Allerede i folkeskolen havde jeg et skævt syn på mit udseende. Jeg fik aldrig smidt hvalpefedtet, og mine runde former betød, at jeg ikke kunne gå i det samme stramme tøj som mine veninder. Usikker, som man er i den alder, drømte jeg kun om at være som de andre, og jeg tænkte ofte, at mit liv ville være meget bedre, hvis jeg bare tabte nogle kilo.
Det var lige inden sommerferien, før jeg skulle op i 2. g i gymnasiet, at jeg tog beslutningen. Jeg ville være slank. Det blev nogle måneder fyldt med træning og kalorietælling. Jeg var så fokuseret og målrettet, at jeg undgik alle sociale aktiviteter. Jeg ville hverken med til stranden eller have en is med veninderne, fordi jeg ikke følte mig tilstrækkelig tynd endnu. Og min indsats gav pote. Efter ferien troppede jeg op i et par jeans, der var to størrelser mindre end dem, jeg plejede at gå i. Komplimenterne regnede ned over mig.
Læs også: Valdemar passede på Mathilde
– Wow, hvor er du blevet flot, sagde alle mine kammerater. Det var der aldrig nogen, som havde fortalt mig før, og jeg modtog deres ros med blandede følelser. For var det virkelig det, som skulle til, før jeg blev bemærket? Samtidig var det selvfølgelig en berusende sejr. Jeg havde bare et problem. Jeg trivedes slet ikke med slankekosten. Det skete ofte, at jeg sagde nej tak til en cafétur eller en middagsinvitation, fordi jeg var bange for at tabe kontrollen – indtil den dag, hvor jeg ikke længere kunne holde til det. Jeg har nemlig altid elsket god mad. Både at lave og spise den, og helst i selskab med familie eller venner. Det varede derfor ikke længe, for kiloene røg på igen. Og da jeg nåede op på min gamle vægt, følte jeg mig så tyk og grim, at jeg på ny isolerede mig.
Læs også: Pelle fik afværget nabokrigen
Sådan stod det på i nogle år. Vægten gik op og ned, men jeg var aldrig helt tilfreds. Jeg var enten slank og livsens ræd for at tabe kontrollen eller rund og flov over min krop. Når jeg kigger tilbage på de år, ærgrer jeg mig over, at jeg nægtede mig selv at leve fuldt ud og bare være glad. Jeg tænkte altid, at livet ville blive sjovere, når jeg engang i fremtiden blev slank og derfor rigtig kunne folde mig ud.
Vendepunktet kom, da jeg mødte Johan. Vi var til fest hos en fælles ven og blev tiltrukket af hinanden med det samme. Vi snakkede og dansede sammen hele aftenen, og luften var elektrisk. Jeg var inde i en af mine slanke perioder, og jeg syntes, det var et mirakel, at jeg fangede Johans interesse. Han var min drømmemand. Han var sjov og varm, og vi havde fælles interesser. Ligesom mig havde han en passion for rejser og madlavning. Og snart sneg kiloene sig på igen. Samtidig begyndte de spydige kommentarer at komme: – Hov, er det ikke kærlighedshåndtag, du har fået der, sagde en studiekammerat en dag og kneb mig i siden. – Kærestefælden er smækket i, grinede en anden, mens en del undrede sig over, om jeg var blevet gravid.
Læs også: Min døtre kunne ikke enes
Nu kom panikken krybende. Tænk, hvis Johan ville forlade mig. Jeg begyndte at træne hysterisk og spiste mindre end nogensinde. Men Johan så lige igennem mig og forsikrede mig om, at det var min personlighed, han elskede, og ikke min vægt. Det tog lang tid, før det sank ind, men endelig fandt jeg min madglæde igen. Måltiderne blev noget spændende og socialt, som jeg kunne nyde uden dårlig samvittighed. Vores forhold endte senere af andre årsager, men det blev startskuddet til, at jeg sluttede fred med min krop. Jeg fortsatte med at spise normalt, men jeg bevægede mig også, for det var jeg kommet til at holde af.
I dag er jeg buttet, men stærkere og gladere end nogensinde. Både fysisk og psykisk. Og jeg er sikker på, at det kan ses på mig, for jeg får en masse positiv opmærksomhed. Jeg er udmærket klar over, at min vægt er langt fra idealet, men jeg trives med min krop, og jeg ved nu, at skønhed kommer indefra. Måske er det blot den halve sandhed, men min oplevelse er, at man kun stråler, hvis man virkelig holder af sig selv. Det eneste, jeg ville ønske, er, at jeg langt tidligere havde tilladt mig selv at være glad og tilfreds.
