Ida Corr passer på ikke at miste sig selv

Søndag, 21. august 2016
af Johan Isbrand, Foto: Jeppe Michael
Sangerinden Ida Corr har været på Samsø i ni dage i selskab med syv andre popstjerner. Resultatet kan ses i TV 2's nye sæson af "Toppen af poppen", som har premiere søndag den 28. august. Vi har mødt hende.
Sangerinden Ida Corr har været på Samsø i ni dage sammen med syv andre musikstjerner, og resultatet kan ses i 2016-sæsonen af "Toppen af poppen" på TV 2. Familie Journal har haft en snak med hende.

Hvad er du optaget af lige nu?

– Jeg arbejder med helt nye sange i studiet. I første omgang udkommer der en single i oktober, og til januar udkommer albummet. I januar og februar går jeg på turné, hvilket jeg ikke har gjort siden 2013. Jeg er i fuld gang med planlægningen – og glæder mig.

Hvordan var det at medvirke i ”Toppen af poppen”?

– Fantastisk og overvældende, som det nødvendigvis må være, når man er så tæt sammen i ni dage fra klokken 8 om morgenen, hvor vi fik mikrofoner på, til klokken 2 om natten. Facaderne ryger sig en tur i sådan en situation. Samtidig har det været et nostalgitrip, hvor jeg har genbesøgt de tanker, jeg oprindelig havde omkring det at lave musik. Jeg startede allerede som barn, hvor det var alt andet end forretning, der drev mig. Og hvis man vil bevare passionen og sikre sig, at det, man skaber, fortsat kommer fra et ærligt sted, er det vigtigt af og til at stoppe op og genkalde sig den følelse.

Studievært Cecilie Nielsen er også skærmaktuel. Læs om hende her.

Hvad er det bedste ved dit job?

– Selve processen og følelsen af at skabe noget, der ikke har været der før. Når jeg først kommer i den stemning, er det som at være nyforelsket hele tiden. Men jeg vil også fremhæve den sociale side af musikerlivet og de mange skønne mennesker, jeg møder.

Og det værste?

– At man af og til kan glemme sin rolle og blive for forretningsagtig. Et eller andet sted er musik selvfølgelig business. Men den side af sagen må andre tage sig af, så man ikke risikerer at miste sig selv som kunstner. Jeg har selv været på vej ud ad det spor i en periode, lige efter at jeg havde fået barn, og jeg samtidig var dommer i ”X Factor”. Der gik lidt for meget forretning i det hele.

Læs her om den nuværende "X Factor"-dommer og sanger Mette Lindberg.

I Familie Journal nummer 34, der kan købes i kioskerne fra den 22. til den 28. august, kan du ydermere læse om Idas hobby, hendes første møde med ægtemanden Jens Waltorp Sørensen og hvad, hun ville have været, hvis ikke hun havde valgt musikken.

Læs også: Musik og natur er Aviajas terapi.