Jeg er vokset op i en familie, hvor både min far og mor arbejdede som sygeplejersker på et af byens store hospitaler. Min storesøster, Janne, valgte at læse medicin og er i dag anæstesilæge. Mine forældre håbede, at jeg ville gå samme vej, og begyndelsen var da også god nok. Jeg tog en virkelig flot studentereksamen, og karaktererne var høje nok til at komme i gang med medicinstudiet. Efter min eksamen havde jeg brug for et sabbatår. Mine forældre og min søster pressede på for, at jeg skulle droppe det. De syntes, det var dumt bare at gå og lalle rundt, som de sagde. Det havde jeg nu heller ikke tænkt mig. Jeg drømte om at finde et job, så jeg kunne rejse lidt ud i verden, inden jeg kastede mig over medicinstudierne.
Det kom ikke til at gå sådan. Jeg fandt godt nok et job. Jeg blev ansat som afløser på et plejehjem, og jeg blev faktisk så begejstret for arbejdet, at jeg helt droppede tanken om at læse videre. Hvorfor skulle jeg det, når jeg i hele kroppen mærkede, at arbejdet med de ældre borgere lige var mig?
– Du bliver en rigtig god læge, sagde plejehjemmets leder til mig, da vi som sædvanlig holdt en kort pause midt på formiddagen. – De gamle holder meget af dig.
– Jeg holder også af dem, svarede jeg, og jeg mærkede, at det klemte lidt om hjertet, for jeg vidste, at det ikke ville falde i god jord derhjemme, hvis jeg fortalte, at jeg ville opgive studierne og i stedet blive sosu-assistent.
Sådan gik det også. Da jeg en aften fortalte min mor om mine planer, lagde hun hovedet tilbage og grinede.
– Hold op med det pjat, sagde hun muntert. – Det er fint nok, at du tjener nogle penge lige nu, men… hun tav og så på mig. Smilet om hendes mund stivnede. Så rystede hun overbærende på hovedet. – Du er stadig skoletræt, sagde hun. – Det går nok over igen. Nyd du bare et år, hvor der ikke er forpligtelser.
Hun lod det være ved det, og jeg sagde heller ikke noget. Det kunne jo være, hun havde ret. Måske holdt jeg bare så meget af arbejdet på plejehjemmet, fordi det var helt anderledes end at sidde bøjet over lærebøgerne. Senere spurgte jeg mine forældre, hvorfor de så gerne ville have, at jeg blev læge.
– I har ret store ambitioner på mine vegne, sluttede jeg.
Læs også: Mine børnebørn syntes jeg var kedelig
– Vi tænker på din fremtid. De gode karakterer, du fik, skal da udnyttes. Du skylder faktisk, at du bruger dine evner på bedste måde.
– Skylder? Jeg så fra den ene til den anden. – Hvem skylder jeg?
Min mor vekslede et hurtigt blik med min far.
– Hele verden måske. Sagde hun og slog bredt favnende ud med armene.
Jeg kunne ikke lade være med at grine, og heldigvis lo de med.
– Lad os nu se, sagde min far. – Det kan være, du kommer på andre tanker.
– Jeg ved godt, at min studentereksamen er god, sagde jeg. – Men det betyder ikke, at jeg også vil blive en dygtig læge. Hvis I vidste, hvor meget det giver mig at arbejde med de gamle, så…
– Du kommer til at kede dig, afbrød min mor.
Læs også: Valdemar passede på Mathilde
Hendes ord gjorde mig vred. At arbejde på et plejehjem handler om rigtig meget. De ord, hun netop havde sagt, var nedværdigende. Selvfølgelig var der en del rutineopgaver, men det var kun en biting. Beboerne havde en viden, der var helt uden grænser. Dem, der kunne fortælle om fortiden, var en kilde til evig undren. De er en del af den historie, vi andre lever vores liv på. Jeg besluttede at se stort på mine forældres ambitioner. Jeg uddannede mig til sosu-assistent, og ikke et øjeblik har jeg fortrudt. Jeg elsker mit job. Jeg elsker, når jeg sidder i et møde, og vi sammen kan finde ud af, hvordan vi kan gøre beboernes og dermed vores egen hverdag mere indholdsrig trods begrænsninger. Mest af alt elsker jeg, når jeg sidder med en gammel hånd i min og hører et menneske fortælle om et levet liv.
Jeg har nu arbejdet på plejehjemmet i fem år. Jeg fandt min mand gennem jobbet, for jeg passede hans mormor. Keld er mekaniker. Han har sit eget værksted, og han nyder sit arbejde lige så meget, som jeg nyder mit. Heldigvis har mine forældre begravet de ambitioner, de havde på mine vegne. De mærker og ser, at jeg fik mine egne ambitioner opfyldt, og det er, når alt kommer til alt, det vigtigste.
