Trods senfølger og nedsat arbejdsevne: Livet skal stadig leves

Da Bettina Larsen Majgaard i 2014 var på sin allerførste date med sin nuværende mand, Jesper, slog han bogstaveligt talt benene væk under hende.

– Vi var faldet i snak til et arrangement i en singleklub og blevet enige om at tage på date i Fårup Sommerland. På et tidspunkt morede jeg mig lystigt på en af sommerlandets trampoliner, og Jesper besluttede at gøre mig selskab. Men da han hoppede ind, lød der et ”knæk”, og et øjeblik efter blev jeg båret væk i kongestol med en brækket fod, fortæller 48-årige Bettina.

Parrets spirende kærlighed led dog intet brud. Og det på trods af, at Bettina på netop det tidspunkt havde andre og betydelig mere foruroligende problemer end en brækket fod at slås med.

– Jeg var midt i en kemobehandling og havde hverken hår på hovedet, øjenvipper eller bryn. Desuden var jeg hævet i ansigtet, hvilket var en bivirkning af den prednisolon, jeg også blev behandlet med.

Året før havde Bettina fået konstateret kræft i livmoderen efter i flere år at have døjet med gådefulde mavesmerter.

– Sygdommen havde spredt sig til lymferne, så der skulle både operation og kemo til for at komme den til livs. Og i 2017 skulle jeg turen igennem igen, da jeg fik konstateret kræft i æggestokkene.

Bettina har to gange efterfølgende fået den melding, at kræften var vendt tilbage. Begge gange var der dog tale om falsk alarm. I dag er hun erklæret kræftfri og har end ikke længere brug for at gå til kontrol.

– Men senfølgerne er jeg ikke sluppet for. De dukkede op for første gang efter min anden kræftbehandling, og jeg døjer med dem den dag i dag. Der er tale om nerveskader, og jeg mærker dem som stærke smerter fra nakken og ned. Derudover bliver jeg til stadighed ramt af en træthed, som jeg ikke kan sove mig ud af. Når det sker, må jeg ”lægge mig i laderen”, som jeg plejer at sige, og tilbringe et par dage i sengen eller på sofaen.

Lederdrømmen opfyldt

Bettina er oprindelig handelsuddannet. Og inden kræften dukkede op, arbejdede hun som sælger af så forskellige ting som kuglelejer til industrimaskiner og hjemmesider. Men senfølgerne har bevirket, at Bettina ikke længere kan have et job på almindelige betingelser.

– Da mit gamle sælgerjob havde ventet på mig i halvandet år, måtte jeg se i øjnene, at jeg aldrig ville genvinde den energi, der skulle til. Men en dag, da jeg var henne for at blive klippet, tilbød min frisør mig at komme og hjælpe til i salonen. Det var bare en enkelt time om dagen, og det handlede hovedsagelig om at købe ind og lave frokost. Efter tre måneder tilbød frisøren mig at blive bogholder i salonen. Det gik fint, og sideløbende tog jeg en diplomuddannelse i bogholderi for at få min baggrundsviden på plads. Jeg kom op på at arbejde tre timer om ugen, men efterhånden var det ikke nok for mig. Frisøren havde dog ikke brug for min arbejdskraft i flere timer end det, husker hun.

I det næste fleksjob hos en kiropraktor kom hun op på seks ugentlige timer, men da hun så et opslag om et fleksjob hos Huset Venture Nordjylland i Nørresundby, vidste hun, at det var det helt rigtige for hende.

– Det er et bogholderi, hvor jeg kan bruge mine nyerhvervede kundskaber. Samtidig er det en socialøkonomisk virksomhed, hvor 66 af de 70 ansatte er fleksjobbere. Men der var særligt én ting ved stillingen, der trak i mig. Den indebar en mulighed for at blive teamleder – noget, der normalt ikke kan komme på tale, når man er i fleksjob, forklarer hun.

1. maj 2013 blev Bettina ansat i firmaet, og efter en måned gik hun fra 12 ugentlige arbejdstimer til sine nuværende 16. Oveni fik hun i januar i år opfyldt sin drøm om at blive teamleder.

– Mit team består af fem personer, og i ledertitlen ligger det, at jeg i tilfælde af sygdom og ferie skal have et overordnet overblik over de sager, kollegerne i teamet sidder med, og hvor langt de er med dem. I min tid som sælger prøvede jeg at være chefkonsulent, og jeg elsker at være leder med det ekstra ansvar, det bringer med sig. Men på det traditionelle arbejdsmarked ville jeg næppe have fået chancen.

Bramfri humor

Bettinas to sønner, Nickolai og Mick, er i dag henholdsvis 25 og 28 år og begge flyttet hjemmefra, mens hendes 47-årige ægtemand servicerer maskiner til lakseindustrien. Hans job indebærer en del rejseaktivitet, men når parret er sammen og har fri, ligger de ikke just på den lade side.

– Både Jesper og jeg har vores hænder skruet solidt på. I 2018, som var året, hvor vi blev gift, byggede vi det hus i Støvring, som vi bor i den dag i dag. Og i sommer blev vi færdige med vores sommerhus i Løkken. Vi har også selv bygget vores campingvogn, som vi gav kælenavnet Kemocamperen, fordi vi arbejdede på den, mens jeg var i kemobehandling.

Samme ærlige humor lagde hun for dagen første gang, kemoen fratog hende hårpragten.

– Jeg lagde straks et billede af mig selv på de sociale medier med kommentaren ”Dårlig hårdag”, griner hun.

Selv om senfølgerne altid står parate til at spænde ben for hendes udfoldelser, insisterer hun på, at hendes helbred ikke skal begrænse hende mere end højst nødvendigt.

– Når trætheden rammer mig, ved jeg, at det er tid til at holde pause, for hvis jeg ignorerer den, bliver mine smerter værre. I den situation er jeg tvunget til at lægge mig på langs. Men jeg holder stædigt fast i, at livet skal leves, og jeg gør alt for at planlægge og prioritere, så jeg får mest muligt ud af mine vågne timer.

Og sådan har hun gjort i al den tid, hvor sygdommen har været hendes følgesvend.

– Jeg er typen, der går rundt og danser og synger på arbejdet. Og så er jeg et meget socialt og kulturelt optaget menneske, der er vild med at gå til koncerter og se musicals. Når der er en koncert eller teatertur forude, forsøger jeg altid at lægge en plan, så jeg både kan nyde oplevelsen og få min fornødne søvn. Allerede i forbindelse med min polterabend i 2018 var jeg fast besluttet på, at jeg ville have en fed fest uanset, om det skulle ende med at koste mig et par uger på sofaen. Jeg har på et tidspunkt været helt derude, hvor jeg var usikker på, om jeg skulle opleve mine børn blive studenter. I dag er jeg dybt taknemmelig for mit liv og alt, hvad jeg har.