En hund blev Pias trøst i sorgen

Lørdag, 6. august 2016
af Jannie Øberg Foto Birger Storm
Da Pia Jensen mistede sin mor, fandt hun trøst hos en stor bamse af en hund. I dag har hun en ny hund, som er mester i at redde i vand

For godt fem år siden fik Pia Jensen en stor, dejlig newfoundlænder ved navn Smilla ind i sit byhus. Og det var en hund med et højt energiniveau og i starten kunne det være lidt trættende.

Det er dog ikke en dårlig ting, når man kan bruge sit høje energiniveau til at erobre titlen som første danske hund i eliteklassen inden for livredning i vand. Og gøre ”mor” Pia meget stolt.

– Hun er jo lidt mit ”barn”, nu jeg aldrig selv har fået børn, siger Pia på 40 år og kigger med let bøjet nakke kærligt på sin store bamse ved siden af sig i sofaen.

Læs også: Forfatteren Lene Kaaberbøl bor sammen med seks store hunde

Historien om Pia og newfoundlænderen starter dog en del år tidligere og under nogle lidt mere sørgelige omstændigheder. Dengang hed hunden Cleo. En lille hvalp, som havde alt det, som Pia havde brug for – lige der i hendes 29-årige livs mest sørgelige periode.

Hunde-terapi

Pia er vokset op i et villakvarter med sin mor, far og storebror lidt uden for Nykøbing Falster. Hun måtte ikke få en hund, men interessen for dyr kunne hun dyrke kun 200 meter fra barndomshjemmet på en gård, hvor der var rideskole. I Pias teenageår blev gården dog solgt til Mette Krohn, som startede bostedet for piger, Adriansminde. Hun bevarede også rideskolen og gav huset endnu mere dyreliv med geder, æsler, kaniner og hunde.

–Mette blev hurtigt en af mine fortrolige trods aldersforskellen på 17 år. I dag er hun en nær veninde, som jeg holder meget af, fortæller Pia.

Så da Pias mor for 11 år siden fik kræft, kom hun mere og mere hos Mette – faktisk hver eneste dag. Og Mette var hurtig til at foreslå Pia, at hun kunne tage newfoundlænderhvalpen Cleo med de store bedende øjne med sig.

– Jeg var meget involveret i min mors sygdomsforløb. Det var vigtigt for hende – og for mig selv. Men når sygdom kommer så tæt på, så har man altså også brug for at komme ud og blive luftet igennem.

Så dagligt sad Pia ved vandet og strøg den store hundehvalp over hårene.

– Det var ren terapi. De har så meget empati, de hunde.

Moderen døde som 59-årig efter et hårdt år med sygdom. Familien tog en smuk afsked med hende, men den efterfølgende sorg var alligevel så tung, at Pia ikke kom på gården, som hun plejede. Lille Cleo nægtede at spise, for hun savnede sin følgesvend. Da en uge var gået, måtte Mette ringe og bede Pia om at komme. Og enden på historien blev, at Cleo flyttede ind hos Pia.

Startede på vandsport

Og Mette havde flere esser i ærmet. Da hunden var blevet lidt ældre, kom hun med en våddragt til Pia og forklarede hende, at hun skulle begyndte til vandsport med sin bedste ven.

Læs også: Her er de mest populære hundenavne

– Jeg sagde nej. Men alligevel fik hun mig overtalt, og i dag er det en rigtig stor del af mit liv. Jeg tror faktisk ikke, jeg siden har været på en ferie uden at have min våddragt med. Men som bekendt blev det ikke Cleo, der nåede til tops i den nye sportsgren. Cleo døde, da hun var 7 år.

Mette vidste, at hun ikke kunne leve uden en ny newfoundlænder. Så nu har hun

Smilla, som her i sommer blevet både svensk og dansk vand-champion og dermed som første hund i Danmark med disse titler.
Siden er også Blondie kommet ind i familien, så Pia har to hunde at hygge sig med.