Hun får minderne til at leve

Esther har en søn, der har skrevet en bog om cyberspace.

– Jeg har sagt til ham, at det er en god bog, siger hun stolt.

Det er sikkert også en god bog, men Esther læser ikke mere om cyberspace. Hun vil hellere høre historier hver 14. dag på Plejehjemmet Bertram Knudsens Have i Kolding, hvor hun nu bor.

Her kommer Tine Djurtoft og læser højt. I denne uge handler historien om Pillerik, der forklæder sig som kvinde med fjerboa og stråhat og narrer skoleinspektøren. Bogens stærkeste ukvemsord er ”din canadiske sumptrøffel”. Det er bøger fra dengang, Edith og de andre havde små børn, der gik i skole.

Ingen af deres børn opførte sig som Pillerik, siger beboerne på plejehjemmet. Deres børn var nemlig ganske anderledes artige, og sådan er det med det, vi husker, og det, vi glemmer.

Deltagerne i læsekredsen er alle op i årene. Nogle er demente, andre bor på plejehjemmet, fordi de skal have hjælp til noget praktisk, men de har alle noget til fælles: De elsker gode historier.

En gang var det dem, der læste højt for børn og senere børnebørnene. Nu er det deres tur til at høre efter, og det fantastiske er, at en god historie kan bringe minder frem, både om skoletiden, om barndommen og om så meget andet, der er blevet væk i minderne fra et langt liv. Sidst men ikke mindst skaber historier fællesskab blandt dem, der lytter til historierne, men også med dem der læser højt.

Tine er 26 år, hun kommer her hver 14. dag for at læse højt for beboerne. Det gør hun, fordi hun elsker bøger, men også fordi hun er en del af organisationen ”Vores Fælles Historier”. Foreningen blev oprettet af en anden ung kvinde, Amar Khalil, fordi hun syntes, vi mennesker lever i hver vores adskilte verdener: De gamle for sig og de unge for sig, og derfor kendte de ikke længere hinanden. Hun fandt på, at unge frivillige mennesker kunne læse højt for demente eller bare for mennesker, der boede på et plejehjem. På den måde kunne man bygge bro mellem generationerne, forestillede hun sig.

Det er bestemt lykkedes her i Kolding

Tine er uddannet folkeskolelærer og i gang med at læse videre til bibliotekar. Hun har en svaghed for ældre kostskolekomedier, men hun har også læst så meget andet for beboerne.

– Vi har læst Tove Ditlevsen, H.C. Andersen, Lise Nørgaard sjove bøger, historiske bøger og meget andet, og det er så dejligt, når jeg bagefter kan høre, at det vækker minder hos dem, jeg læser for, siger Tine.

Får gang i snakken

Minder er der rigtig mange af, og når Tine holder en pause i oplæsningen, ruller de frem som perler på en snor.

En beboer mindes, at hendes mor også læste højt, andre at de rullede hjemmelavede cigaretter på køkkenbordet, andre fortæller om skolelærere, der ikke altid var lige flinke. Der var jo engang, hvor man havde lov til at slå børn.

Der var også engang, hvor det værste, man kunne blive kaldt, var ”krøbling”. Det var Esther bange for at blive kaldt. Takket være gigt var hendes hænder nemlig sådan skabt, at det kneb med at bruge dem til noget arbejde. Strikke kunne hun heller ikke, men så måtte hun jo klare sig, som hun kunne, som hun siger.

Og Esther klarede sig alligevel. Mand og børn fik hun, og selv om hun ikke kunne strikke, kunne hun godt lave 18 flotte batikduge og brodere med fladsting. Esther kan også male billeder og så meget andet. Det kan hun, fordi hun har en jernvilje til at gøre ting, for livet er ikke forbi, selv om man nu er installeret på et plejehjem.

Det er ordene, der gør det.

Tines ord om Pillerik, der var en værre skarnsunge, får gang i snakken.

Edith skal snart have sit første oldebarn, fortæller hun stolt, og Kirsten spørger, om de måske snart kan læse sådan en rigtig kærlighedshistorie. Det ville nok ikke være helt dårligt, lyder det fra flere af de forsamlede kvinder, mens Jens mener, at han nok også har et par historier, han kunne bidrage med.

Han var weltervægtsbokser, indtil han fik kone og børn. Så skulle der tjenes penge, så han blev brolægger og nøjedes med at elske boksning og al dens væsen på afstand de næste mange år.

Nu bor han på plejehjemmet, fordi han har fået en hjerneskade. Han er ikke den store tilhænger af kærlighedsromaner, men spørger om der muligvis kunne læses højt af nyhederne fra avisen?

Sådan er der så meget. Nogle vil have kærlighed, andre nyheder, men det vigtigste er, at de alle får snakket med hinanden, og alle får fundet nogle minder frem, som de havde glemt, at de havde.

Næste gang skal hele gruppen høre om, hvordan det videre gik Pillerik og skolepsykologen. Hvad de så skal læse derefter, er ikke til at vide, men det bliver nok ikke noget om cyberspace. Det er alligevel for mærkeligt, synes de.