Engang var han en bandit

Roberts børn har med garanti nogle af de reneste hænder i Hellevad, der ligger 15 kilometer vest for Aabenraa. Og hans hus er måske det eneste hus i byen, hvor børnene hænger deres overtøj på plads med det samme, når de kommer hjem.

Robert Holm i Hellevad har fem børn: Janni på 15, Tobias på 10, Anne på otte og tvillingerne Lui og Lea på seks år. Det er ikke, fordi de er nogle alt for artige børn, men de er alene med deres far, og de gør, som han siger. Det gør de, fordi de elsker ham, og fordi de ved, det betyder meget for Robert, at der er orden i deres hus. Og så handler det også om tryghed for både Robert og børnene.

Børnene bor med deres far, efter at forældrene er blevet skilt, og deres mor er flyttet. Forandringer kan være svære at forstå, når man stadig er et barn og helst vil have, at alt er, som det plejer. Det er netop derfor, Robert gør, hvad han kan for at give sine unger tryghed, masser af tryghed, og i hans verden betyder det ordnede forhold, god mad og masser af tid sammen. Han siger selv, at han engang var en bandit. Nu er han mest bare en far, der gør det, så godt han kan, hver eneste dag.

Derfor får han Familie Journals Julekurv, som hans venner Helle Seidelin og Holger Jensen har indstillet ham til at modtage.

Læs også om Aviaja der også fik en Julekurv

Tingene er ikke altid, som de ser ud til. Heller ikke her hos Robert og hans børn. Hunden, som næsten er den mindste hund, man kan få, hedder Tyson, opkaldt efter en stor og stærk bokser. Robert er en stor og kraftig mand, der hygger om sine børn, elsker at lave mad og gerne vil dele opskriften på hjemmelavede gule ærter med andre.

Måske ligner han en bandit. Nogle tatoveringer og sådan cirka 170 kilo fordelt på 177 centimeter gør, at Robert er sådan en mand, man lægger mærke til. Da han var lille, lærte han at slå fra sig, når nogen generede ham eller hans familie. Det gjorde man der, hvor han kommer fra.

– Jeg har aldrig kunnet tage, når nogen slog på kvinder eller på dem, der er svage. Jeg bliver rasende indeni, og så slår jeg. Eller det gjorde jeg, og måske har jeg slået lidt for mange gange i min tid, siger Robert.

I takt med at knægten med den vanskelige barndom blev voksen, blev han også større og stærkere. Når man ikke har så meget at miste, roder man sig tit ud i noget, man hellere skulle have ladet være med. Det gjorde Robert.

Angst og depression

Han mødte sin kone, børnenes mor, i 2002, da han var 21 år. De slog sig sammen, og gradvist ændrede meget sig. Robert blev voksen, men han blev også syg i 2008.

– Jeg begyndte at få ondt ved hjertet – eller det troede jeg i hvert fald, det var. Jeg blev faktisk sur på lægen, fordi han ikke troede på mig, men han fortsatte med at undersøge mig og sende mig videre i systemet. Det viste sig så, at jeg havde fået angst og en depression. Jeg havde mit eget autoværksted et års tid, men nu er jeg førtidspensionist, selv om jeg kun er 39 år. Det havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive syg på den måde og ende med en pension, fortæller Robert og fortsætter:

– Da jeg blev syg med depression, havde vi fået Janni, og så kom de andre børn bagefter, men konen og jeg, vi voksede hver vores vej, og for to år siden flyttede hun. Jeg har altid tænkt, at hvis man kan lave børnene, kan man også tage sig af dem, så jeg kunne ikke forestille mig, at jeg ikke skulle have dem.

Læs også om Mette og hendes stomi

Helt alene er han ikke om det. I gamle dage sagde man, at der skulle en hel landsby til at opdrage et barn. I dag er det kommunen, der har tilbudt Robert at hjælpe ham, og Robert har sagt ja tak.

– Jeg er ikke bange for at miste mine børn, fordi jeg har erkendt, at jeg har brug for hjælp en gang imellem. Børnene har haft det svært efter skilsmissen, og der er mange praktiske ting, som jeg ikke vidste så meget om. De små kommer i aflastning hver anden weekend hos en anden familie, hvor de også kan hjælpe børnene med lektierne, og så snakker jeg meget med forskellige vejledere, for de vil jo børnene det bedste – og det vil jeg jo også, siger Robert.

– Mine børn skal have al den tryghed, de har brug for, og den kan jeg give dem. Jeg kan også give dem betingelsesløs kærlighed. Nogle gange tænker jeg, at børnene godt nok er afhængige af mig, men at jeg også er afhængig af dem. Uden dem tror jeg ikke, jeg kunne leve mit liv.

Rengøringstornado

Om dagen, når børnene er i skole, passer Robert hus, have og hund og laver mad, mens han skotter til uret, for han ved præcis, hvornår skolebussen ruller ind i byen. Når hele flokken så kommer hjem, tager far imod med eftermiddagsmad og sodavand, og ingen far har set mere stolt ud end Robert, da den ældste datter henkastet siger, at hun fik 10 i fremlæggelse i skolen.

Der er orden på sagerne og hjemmelavet mad på bordet hver dag. Eller næsten hver dag. For Robert tillader kun købepizza hver 14. dag. Resten af tiden serverer han hjemmelavet mad. Han er ekspert i medisterpølse og serverer hønsesalat i baconskaller efter egen opfindelse. Det er en far med mange talenter, og hvis man spørger ud i rummet, hvornår far bliver sur, er svaret énstemmigt og klart: ”Når vi ikke gør, som han siger.”

Robert er også en sand rengøringstornado. Her tager ingen slik af slikskålen uden at bruge en ske, ingen smider med tingene, og vinduerne er poleret så godt, at fuglene nærmest flyver ind i stuen. Alle børn er rene og pæne, men det vigtigste er, at de langt hen ad vejen alle er glade, selv om det ikke altid er så nemt, som det ser ud til.

– Børnene har haft det svært med skilsmissen. De savner deres mor, og det kan jeg ikke tage fra dem, men jeg kan være hos dem, slår Robert fast.

Derfor er hans fredagsaftener nu fulde af Disney Sjov og fredagsslik, og der bliver kaldt på far tusind gange på en dag. Der er problemer, store eller små, hver dag, som der er i alle børnefamilier, men Robert og børnene gør deres bedste hver eneste dag, og mere er der ingen, der kan gøre. Og det er da ikke så dårligt klaret af en mand, der engang var en bandit. Det siger han i hvert fald selv, at han var.