Nok flyttede den i dag 31-årige Karina Hermansen til København i en årrække og efterlod sin søn Emil på Bornholm hos sin far, som hun ikke længere var sammen med, for blandt andet at uddanne sig til coach. Men hun føler ikke, hun flygtede fra noget.
– Jeg kunne bare mærke, at jeg var nødt til at få arbejdet med mig selv og få mig en uddannelse. Det kunne jeg gøre i København. Jeg hadede at skulle flytte fra mit barn. Men jeg tror stadig på, at det var det bedste at lade ham blive på sin fødeø i trygge og velkendte rammer.
- Jeg var stadigvæk en kæmpe del af hans liv, og det var meget intenst, når vi sås i weekender og ferier. Vi hyggede os virkelig og blev hinandens fortrolige, forklarer Karina.
Hun blev allerede gravid med den nu 14-årige Emil som 16-årig, og inden da havde hun levet livet, som var det en krigszone, hun befandt sig i. Hver dag skulle hun beslutte sig for, om hun ville gøre modstand, tage straffen eller flygte. Effekten ville være kortvarig uanset hvad, for krigen foregik i hende selv.
– Jeg følte ofte, at jeg var i vejen derhjemme. At min mening ikke havde nogen værdi. Ingen så mig. Jeg var faktisk helt overbevist om, at folk ikke ville opdage det, hvis jeg pludselig forsvandt, siger Karina, der for længst er vendt tilbage til sin barndoms klippeø og flyttet sammen med sønnen igen.
Et klemt barn
Karina voksede op på en gård med sin mor, far og to storebrødre. Pengene var små, konflikterne store. Hendes brødre fyldte en del og skyggede for Karina, der ligesom sin far var ekstremt genert og helst bare lukkede i. Medmindre hun blev jagtet af sine brødre.
Læs også om Carina, der har fundet sig selv efter et liv som alkoholikerbarn.
– Jeg stod ret meget for skud for drengenes drillerier, og det påvirkede mig, selv om det vel egentlig bare var almindeligt søskendedrilleri. Det føltes som mobning.
En dag, da Karina sad og skar uroer i karton sammen med sin mor, fik hun pludselig en uforklarlig lyst til at mærke, hvordan skalpellen mon føltes mod hendes hud. Hun var 8 år.
– Det føltes som et frirum fra alt det kaos, jeg mærkede indeni, husker hun.
Mette blev mobbet med sin stemme. Nu er hun sangerinde med succes. Læs med her.
– Jeg fortsatte med at skære i mig selv og var enormt god til at skjule mine små ar. Men mine veninder fik alligevel øje på dem. De troede på, at jeg var faldet i en tjørnebusk, men efter det blev jeg virkelig bange for, at mine forældre også snart ville opdage dem. Det var meget ambivalent. For det var jo også et råb om hjælp.
En smuk facade
Da Karina var 11 år, blev hendes forældre skilt. Hendes mor flyttede fra hjemmet i Nylars til Rønne. Karina var meget frustreret over, at hun skulle blive hos sin far. Hun følte sig afvist og nu endnu mere betydningsløs.
Læs også: Ung enke og enlig mor
– En dag, da jeg kom hjem fra sport, havde min far lavet bøf bearnaise. Jeg spiste en så stor portion, at jeg fik kvalme og måtte ud at kaste op. Det føltes rart. Efter det stoppede jeg med at skære i mig selv, men begyndte i stedet at kaste op efter alle måltider, siger hun om starten på sin spiseforstyrrelse.
Karina begyndte også at drikke alkohol på det tidspunkt, og flere gange overvejede hun at tage sit eget liv. Men tanken om at hun en dag selv kunne få et barn og gøre alt anderledes, holdt hende fra det.
Da Karina gik i sjette klasse, havde hendes veninder igen spottet hendes ringe trivsel, og de havde derfor hevet fat i skolepsykologen.
– Jeg følte mig simpelthen så lykkelig, da psykologen kom og hentede mig. Det var jo et skjult ønske, at jeg kunne sulte mig selv så meget, at nogen ville se det. Vi talte sammen nogle gange og havde også min mor med til et enkelt møde, fortæller Karina.
Vanessa var fars pige, og så mistede hun ham. Læs historien her.
Efter det flyttede hun ind hos sin mor i Rønne, og en rum tid virkede det, som om der faldt ro på i hendes liv. Men spiseforstyrrelsen blev ikke behandlet, og Karina var noget nær verdensmester i at skjule sin selvafstraffelse og det indre kaos med sit ansigts store smil.
– Når jeg endelig beklagede mig over noget eller prøvede at sætte ord på, hvordan jeg havde det, følte jeg mig afvist med kommentarer om, at jeg var fjollet, eller at andre havde det værre end mig. Det fik mig bare til at føle mig endnu mere forkert, husker Karina, der brugte alkohol og stoffer som flugtvej fra problemerne.
En lykkelig tid
Som 15-årig blev hun smaskforelsket i en seks år ældre fyr. Han havde et hus, som hun flyttede ind i, og her skete der faktisk noget forunderligt. Interessen for fester ebbede ud, og der kom ro på Karinas liv.
Og så stod hun pludselig med en positiv graviditetstest. 16 år gammel.
Mød sangerinden, der har skrevet en sang om de overgreb, hun var udsat for som barn.
– Det var overhovedet ikke planlagt, at jeg skulle blive gravid, og min kæreste syntes da heller ikke, at det var det sjoveste. Men jeg var megalykkelig. Mit liv gav pludselig mening for mig, og jeg følte endelig, at jeg kunne være mig selv.
Under graviditeten begyndte Karina at spise igen.
– Jeg havde et andet menneske at leve for, og mit barn skulle aldrig komme til at mangle noget, fortæller den 173 centimeter høje kvinde, der gik fra en vægt på 53 kilo til 93.
Annes digt om PTSD har skaffet hende en helt særlig ven. Læs her.
– Der var stadig langt til at elske sig selv, men accepten af min krop begyndte lige så langsomt der.
Ansvar for egen lykke
Anden del af processen begyndte, da Karina kom til København, hvor hun under sin uddannelse gennemgik et forløb, som satte en masse ord og begreber på det, hun havde gennemgået som barn og ung. Og hun blev opmærksom på sit ansvar for sin egen lykke.
– Mit liv i dag handler om Emil, og så snart chancen bød sig, tøvede jeg heller ikke med at flytte tilbage til Bornholm og bo sammen med min søn. Nu er det hverdagen, der fylder, og den er selvfølgelig ikke lige så sjov som ferier og weekender. Men det er så dejligt at være sammen med ham om det, siger Karina, som har fået arbejde hos Karamelkompagniets hovedsæde i Rønne.
– Jeg elsker at være mor, og jeg fortæller ofte min dreng, hvor sej og dygtig jeg synes, han er. At jeg elsker ham. Jeg har set ham og givet ham al den kærlighed, han kunne rumme, og det er der altså kommet en meget fin og selvsikker fyr ud af, hvis jeg selv skal sige det, siger Karina Hermansen.
