Et loft i Tune bugner med 83-årige Lissys teaterkostumer

For mange gælder det i vid udstrækning, at jobbet tegner os som personer og indvirker på, hvordan vi ser os selv og bliver opfattet af andre.

Sådan har det ikke været for 83-årige Lissy Larsen. For hendes vedkommende er det hendes hobby, der har været den røde tråd i hendes liv såvel som hendes ansigt udadtil. Og da hun i 2002 gik på efterløn efter mange års fuldtidsjob i en børne-have, fik hobbyen en endnu mere fremtrædende plads i hendes tilværelse.

Det handler om kostumer – eller mere præcist teaterkostumer. Lissy har været fast kostumier på Ganløse Revyen såvel som hos Teatret Gorgerne i begge de kulturelle institutioners fulde levetid. Men dybest set udspringer Lissys engagement af hendes anden store rolle i livet: den som familiemenneske og mor.

– Det hele begyndte med de fastelavnskostumer, jeg syede til mine børn, da de var små. Siden blev det dansekostumer, der kom i fokus. Alle børnene har nemlig gået til dans, fortæller Lissy.

Hun er mor til Lone, Jes, Jane og Tom, som i dag er henholdsvis 60, 57, 56 og 46 år, og hun er med tiden blevet beriget med otte børnebørn og tre oldebørn.

– Her snakker vi vel at mærke kun om det rent biologiske. Jeg har også fået masser af bonus med i købet, siger hun.

Danselektionerne kom samtlige børn til gode.

– Min ældste søn, som i dag er maskinarbejder, ville ganske vist ikke indrømme, at han kunne lide at danse, og påstod, at han kun gjorde det for min skyld. Men den dag i dag kan han i den grad svinge damerne på et dansegulv, når der er fest. Yngstebarnet Tom bevægede sig hurtigt væk fra dansen for at dyrke musik og teater i stedet. Og det er primært hans fortjeneste, at min gøren og laden i kostumernes verden har fået det enorme omfang, som tilfældet er.

De hårde år

Tom er formand og en væsentlig drivkraft i Teatret Gorgerne – et musicalteater baseret på frivilligt, ulønnet arbejde, men med store, kunstneriske ambitioner.

– I 1999 skulle de opføre musicalen ”Atlantis” og manglede en person til at sy kostumer. Det blev begyndelsen til mit store engagement i teatret, fortæller Lissy, der bor i et hus i østsjællandske Tune, som hun selv har tegnet, og som hun har bygget sammen med sin nu afdøde mand gennem 47 år, Vagn, der arbejdede som tagdækker.

Huset stod færdig i 1970, og da børnene endnu var små, passede Lissy dem hjemme om dagen. Når de var puttet, tog hun sig hver aften af sit faste rengøringsjob og overlod børnepasningen til ægtemanden.

– Den tjans slap han nu nemt om ved. De sov jo, påpeger hun med et grin.

Da børnene blev store, blev det den lokale børnehave, der fik glæde af hendes arbejdskraft og stærke omsorgsgen.

– Da jeg 14 år senere gik på efterløn, fik jeg lokket Vagn til at gøre det samme. Han kunne mure, og jeg kunne blande cement, så vi hjalp vores børn med at bygge deres huse. Vagn hjalp også til hos Gorgerne med blandt andet at bygge rekvisitter og scenografi. Men for 16 år siden faldt han pludselig om af en blodprop.

Lissys netværk viste sig nu at være mere berøringsangst, end hun havde troet. I stedet for at tale med hende om sorgen, foretrak mange at holde sig væk.

– I en periode gik jeg derfor til psykolog, og her fik jeg det gode råd at oprette en datingprofil. Sådan gik det til, at jeg rendte ind i Bent på nettet. Vi har nu boet sammen i 10 år. De første syv var gode, men i dag døjer han desværre med alzheimer. Vores bedste stunder har vi, når jeg tager initiativ til, at vi ordner ting i haven sammen. Jobmæssigt har han livet igennem netop arbejdet med gartneri og landbrug.

Komik i korte skørter

Mængden af kostumer fra Lissys hånd fik snart et sådant omfang, at hendes niece stillede hende et nærliggende loft til rådighed. Det fungerer fortsat som hendes lager, og det er en unik oplevelse at gå på opdagelse i skatkammeret af overdådige og glamourøse kjoler og dragter fra forestillinger som ”Chess”, ”Chicago” og Monty Pythons ”Spamalot”.

– I 2001 søsatte skuespilleren Ulla Jessen Ganløse Revyen. Og min søster, som på det tidspunkt arbejdede på Ganløse Kro, ringede mig op og spurgte, om jeg kunne låne dem nogle af mine kostumer. Revyen startede fra stort set ingenting, og de havde ikke andet tøj end det, Ulla selv medbragte. Jeg havde til gengæld lidt af hvert, og jeg har været revyens kostumier lige siden. Ofte handler det om at sy velcro i skjorter, så man kan lave de hurtige kostumeskift, der hører revygenren til.

Hun har også selv spillet revy. I godt 20 år medvirkede hun i den lokale amatørrevy, Tune Revyen.

– I 2007 valgte jeg dog at stoppe. I og med, at jeg var den tykkeste på holdet, blev jeg altid udvalgt til at optræde i de korteste skørter og strammeste kjoler. Og det var selvfølgelig sjovt, men på et tidspunkt når man et punkt, hvor man føler sig for gammel til den form for løjer, siger hun.

Hun får ikke løn for sit kolossale arbejde for hverken Teatret Gorgerne eller Ganløse Revyen, men bliver betalt i ”byttehandler og vennetjenester”, som hun udtrykker det. Alligevel kører hun lystigt på med uformindsket iver.

– Jeg bliver af og til spurgt, hvornår jeg planlægger at stoppe. Og dertil kan jeg kun sige, at jeg ikke ser nogen grund til at stoppe så længe, det er sjovt. Jeg kan da godt være lidt træt af det hele op til en premiere, når jeg har siddet og syet til klokken 2 om natten og tilmed er bagud. Der er altid ting, der ikke virker, fordi nogen ikke har gjort det, de skulle. Og der er kun én person til at rede trådene ud og binde sløjfe på det hele, nemlig mig. Hos Gorgerne har jeg dog de sidste to år haft en kostumekoordinator, fortæller hun.

I travle perioder omdanner hun med sine egne ord sit hus til én stor systue.

– Mit årlige budget hos Gorgerne er typisk på 10.000 kroner, men ofte bruger jeg kun det halve og leverer resten tilbage. Jeg syr selvfølgelig visse dragter og kjoler helt fra bunden, men som oftest betjener jeg mig af genbrug og omsyninger. Når jeg mangler noget såsom brand- eller soldateruniformer, efterlyser jeg det i diverse Facebookgrupper, og ofte får jeg tingene foræret ganske gratis. Det betyder blandt andet, at jeg ligger inde med 3-400 flotte og sjove hatte. Nej, det er bestemt ingen kedelig livsopgave, der er blevet mig til del.