En hørehund er ren livskvalitet

Torsdag, 6. november 2014
af Johan Isbrand, foto: Max Steinar
Erika Larsen er døv og har stor gavn og glæde af sin hørehund Thor. Nu har hun etableret en forening, der arbejder for flere hørehunde i Danmark.
Formand Erika med hørehunden Thor, gemalen Henning og parrets vagthund Odin.
Formand Erika med hørehunden Thor, gemalen Henning og parrets vagthund Odin.

Førerhunde og deres rolle som blinde menneskers firbenede hjælpere er kendt af enhver dansker. Det kniber mere med kendskabet til hørehunde, selv om de er godkendt som hjælpemiddel for døve og hørehæmmede. Også foreningen hørehunde.dk har fået det blå stempel fra Danske Døves Landsforbund, men mangler endnu det store gennembrud i folks bevidsthed.

Erika Larsen, der er formand for foreningen, siger:

- Målet er selvfølgelig at udbrede kendskabet til hørehunde, men også arbejde for, at døve får de samme muligheder som blinde. I dag er det for eksempel ingen selvfølge, at kommunen betaler for en hørehund som hjælpemiddel. Hunden må heller ikke komme med sin ejer ind i supermarkedet, som en førerhund må. Og det kan der ellers være god grund til, for som døv bliver man jævnligt udsat for grove bemærkninger fra andre kunder, der tror, man er arrogant eller ikke gider flytte sig.

Læs om pigen Cecilie, der er født døv, her.

Manden er kasserer

- Foreningen har eksisteret i mindre end et år og er dermed stadig ny. Men nu er jeg gået på pension og har dermed meget mere tid til at fremme hørehundenes sag, siger 65-årige Erika, som senest har arbejdet som konsulent på Center for Hjælpemidler og Kommunikation.

Erika er født i Tyskland og blev som helt lille døv som følge af meningitis. Hun taler flydende, men for nemhedens skyld er der en døvetolk med ved interviewet. Erika bor uden for Kolding med sin to år yngre mand, Henning, som efter et arbejdsliv som statsautoriseret revisor i dag er på efterløn. Henning er hørehæmmet, men kan i modsætning til sin hustru høre en smule, og så er han i øvrigt kasserer i hørehundeforeningen.

En stor dværgpuddel

Erika har selv haft gavn af en hørehund i en årrække, og da hun sidste år skulle have en ny, faldt valget på puddelhunden Thor. Af flere grunde:

- Det er en allergivenlig hund, og vores yngste barnebarn har allergi. Derudover er den en rigtig familiehund og nem at opdrage. Thor elsker simpelthen at arbejde, fortæller Erika.

Det er snart jul. Få opskriften på en strikket julebluse til din hund her.

- Han er købt som dværgpuddel og er nøje udvalgt med det formål at kunne komme med på flyveture. Fem-seks gange om året er vi på familiebesøg enten i det norske eller på den anden side af Atlanten, og så er det altså mest handy med en lille hund som hjælpemiddel. Men nu har han faktisk vokset sig så stor, at vi betaler ekstra for at have ham med i flyveren, forklarer hun med et smil.

Sagt lidt forenklet er hørehunden den døves ører. Den skal henlede ejerens opmærksomhed på alt det, hun eller han ikke selv kan høre. Af samme grund er den for eksempel trænet i at søge øjenkontakt, hvilket ellers er i strid med en hunds natur.

Hund på hotelværelset

- Men en hørehund er selvfølgelig trænet til at opfylde individuelle behov. Og personligt har jeg eksempelvis brug for, at Thor kan give lyd over et samtaleanlæg, hvis jeg skal besøge venner, eller hvis jeg skulle være så uheldig at befinde mig i en elevator, der går i stå, siger Erika.

- En anden situation, hvor det er praktisk at have Thor, er, når vi overnatter på hotel. Normalt ville vi ikke kunne låse vores dør, for hvis der opstår brand eller andre nødsituationer om natten, kan folk råbe og banke alt, hvad de vil. Vi har ikke en chance for at blive advaret. Men når vi har en hund med, kan vi med god samvittighed låse af, og det føles trygt.

Lærenem og legesyg

I hørehundeforeningen har Erika allieret sig med hundetræner og adfærdsspecialist Tina Fisker, 46. Hun har egen hundeskole og 10 års erfaring i at træne de firbenede. Den første er tæt på at være færdiguddannet: Nema er 10 måneder gammel og ligesom Thor en puddel.

- Det overrasker mange, at vi kan bruge pudler som hørehunde. Men de er jo cirkushunde og utrolig lærenemme, arbejdsomme og lette at træne, siger Tina. Og Erika tager over:

- Selv kan jeg skrive under på, at livet med en hørehund er alt andet end kedeligt. Siden, jeg fik Thor, er mit liv blevet sjovere på alle måder. Jeg ser altid frem til at komme hjem og opleve ham springe højt op i luften og være klar til at lege. I det hele taget er han bestemt ikke en doven hund. Han brænder for at gøre en arbejdsindsats som hørehund, og det er ren livskvalitet at have ham i hjemmet, siger Erika Larsen.

Jennifer syr frakker til hjemløses hunde. Her kan du møde hende.

Populære artikler på familiejournal.dk

Opskrift på en anderledes æblekage
Opskrifter på nordisk strikSjov video: udbryder hesten Mariska


Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!

Kun 20,- per stk.