
Den 18. november sidste år blev hun ramt af en blodprop i hjernen.

Læs også om Margits drøm om OL

Skød om opvasken

Stine er vokset op på landet, hvor skovterrænet lagde op til jagtlege, og det elskede hun. Men ellers var det Jeanette og far Thom, som var familiens førende skytter. - Da jeg var lille, var jeg faktisk bange for at skyde. Jeg kunne ikke lide, når det sagde "bang". Men så fik Jeanette lokket mig med i Krarup-Espe Skytteforening en dag. Der var jeg 8 år. Og så blev jeg faktisk ret glad for det, fortæller Stine.

Og derfra tog det så fart.
I begyndelsen med konkurrencer mellem søstrene, hvor den, som ikke ramte plet, skulle støvsuge eller tage opvasken. Men det blev mere seriøst end det. Stine begyndte at træne mere specifikt. Hun tog på højskole i 2008 med skydning som speciale, og den sport blev hurtigt hele hendes verden, hvor der ikke var plads til fest og farver, men til benhård, seriøs træning. Ofte var Stine mest af alt fysisk til stede på skolebænken, da hun tog en HF. Tankerne var koncentrerede om mesterskaber og træningslejre. Hun var i skole 23 timer hver uge. Mellem 26 og 30 timer var hun på skydebanen. Som 16-årig tog Stine jagttegn.

På hospitalet mente Stine ikke, at hun havde tid til at være indlagt, og hun tænkte flere gange: "Jeg er da for ung til at ligge her." Hun skulle jo være klar til OL. Så efter det første døgn i hospitalssengen, hvor synet var kommet helt tilbage, og følelsen var så meget tilbage i højre side af kroppen, at hun kun haltede en smule, begyndte genoptræningen. Hun startede på forskellige koordinationsøvelser og styrkeøvelser, f.eks. skulle hun klemme om noget hospitalsvoks.

Ramt indeni

Om tirsdagen var hun allerede på skydebanen igen. - Jeg skulle bare op på hesten igen. Hvis jeg blev liggende i sengen, ville jeg kun blive mere syg, siger Stine.

I løbet af ingen tid havde hun taget 100 skridt tilbage, og siden november har Stine derfor knoklet for at rette op på formen og på de mén, hun har fra blodproppen. Og det gør hende på ingen måde i dårligt humør. Hun tager hver dag med smil og latter, for skytteuniformen og riflen gør hende så glad. Hun træner lidt mildere konditionstræning nu og går mange ture med hunden Ludvig. Lige så stille kæmper hun sig tilbage til der, hvor hun slap.

At rette op på det psykiske kan man ikke gøre på samme måde, som man kan sigte efter en skydeskive. Det har Stine lært.
- Når jeg skal have styr på, hvordan jeg har det indeni, så er det sværere for mig at bruge viljen. Jeg var så bange for at sove alene, så jeg sov inde ved min mor i nogle uger efter. Men i dag kan jeg igen sove alene, siger hun.

Fra nu af og resten af livet tager Stine blodfortyndende medicin hver morgen. Den minder hende om, hvad der skete den morgen. Men samtidig minder den hende om, at hun ikke vil lade sig slå ud. Hun satser stadig på at stå på skydebanerne i Rio i 2016. Udtagelserne til OL begynder et år før mesterskabet, og for Stine har målet været, lige siden hun sikrede Danmark pladsen, selv at tage den. Det er stadig målet. Hun har det nemlig allerbedst, når hun har riflen i armene. - Så må andre tage sig af de høje hæle, griner hun. n