Fra tyveri til studenterhue: Sådan reddede vi Michella

At se min datter, Michella stå midt i solskinnet og skåle med sine jævnaldrende gjorde mig helt igennem glad.

Med en håndfuld røde roser i den ene hånd og et glas champagne i den anden fik hun hjertet til at danse i brystet på mig.

Jeg havde ikke altid turdet tro på, at min datter en dag ville komme så flot i mål, som hun nu var, og ovenikøbet med en lys fremtid foran sig.

Der lå alt for mange svære dage bag os.

I dårligt selskab

Jeg blev forladt af den mand, der havde boet sammen med os, siden Michella begyndte i skole. Hendes biologiske far havde hun aldrig kendt.

Samtidig kom der nedskæringer på mit arbejde, jeg fik stress og endte på kontanthjælp. Michella var i mistrivsel i de år og kom i dårligt selskab.

Til sidst blev hun sendt på efterskole på kommunens regning. Selv havde jeg hverken overskud til at have hende hjemme og få hende på ret køl igen eller råd til at sende hende afsted.

Jeg håbede sådan, at opholdet ville hjælpe hende, men det gjorde det ikke, og en dag ringede de fra skolen og sagde, at hun havde stjålet noget makeup og et par sko fra sine veninder.

Med hjertet helt nede i maven tog jeg bussen til møde på efterskolen. En lang, dyr tur og der var stadig halvanden uge tilbage af måneden.

Dengang vendte jeg hver en krone, og jeg var konstant bekymret, døjede ofte med hovedpine og græd de fleste dage.

Et svært møde

På rektors kontor sad min lille pige og græd med hovedet nede mellem sine tynde skuldre. Hun var for flov til at se op på mig.

Desuden var hun gammel nok til at blive meldt til politiet og få en plet på sin straffeattest, og hun var i overhængende fare for at blive smidt ud af den efterskole, som jeg havde håbet, ville befri hende fra det dårlige miljø, hun var begyndt at færdes i.

Jeg havde lyst til at løfte hende op, kramme hende og tage hende med mig, beskytte hende mod alt ondt, mod sig selv og sine egne dårlige handlinger. Men i stedet satte jeg mig tungt i stolen på modsatte side af bordet og betragtede mit grædende barn.

Rektor sagde, at der igennem længere tid havde været problemer med Michellas opførsel.

Nu var der så beskyldninger om tyveri.

Bekræftede løgnen

Min datter havde forklaret rektor, at det var mig, der havde købt den makeup og de sko til hende. Jeg nåede ikke at tænke mig om, før jeg nikkede og bekræftede, at det var helt rigtigt.

Endelig løftede hun hovedet og så overrasket op på mig.

Selv blev jeg også selv lettere chokeret over de ord, der kom ud af min mund. Jeg havde da ikke opdraget mit barn til at lyve, og nu sad jeg her og løj. Men jeg gjorde det jo for hende, så måske var det egentlig okay.

Jeg turde ikke se op på rektor, men jeg fornemmede på hans stemmeføring, at han ikke troede på os, og jeg kunne mærke mine kinder brænde.

Han opremsede en masse eksempler på Michellas uacceptable opførsel, og til sidst kom han til den konklusion, at vores veje måtte skilles. Michella skulle med mig hjem nu, og så måtte vi hente hendes ting i weekenden.

Søvnløs nat

I bussen på vej hjem sagde vi ikke ret meget til hinanden.

Michella sad med panden mod ruden og stirrede ud i mørket. Jeg holdt hendes spinkle hånd i min og tænkte med rædsel på, hvordan jeg skulle få råd til at leje en bil og hente hendes ting i weekenden.

Og endnu værre: Hvordan skulle det overhovedet gå mit barn nu? Hvordan skulle jeg beskytte hende mod de dårlige kammerater derhjemme? Og hvad skulle hun i det hele taget tage sig til?

Det var ikke en løsning at færdiggøre 10. klasse på den gamle folkeskole. Dér havde Michella simpelthen haft det for dårligt.

Jeg sov ikke meget den nat. Tidligt om morgenen fik jeg en notifikation om et opslag i vores lokalområdes Facebookgruppe.

En mand, Lars, skrev, at han havde nogle tomme sæder i bilen om lørdagen, som han søgte passagerer til. Han skulle til den egn, hvor Michellas efterskole lå, og jeg tænkte straks, at det var oplagt at køre med.

Da Lars hørte, at vi skulle tilbage allerede samme dag, tilbød han at hjælpe med at tømme værelset og køre os retur igen.

Den nye retning

Kort efter vågnede Michella, ophovnet og forgrædt. Jeg tog hende i mine arme og holdt længe om hende.

Så fortalte jeg hende noget, jeg havde tænkt over den nat, nemlig at det var forkert af mig at lyve, selv om det var for hendes skyld.

Jeg forstod godt, at Michella ønskede sig de samme ting som sine veninder, og jeg var så ked af, at jeg ikke var i stand til at give hende dem. Men det rigtige var nu at undskylde vores løgn over for rektor og så efterfølgende aflevere tyvekosterne tilbage.

Michella nikkede i mine arme. Hun vidste det jo godt.

Imens vi rengjorde de stjålne sko, talte jeg med Michella om, at det var vigtigt, hun fandt sig et ungdomsarbejde, indtil hun efter sommerferien kunne starte på en ungdomsuddannelse. På den måde ville hun måske også få råd til at købe nogle af alle de ting, hun ønskede sig.

Hun nikkede. Jeg tilføjede, at jeg forlangte, at hun var hjemme hver aften til spisetid samt i weekenderne, indtil hun fik et job og holdt på det i mindst to måneder. På den måde undgik hun forhåbentlig igen at havne i samme dårlige selskab.

Det protesterede hun lidt over, men jeg stod fast.

Pæn chauffør

Bagefter gennemgik vi huset for at finde ting, vi kunne sælge på Facebook. Vi måtte skaffe penge til at betale for den makeup, Michella havde taget, for jeg havde ikke råd til det. Jeg havde knap nok penge til mad resten af måneden.

Vi fandt et par lækre kjoler og en pæn vase, og heldigvis lykkedes det at sælge det hele før weekenden.

Lars kom og hentede os som aftalt. Han var en pæn, lyshåret mand i god form og med et forrygende humør.

Han havde både snacks, drikkevarer og en playliste klar til turen, og det var svært ikke at blive smittet af hans positive energi.

Undskyldningen

På efterskolen fandt Michella de veninder, hun havde stjålet fra, og jeg var stolt af hende, da jeg så, at hun fandt modet til at indrømme sine fejl og undskylde helhjertet.

De gav hinanden et knus og sagde, at de tilgav hende, og at de gerne ville ses igen, når de var på weekend i vores by. Jeg tror, det betød meget for Michella at opleve, at hun stadig kunne have en plads i fællesskabet.

Lars hjalp os med at få tingene bakset ind i bilen, og bagefter kørte vi lidt ud af byen for at købe en smuk, håndlavet sadel.

Det viste sig, at Lars ejede en rideskole og selv engang havde været konkurrencerytter.

Da han hørte, at vi aldrig havde redet, inviterede han os straks til at komme forbi om søndagen til en ridetur i skoven.

Træt og rødkindet

Næste dag stod vi smånervøse og prøvede ridehjelme.

Vi red gennem den smukke efterårsskov med Lars som guide og blev begge grebet af det med det samme.

Michella ville gerne begynde til ridning, sagde hun, men det måtte blive, når jeg engang fik råd til det. Indeni tænkte jeg, at det fik jeg aldrig.

Lars foreslog, at Michella i stedet gik gratis hos ham mod at tage jobbet som praktisk hjælper på rideskolen.

Og sådan gik det til, at Michella pludselig havde et ungdomsjob og ovenikøbet et sted, hvor hun havde lyst til at møde ind før tid og blive hængende, når hun havde fri. Jeg fik en træt, rødkindet og staldlugtende pige hjem hver dag.

Snart talte hun om at begynde i gymnasiet, så hun senere kunne læse til dyrlæge.

Med Michella i trivsel begyndte jeg selv at få et andet overskud, og jeg gjorde mig mere umage med min jobsøgning.

Jeg opsøgte mit gamle netværk til kaffeaftaler, var mere aktiv på jobportalerne og pludselig en dag fik jeg tilbudt en stilling, som var lige mig. 32 timer om ugen, spændende opgaver og i cykelafstand fra vores hjem. Jeg kunne ikke blive lykkeligere, troede jeg. Men det kunne jeg.

For det viste sig, at Lars ikke alene var en sød arbejdsgiver for Michella. Han havde også et godt øje til mig, og til en julefrokost på rideskolen kunne jeg pludselig mærke, at der var noget mellem os.

Ugen efter var vi på vores første stævnemøde, og det er nu tre år siden.

Pyntede hestevogne

De unge studenter flagrede hvidklædte rundt i atriummet, men pludselig trådte Michella ud af flokken og kom imod os med sit ansigt oplyst af glæde.

Hun trak Lars og mig ind til sig og begravede sit ansigt imellem os, før hun løftede det igen og så op på os med et smil.

Lars havde en overraskelse til Michella. Han havde arrangeret, at de unge mennesker skulle videre til fest i rideskolens fælleslokaler, og foran gymnasiet holdt nu to store hestevogne med plads til alle eleverne.

Både heste og vogne var pyntet med flag og blomster, og Michella hvinede af glæde, da hun så det. Hun faldt igen Lars om halsen og tørrede forsigtigt tårer fra øjnene for ikke at ødelægge sin mascara.

Studenterne væltede op i vognene med roser og champagne til lyden af høje, glade råb. Imens trykkede jeg mig ind til min søde kæreste.

Vi var i mål nu, Michella og jeg. Jeg var helt tryg og glædede mig virkelig til fremtiden for os alle.