Det tager kun en brøkdel af et splitsekund for Cecilie Svanholm, 18 år, at aflæse, hvad det 800 kilo tunge dyr foran hende har brug for. Kamelen Abu, der både er højere og bredere end hende selv, er ellers lidt af en kontrast til den spinkle gymnasiepige. Alligevel kender hun kamelen, som andre kender deres hunde, hvis ikke bedre.
Som 3-årig kunne hun frygtløst springe fra den ene pukkel til den anden på familiens fire kameler, der var stillet op ved siden af hinanden. Og som kun 12-årig blev hun for første gang sendt alene i byen med den ene kamel for at klare en opgave, de var blevet hyret til.
− Jeg vidste godt, at hun kunne klare det, men jeg skulle lige tage mig lidt sammen, før jeg sendte hende afsted med 800 kilo kamel. Jeg sendte nogle mennesker med hende, men de skulle kun gribe ind, hvis der skete noget. Hun har altid fulgt mig og hørt alt, hvad jeg siger, så hun kunne kopiere det. Og hun kørte det med hård hånd, fortæller hendes far, Henrik Svanholm, som ejer kamelen, stolt.
Prøv kræfter med en quiz: Hvad ved du om vilde dyr?
En vigtig tillid
Lige siden har de to været et makkerpar, der året rundt pakker bil og trailer for i fællesskab at tage ud til alt fra plejehjem til filmoptagelser og teaterforestillinger med dyrene. Denne dag er der børneteater på programmet, hvor publikum kan møde Abu før og efter forestillingen og i pausen.
− Jeg havde ikke regnet med, at han ville sende mig afsted dengang. Men at han havde den tillid til mig, gjorde, at jeg troede mere på mig selv. Det gav mig et skub, for hvis han tror på, at jeg kan, kan jeg også sagtens, siger Cecilie og griber murerspanden med gulerødder, som Abu efterhånden har gjort et godt indhug i.
På en syv-timers arbejdsdag som i dag ryger der 20 kilo gulerødder ind mellem ivrige børnestemmer og nysgerrige forbipasserende.
Læs også: Der er altid plads til ét mere: Tina hjælper dyr i nød
Fortid i cirkus
− Det er blevet et fælles projekt. Vi er ikke bare far og datter. Vi er også kolleger og venner, selv om man skal passe på med at være venner med sine børn, men det er vi bare, fordi vi har lavet så meget sammen, konstaterer Henrik.
Det var ham, som i sin tid lagde an til, at Cecilie skulle få et så nært forhold til familiens dyr, der foruden fire kameler også tæller flere æsler og heste. Han er født i cirkus og brugte sin barndom, sine teenageår og sine første år som voksen på at køre fra by til by i sommerhalvåret.
Da han så mødte sin kone, skulle der ske noget nyt, for hun er ikke fra cirkus. Han kom i livgarden og uddannede sig som tømrer. Et stort spring væk fra alt det, han kendte og så som normalt, der alligevel ikke gik så let, som han først håbede på.
Læs også: I Cirkus Benneweis elsker vi vilde dyr
Tre kameler rigere
− Jeg begyndte at savne cirkuslivet. Vi boede på samme vej, som Benneweis holdt vinterkvarter. Hvert forår kørte de lige forbi mit vindue, og jeg var lige ved at rykke tapetet af væggene, for jeg ville bare afsted. Så sagde min kone, at jeg skulle gøre noget ved det, ellers ville vi blive skilt, fortæller han med et smil og ser mod kamelen.
Abus tilstedeværelse vidner om, at Henrik ikke var sen til at rykke på den opfordring. Tre timer senere havde han købt ikke bare én kamel, men tre.
− Jeg blev rastløs, fordi jeg var vant til at skulle afsted med cirkus. Folk, som ikke har prøvet det, har svært ved at sætte sig ind i det. Det med, at man rejser og skifter bolig og by hver dag, er der mange, som ikke kan kapere. Jeg elsker det, fastslår Henrik.
Læs også: Anja er specialist i giraffer
Fede oplevelser
På de første billeder, der findes af Henrik som barn, står han i blebukser ved siden af cirkussets elefanter. Han kan ikke huske et liv uden dyr og uden den ro og det nærvær, der følger med. Og det er netop dét, han holder stædigt fast i, når han og Cecilie gang på gang trodser kulde og udsigter til ferie for at tage ud med dyrene.
− Jeg tænkte, at mine børn skulle have den samme opvækst, som jeg havde haft. Hvis du ser på verden i dag, ser du skærme overalt og børn med ansigterne begravet i skærme, hvor de tror, de kan få al deres information. Men vi har haft så mange fede oplevelser med dyrene ude i virkeligheden.
Dét er Cecilie enig i. Hun ser på sin far med et skævt blik. Selv om det ikke ligefrem har været sjovt at stå op kl. 5 om morgenen for at fodre dyrene inden skole, når far Henrik var i Jylland på arbejde som tømrer, har hun aldrig modsat sig det. Sådan er det bare, for pyller kommer man alligevel ingen vegne med ude i stalden, fortæller hun.
− Mens andre havde en kat, havde vi fire kameler. Og det har bare været naturligt, for jeg har ikke tænkt det som noget specielt. De har altid været der, siger Cecilie, som godt ved, at mange andre nok ville rynke på næsen over den slags opgaver.
− At arbejde med dyr har givet mig meget som person. Jeg tror, det har gjort mig mere empatisk. Og jeg har lært at tage ansvar, tilføjer hun.
Læs også: Deler hjem med en lemur: Joan og Nikolai bor i egen zoo
Et særligt bånd
Cecilie rykker rundt på overtræksbukserne og retter på dunjakken, så det værste af frosten, der hænger stædigt i luften, bliver holdt ude. Det er sin sag at holde varmen, når arbejdsdagen byder på syv timer udenfor kun afbrudt af små pauser i det lille skur med varmeblæseren. Det gør dog hverken Cecilie eller hendes far noget.
Det er her mellem dyrene, de stædige frostgrader og de glade gæster, at de er allertættest på hinanden.De kan tale om alt, og alligevel behøver de sjældent at sige noget, for arbejdet har knyttet et særligt bånd mellem dem. Far og datter har både hinandens og dyrenes vaner og bevægelser inde på rygraden.
− Det er et frirum. At være sammen med dyrene giver virkelig et pusterum i hverdagen. Der kan jeg tænke på noget andet og blive distraheret fra resten af hverdagen, siger Cecilie, som ikke så meget som rynker på næsen over dagens opgave i det kolde vejr. Nej, hun hiver bare jakkens hætte længere ned og giver kamelen et ekstra kærligt klap.
Læs også: Lotte og Svends yngste fik leukæmi: Vi går efter drømmene
Dyrlægedrømme
Når man spørger Cecilie, om hun nogensinde har overvejet at tage afstand fra dyrene, der også er hendes fars passion, ryster hun overbærende på hovedet.
Mens andre bruger en stor del af teenageårene på at tage afstand til forældrene, har hun en hverdag med gymnasium, fritidsarbejde i det lokale supermarked, pleje af hendes egen hest, de mange ture med kamelerne og æslerne og en drøm: Hun vil være dyrlæge og blive endnu bedre til det med dyr.
− Jeg har aldrig villet sidde på et kontor. Jeg har altid været meget udenfor, og min far har lavet det med dyrene, så det er meget naturligt, at jeg vil være dyrlæge. Jeg er opvokset med det, understreger hun.
Læs også: Bubber: Cirkus er unikt og en genre for sig
Oplagt studiejob
Til trods for en fremtid, der tegner til at byde på et hårdt og krævende studie i København, har Cecilie ikke planer om at sætte turene med sin far og dyrene på pause. Det er tværtimod et oplagt studiejob, for tanken om at miste den nærhed til sin far, der følger med, har hun ikke lyst til at tænke på.
− Man knytter bånd til dyrene, så jeg ville ikke kunne undvære dem. Jeg vil tage hjem en gang imellem og hjælpe til, og jeg vil også stadig tage med ud.
− Vi laver tit sjov med, at når min far bliver for gammel, er det nok mig, som overtager. Det har altid været planen, siger Cecilie, mens hendes far ryster på hovedet.
Det er der heldigvis længe til endnu. Henrik er også kun lige fyldt 42 år og har ingen planer om at give op i forhold til dyrene foreløbig.
− Jeg elsker at leve med dem. Jeg lever med dem og af dem − i den rækkefølge. Jeg kan ikke undvære dem, for det ligger helt inde under huden på mig, fastslår Henrik. Sådan har hans datter det også.
