Harmonika giver kæmpe glæde

Some enchanted evening – tonerne fra den gamle, amerikanske film South Pacific strømmer via harmonika ud i luften og bortfører os fra det karakteristiske klasselokale og langt, langt væk til Hawaiis kridhvide sandstrande.

I næste øjeblik bringer russiske klange os på besøg på Den Røde Plads i Moskva, mens fødderne af sig selv spjætter i takt med Jørgen Jansens dirigentstok.

Jørgen Jansens Harmonikaorkester har et meget bredt repertoire og er aldrig gået af vejen for nye udfordringer uanset, hvad Jørgen har budt dem.

Morer os meget

– Når vi får en ny melodi, kan det jo godt lyde forfærdeligt i starten, og vi tænker, at vi aldrig lærer den, fortæller 79-årige Else Christensen, der er én af de tolv entusiastiske musikere, der mødes hver mandag aften på ”Skolen på Amagerbro” for at spille harmonika.

Læs også om Kristian og Søren, der begge spiller og elsker harmonika

Hidtil er alle opgaver dog udført med succes.

– Vi morer os meget undervejs, men det ender altid med, at vi kommer i mål og kan indskrive endnu en melodi i vores repertoire.

Her er jeg bare Else

– Jeg har igennem alle årene følt mandag aften, når jeg tog hjemmefra, at så slap jeg alt. Ingen kunne komme og spørge mig om noget, jeg skulle ikke vide alt og styre alt. Jeg kunne gå ud af vores egen dør og ind ad døren til orkestret, og så var jeg bare Else!

Læs også om 82-årige Else, der har spillet harmonika, siden hun var 13 år

Hverken synsproblemer eller gigt i hænderne forhindrer Else i hendes yndlingsbeskæftigelse.

– Jeg havde lidt svært ved at se noderne på et tidspunkt, men det blev heldigvis ”repareret”, og Jørgen fik mig til at skifte fra piano- til knapharmonika, så mine hænder ikke skal spænde så vidt.

Fremmøde er vigtig

– Vi spiller fire stemmer, første, anden, tredje og bas. Jeg er eneste tredje stemme for tiden, så jeg håber, der snart dukker én mere op. Når man spiller i et orkester, betyder det noget, at vi alle sammen er der. Lyden bliver anderledes, bare én er fraværende.

I dag fejler lyden i hvert fald ikke noget, og efter vi har sagt farvel til musikanterne, følger de glade toner fra en wienervals os helt til dørs og får smilene til at blive hængende, mens vi bevæger os ud i den københavnske vinteraften.