Livshistorier
Min svigermor skabte dårlig stemning
Den 22. februar sidste år blev lastbilchauffør Torben Mejer Hansen en af de 4.000 danskere, som faldt om med et hjertestop i årets løb. Hver ottende af de 4.000 overlevede, og Torben var en af de heldige.
Torben og hans kone Bettina Skindhøj Hansen er begge 49 år og bor i Seest i udkanten af Kolding. Deres 25-årige tvillinger Alex og Pernille bor tæt på dem. Torben fortæller om den dramatiske dag:
– Jeg havde i noget tid gået med følelsen af at have en kniv siddende mellem skulderbladene. Så jeg tog til lægen, som konstaterede, at blodtrykket var helt fint, og at der intet var at høre på lungerne. Jeg kunne altså trygt tage hjem igen.
Bettina lagde forsøgsvis is på sin mands ryg, men smerten tog til, og Torben svedte mere og mere.
– Og derfor bestilte vi tiden hos vagtlægen. Torben ville bare lige gå på toilettet, før vi tog afsted. Jeg hørte et bump og tænkte, at nu var det alvor, fortæller Bettina.
Hun ringede 112, mens hun løb mod badeværelset for at tage i døren – blot for at indse det, hun allerede vidste, nemlig at døren er låst. I redskabsskuret flåede hun en hammer op af værktøjskassen, og hun nåede også at tænke på at tage den lille trappestige med, så hun kunne nå op til vinduet. Hun skaffede sig adgang til badeværelset ved at smadre hjørnet af vinduet. Og frem til, at ambulanceholdet nåede frem, gav hun sin mand hjertemassage.
Da de professionelle reddere dukkede op, spændte de en hjertestarter på Torbens brystkasse for derefter at give ham elektriske stød fire gange. Imens sad Bettina på en skammel og tog sig til hovedet.
– Jeg tror, at chokket først ramte mig lige dér. Var jeg blevet spurgt 10 minutter før, Torben faldt om, om jeg kunne give hjertemassage, ville jeg have svaret nej, siger hun.
I ambulancen på vej til Odense ringede Bettina til sine børn, og fremme blev Torben hastet ind på operationsafdelingen. Han nåede at være død i næsten to timer. Bettina, Alex og Pernille ventede i et værelse for pårørende på intensiv afdeling, og efter syv timer kom overlægen ud til dem og kunne fortælle om et mirakel, som ingen på operationsholdet havde oplevet før: En patient var vågnet efter hele 100 minutter med hjertemassage.
– Den besked fyldte os med håb, fortæller Bettina.
Læs også: Fik blodprop som 8-årig
Det viste sig, at Torben havde gået med en skjult blodprop i to år. Derfor smerten i ryggen. Da han fik blodprop nummer to, udløste den et hjertestop.
Allerede efter 12 timer på hospitalet var der store komplikationer, men da Torben vågnede efter 11 dage i kunstigt koma, tog han som det første selv respiratorslangen op af halsen, vendte sig mod sin hustru og sagde ”Hej Pus!”
Lige så stille kunne Torben begynde genoptræningen, og i løbet af de næste dage blev tankerne klare. Man kan ikke give svar på, hvor store hans skader er, for der er forskellige centre i hjernen, som er ramt. Torben er dog kommet så langt, at han kan gå, køre bil og tage på indkøb. Men han kan ikke lave hårdt fysisk arbejde, og hukommelsen og trætheden udfordrer ham.
Læs også: Emils far fik hjertestop
– Min krop føles, som var den 40 år ældre, siger han.
– Jeg har mit liv. Jeg har mit ben, som var tæt på at blive amputeret. Og måske kommer jeg til at opleve at få børnebørn. Der er meget at sætte pris på, og jeg er glad for, at jeg fik en chance mere.
Inde i Torben fylder følelserne for familien og taknemligheden for livet mere nu. Men der er også noget, som er præcist som før. Blandt andet hans humor, som holder humøret højt i en forandret hverdag, og hans vilje til at komme i mål med genoptræningen.
– Måske er han ikke helt den samme Torben. Men han er stadig min Torben, konstaterer Bettina tilfreds.