Jane Aamunds juleserie: Julekalenderkrisen - del 1:6

Kapitel 1: Julekalenderkrisen

Hvert år den 31. november var der i vores hjem samme stemning som før en teaterpremiere. Det var nemlig den dag, papæskerne med julestadsen blev hentet op fra deres gemmer i kælderen.

Det var også på novembers sidste dag, at vores julekalender skulle samles. Jeg ved ikke helt hvorfor, men hvert år ankom den i store papplader, som skulle samles som et Ikea– møbel ud fra de medfølgende anvisninger om, at flap A skulle puttes ind i hullet på den stiplede linje ved B og så videre.

Den julekalender, jeg husker bedst, var en flot, gul postvogn, som var læsset med gaver og med en hest spændt for.

Mor havde bagt æbleskiver, og far havde komponeret den første gløgg, som kunne gøres stærkere, efterhånden som vi nærmede os jul.

Der var købt marcipan og frugtfarve, og mens hyggen bredte sig, kom vi marcipanen ned i de forme, mor havde gemt helt fra sin tid på slægtsgården Nørre Vinkel ved Lemvig, hvor hun var vokset op.

Der var en gris, der skulle have rødt halsbånd på, og der var nisser med røde huer. Marcipanen skulle presses nøjagtig ned i formene, der var smurt med lidt olie, og bagefter skulle de males, og så stod de til næste dag, hvor de skulle op af formene og i æskerne, så de kunne være præsentable og lækre til de mange gæster, vi fik, når det var juletid.

Der duftede af gran, som stod i vaser rundt om i stuen, og vi spiste æbleskiver, mens far sad med saksen og samlevejledningen til postvognen.

Mor sad ved siden af, og selv om æbleskiverne var helt perfekte, virkede hun noget nervøs, og vi fik strenge formaninger om ikke at sætte fedtede fingeraftryk på postvognskalenderen.

– Far! Du kom til at klippe for tæt til det ene hjul! sagde jeg.

Far svarede, at det skam ikke var let, og at han ikke forstod, at dem, der lavede kalenderne, ikke kunne gøre det lidt lettere for folk at forstå den indviklede forklaring.

– Står der ikke, at man skal bruge lidt lim? spurgte mor, og far sendte hende ud og finde noget lim, mens han brummede, at man da ikke bare kunne gå ud fra som en selvfølge, at folk, der købte julekalenderen, helt automatisk havde lim i huset.

Efter en halv times tid kom min mor tilbage med en sammentrykt limtube.

– Altså! Det her er umuligt, Johanne. Vil du gå ind og hente mig en stor whisky soda? Æbleskiverne er fortrinlige, men hvis jeg skal samle denne her, så må jeg have noget at styrke mig på! sagde far.

Mor ilede afsted og kom tilbage med en stor whisky soda.

– Av for satan! Nu klippede jeg mig i fingeren! Hvor er det ark med julegaverne, der skal ligge oven på postvognen? brummede far.

Vi rodede rundt i arkene, der lå spredt ud på bordet sammen med æbleskiverne, limen, fars whisky og mors kinder blussede, og hun havde røde pletter på halsen.

– Nu er klokken mange, og I skal i seng, sagde hun.

Vi havde fået lov til at lave guirlander. Det var dejlig nemt, for papirstrimlerne skulle bare limes sammen, så de dannede en kæde. Men i morgen skulle stuerne pyntes, og det første stykke julepynt, der blev hængt op, var den lille juleklokke.

Den blev altid hængt op om morgenen, og den havde rød sløjfe på og gav en dejlig kling– klang– lyd, som vi alle forbandt med julen.

Herefter blev de små julehuse stillet op. Der var et pandekagehus ligesom det i eventyret om Hans og Grete. Man kunne stille et fyrfadslys inde i huset, så vinduerne lyste.

Juletræet var ikke købt endnu. Det blev købt den første uge i december og blev stillet ud på terrassen, til det skulle ind i varmen og pyntes.

Pludselig rejste far sig op og sagde med høj stemme: – Nu kan det være nok! Jeg klager til det forlag, der har solgt sådan en uduelig postvogn. Svindel og humbug, den kan overhovedet ikke sættes sammen!

Asger, Bjarke og jeg råbte: – Nej, vi vil have postvognen!

Men far var hverken til at hugge eller stikke i.

– Jeg går i hvert fald i seng nu, og I skal også i seng, så I kan være friske til i morgen! sagde han.

Næste dag skulle vi spille krybbespil i skolen, og jeg skulle spille hyrde.

– Hvorfor er det Tove, der skal være jomfru Maria? Du er da lige så pæn. Havde du ikke læst på dine replikker? ville far vide.

Jeg nikkede og sagde: – Jo, men jeg har mere at sige som hyrde. Jomfru Maria skal jo bare sidde der med babydukken, der skal være Jesus.

Birthe fra klassen skulle spille Josef, og vores lærer, Frøken Andersen, var god til at tegne, og hun havde tegnet en julekalender på tavlen med stearinlys, som vi hver dag skulle farve flammen gul på.

Asger gav mor saksen og arket med postvognen.

– Mor, vil du ikke godt prøve? bad han, og mor nikkede.

Far tømte sin whisky og sagde godnat til os, og så gik han i seng.

Mor kaldte på vores barnepige, Norma, som skulle lægge Asger i seng. Jeg var stor nu, havde mit eget værelse med håndvask, og Asger og Bjarke sov sammen i køjesenge.

Mor kom ind og bad aftenbøn med os.

– Nu lukker sig mit øje, gud Fader i det høje i varetægt os tag fra synd og sorg og fare, din engel os bevare som ledet har min fod i dag, Amen.

Og så gik hun ud og lukkede stille døren.

Hun gik i seng, og da hun kunne høre far snorke, listede hun ind i spisestuen, hvor julekalenderen lå spredt med papirstumper og lim. Og i kraft af hendes vestjyske stædighed stod postvognen med julegaverne færdig klokken 3 om natten, og hun kunne gå i seng.

Da vi vågnede, stod postvognen midt på spisebordet, og vi råbte: – Tak, mor! Hvor er du dygtig. Se, far, den har mor siddet og lavet hele natten!

Far nikkede og strøg mor over håret.

– Ja, Johanne, jeg kan jo ikke sådan noget. Mine fingre er alt for store til den slags småpilleri. Men det er også din jyske stædighed!

Mor lo, og vi glemte aldrig den gule postvogn.

Det var Bjarke, som fik lov til at åbne det første vindue i postvognen. I den første decembers vindue var der en snemand med gulerod som næse og kulstykker til øjne.

Det var et dejligt øjeblik, da mor pakkede juleklokken ud og hængte den op. Da den var hængt op i det røde silkebånd, og far ringede med den, vidste vi, at nu nærmede sig det bedste, vi vidste: en hel lang måned med julehygge og travlhed – især i køkkenet.

Nu rykkede moster Karen ind, for hun var den bedste til at bage, fordi hun som sygeplejerske var så omhyggelig og overholdt opskrifterne fuldstændig, som de var.

Mor var en mester i køkkenet og kunne lave de mest indviklede retter, som far fandt i sine franske kogebøger, og også retter fra det gamle herregårdskøkken. Han fandt opskriften, skrev den af og gav den til mor, og så lavede hun den.

Her ved juletid var det dog mor, der suverænt bestemte, hvad der skulle foregå i køkkenet. Hun nød det, selv om det betød hårdt arbejde fra morgen til aften.

Vi havde vores barnepige Norma og hendes søster Rigmor til hjælp i huset, men de tog sig af rengøring i huset og passede os, så vi ikke gik i vejen for mor og moster Karen i køkkenet.

Først bagte mor finskbrød, jødekager, specier med mandler og det allerbedste: vaniljekranse.

Kødhakkemaskinen blev skruet godt fast på køkkenbordet, og mens mor drejede på håndtaget, sørgede moster Karen for, at den lange dejpølse blev lavet til fine vaniljekranse, der alle var helt ens i størrelsen.

Bjarke sad på et tæppe oppe på køkkenbordet og fulgte med i, hvad der skete, og spiste småkager, og den dag i dag starter han selv juleforberedelserne i begyndelsen af december og laver lækker julemad til børn og børnebørn.

Da far havde ringet med juleklokken, begyndte vi at pynte.

Vi havde ikke kravlenisser, men smukke juledekorationer med gran og kogler, og der var lys i sølvlysestagen.

Far hørte radio– gudstjeneste hver morgen, før han fulgte os til skole, og han blev tit til morgensangen på skolen.

Jeg syntes, det var så pinligt, når han pludselig satte i med sin operastemme. Han havde en basstemme, der mindede meget om de russiske kosakstemmer, og det var, lige så ruderne klirrede i gymnastiksalen, når han sang med på julesalmerne.

Mine kammerater grinede og pegede og sagde: – Det er Janes skøre far, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at være lidt stolt af ham, og både rektor og vores musiklærer hr. Savery elskede, når far sang med.

Hver aften i de første uger af december lavede vi julestads.

Vi klippede julehjerter, og mor lavede marcipansnitter, og vi børn lavede havregrynskugler til at putte i hjerterne, for der skulle altid være godter på træet.

I skolen fik vi hver dag i dansktimen læst et kapitel af ”Peters Jul” højt.

– Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid, stod der, og jeg ved ikke, hvad der er sket, men dengang var der altid sne ved juletid, og endnu mere omkring nytår.

Vi kørte på kælk ved Gentofte Sø, som altid frøs til, så vi kunne løbe på skøjter.

Tante Valborg blev indkaldt, så hun kunne reparere alt linned og alle håndklæder, der var i stykker, og for at hun kunne stoppe strømper.

Dagene gik så hurtigt.

I den tredje uge af december kom bedstefar fra Lemvig, og det glædede vi børn os altid meget til.

Bedstefar blev julen over, og mor glædede sig også, men far glædede sig ikke.

Bedstefar var ikke nem, og far havde ikke glemt, hvordan mors indremissionske familie i Lemvig ikke ville kendes ved mor, da hun ventede mig, og mine forældre endnu ikke var gift.

Far var på det tidspunkt stadig gift med sin første hustru, og hun ville ikke lade sig skille, og der gik syv år, før de kunne blive gift.

Herefter tog de min mor til nåde, men far glemte aldrig, hvordan de havde udstødt mor fra deres familie.

Vi kunne godt lide bedstefar.

Vi forstod ikke, hvad han sagde de første otte dage, men senere forstod vi alt på trods af den stærke, vestjyske dialekt.

Jeg syntes, bedstefar var helt eksotisk, og jeg kunne godt lide at vise ham frem for mine kammerater.

De havde aldrig set en mand som bedstefar, der kom helt ovre fra Lemvig.

Bedstefar elskede også os, men han havde en mærkelig måde at vise sin kærlighed på.

Han hev os i ørerne og råbte på vestjysk: – Wa hedder præstens røde ko?

Og når vi så råbte – Aav!, så morede han sig og sagde: – Nåh, hedder den AV?

Min far så irriteret på ham og sagde: – Det er en mærkelig måde, De viser Deres kærlighed til mine børn på, svigerfar!

Dengang sagde man De til sine svigerforældre i København, men i Lemvig sagde man du til alle.

Far tog hver dag ind til byen til vores bageri, Wienerbageriet på Købmagergade, men han var også inde for at bestille alt, hvad vi skulle have til juleaften.

Ænderne og gåsen fik vi fra Lolland, hvor far og mor kendte nogle landmænd.

Far købte ind, for det var han bedst til, og de handlende havde det morsomt med far, der altid udpegede det bedste i forretningen, mens han fortalte historier og altid kom først i køen, fordi han skubbede sig frem med sin støt voksende mave.

Mor tog os med til stormagasinernes juleudstillinger.

Vi besøgte Magasin, Illum og det daværende Fonnesbech, der lå på Strøget over for Illum.

Dette år var Den islandske kæmpe klædt ud som julemand.

Han var 2,34 meter høj og havde de første år af sit liv vokset som normalt, men pludselig var han begyndt at vokse abnormt, og han voksede stadig.

Lægerne på Rigshospitalet prøvede at stoppe væksten, men uden held, og den arme mand blev fremvist på markeder, og den vinter stod han altså udklædt som julemand uden for de københavnske stormagasiner, hvor kun de modigste børn turde gå hen og hilse på den enorme mand.

De andre turde ikke, men jeg syntes, det var synd for ham, og gik hen og ønskede ham glædelig jul.

Han havde en kæmpestor, strikket vante på, og hans hånd var på størrelse med et lille bord.

Mit hjerte hamrede, både fordi jeg var lidt nervøs, og fordi jeg syntes, det var så synd for ham, at han ikke kunne leve normalt og finde en kone og få nogle børn, fordi han var så stor.

De andre juleudstillinger var mere hyggelige.

Der var nisselandskaber med nisser og dukker, der kunne bevæge sig.

Der var et leben på Strøget, og jeg husker det, som om alle folk var glade.

Mor nød at være lidt væk fra køkkenet, og Norma og Rigmor, som altid havde fridag om onsdagen, tog også ind til byen og så på julestadsen og drak kaffe i et af stormagasinerne.

Asger ønskede sig en brandbil, der kunne sprøjte med vand, og Bjarke ønskede sig en mølle, hvor man kunne hejse en lille melpose op med et håndtag.

Vi gik rundt og kiggede i den fine Thorngreens Legetøjsbutik, der havde de yndigste dukker.

De var så fine og havde små kufferter med tøj i og små bøjler, man kunne hænge tøjet på.

Men de var for dyre, sagde mor.

Jeg var ikke til at trække ud af forretningen, for jeg havde set en særlig fin dukke, der havde både en lyserød babykurv og et skab med tøj i, og jeg var helt fortryllet.

– Jane, vi skal hjem, sagde mor. – Far tager julekage med fra bageriet, og så kan I skrive ønskesedler, når vi kommer hjem.

Vi skulle både med sporvogn og bus, inden vi nåede Gentofte og Skolebakken 1, hvor vi boede.

Der var altid ballade med Asger i sporvognen, for i bivognen var der et rat, som skulle bruges, når sporvognen skulle i remisen.

Det lignede et bilrat, og Asger ville altid sidde ved det og lade, som om han styrede, og hvis der var en anden dreng, der også ville styre, blev der slagsmål, og mor blev både flov og rigtig vred.

Engang måtte hun stå af med Asger, før de var hjemme, og hun havde givet ham både rusk i armen og en endefuld.

Men han sagde bare: – Jeg kan ikke mærke noget!

Mor sagde ikke til far, hvad Asger havde sagt og gjort, for hun vidste, at far ville blive rigtig vred.

Jeg sladrede til gengæld til far, for ellers ville Asger bestemme det hele.

Nu kunne jeg ikke tæve ham mere, for han var blevet stærkere end jeg, så alle kneb gjaldt.

Far kom hjem fra Wienerbageriet med julekage og fortalte, at vores mester i bageriet, mester Mazanti, var ved at lave en julegave til os.

Det var et rigtigt hus af chokolade og marcipan, men vi ville først få det et par dage før jul.

Jeg gik i Ingrid Jespersens Pigeskole, og Asger gik i Krebs’ Skole.

Begge skoler lagde vægt på disciplin, især Krebs’, hvor drengene skulle have en lille kasket på med en hane og skolens navn.

Rektor Schmidt var skrap. Han var mester i at slå lussinger, og jeg kan stadig huske hans magre hænder med de tydelige blodårer.

Han ramte plet, smæk, lige på kinden, hvis man var fræk, og der skulle ikke meget til.

Om morgenen stod han ved døren, mens skoleklokken ringede, og alle drengene sprang ind og gav sig til at marchere, et, to, et, to ind i deres klasser.

Asger gik i 1. klasse, og hans lærerinde var sød og hed frøken Lampe.

Alle klasserne havde navne efter kendte danskere.

Asger gik i 1. H.C. Andersen, og drengene i parallelklassen gik i 1. Ludvig Holberg.

Det var tradition, at to legetøjshunde, en mops og en puddel, hver lørdag fik nathuer på, og børnene sagde i kor: – Godnat, Jokum, godnat, Morten, og så havde de fri.

Rektor havde to gravhunde, der hed Lakrids og Kanel, og når drengene mødte dem på tur med rektor Schmidt eller en af lærerne i Østre Anlæg, så bukkede de og tog kasketten af, som rektor Schmidt havde lært dem.

Man skulle bukke, slå hælene sammen og af med Krebsehuen, hvis man mødte nogen, man kendte.

Min skolelærer, frøken Andersen, var ikke så populær blandt de andre lærerinder på skolen, fordi hun ikke gik med brystholder.

Vi piger syntes til gengæld, hun var rigtig sej, og hun gjorde juleforberedelserne til en fest.

Vi gik også i skole om lørdagen, hvor vi fik fri klokken 13.

Lige med undtagelse af de jødisk ortodokse piger i skolen, der aldrig kom i skole om lørdagen, for da var det sabbat.

Den første uge i december var gået godt, og når vi var lagt i seng, listede vi op igen for lige at se de pyntede julestuer, og der sad far og mor og hyggede sig med natmad, øl og snaps til far, og Schubert på grammofonen.

I næste uge skulle vi lave konfekt af marcipan og chokolade, og det værste: bedstefars ost, der hed Pottkäse.

Det var osterester, der blev gemt hele året i et syltetøjsglas med lidt rom over, og den lugtede fælt, og somme tider var der også små mider i, der hang i bedstefars skæg.

Føj, hvor var det ulækkert.

Men han elskede sin datters Pottkäse, og nu var der kun to uger, til han kom på sit årlige julebesøg.