Richard Damgaard fra Roskilde var brandmand, fordi det var hans kald. Han var også ægtemand, far, og morfar. Han døde 24. november 2020. Dødsårsagen var kræft, der var begyndt i den ene nyre, og som spredte sig til det meste af kroppen.
Der er mange brandmænd som Richard. Mænd og kvinder med familier, der alle bliver brandmænd for at hjælpe andre. Og der er også mange brandmænd, der får kræft.
Faktisk har Verdenssundhedsorganisationen, WHO, lavet flere undersøgelser om sammenhængen mellem arbejdet som brandmand og risikoen for kræft. I juni i år blev arbejdet som brandmand vurderet som ”med sikkerhed kræftfremkaldende”. Brandmænd får især to forskellige typer kræft: Blærekræft og mesoteliom (kræft i hinderne omkring de indre organer, som regel lungehindekræft, red.).
Richard efterlod sig mange, der elskede og holdt af ham.
En af dem er hans datter, Christina Damgaard, der bor i Vamdrup, og som nu har oprettet et såkaldt borgerforslag, som, hvis det får 50.000 underskrifter, kan blive til et beslutningsforslag i Folketinget.
Christina foreslår, at brandfolk undersøges for cancer hvert halve år, så lægerne kan nå at opdage en eventuel kræft så tidligt som muligt. Skulle en brandmand alligevel få kræft, skal sygdommen anerkendes som erhvervsbetinget cancer, så brandmanden og hans familie kan få en arbejdsskadeerstatning.
Hans kald var at hjælpe
Da Christina var en lille pige i Roskilde, var hendes far en stor stærk mand. Han var brandmand, og hun var ved at revne af stolthed, når han var brandvagt ved skolefesterne, eller hun så ham i uniformen på vej ud for at redde nogle mennesker, der havde brug for lige netop hendes far.
Christina blev voksen, og da Richard blev syg, kunne hun ikke redde ham, men hun kan gøre det, han selv ville have gjort for sine kolleger: Kæmpe for at brandmændene og deres familier får den hjælp, de har brug for, når de har brug for den. Det handler om anstændighed, synes Christina.
– Min far havde på en måde to familier: Min mor, Rigmor, og os to døtre, og så de andre brandmænd, som også var en slags familie, der støttede og hjalp hinanden. For ham var det ikke et job at være brandmand. Det var et kald.
Da Richard første gang mødte brandmajorens datter, Rigmor, i Roskilde, var han solgt til hende og brandmandslivet. Dengang var han ikke andet end en stor dreng, der kom fra et fattigt hjem med seks søskende. Han ville være brandmand, men dengang arbejdede man sig op gennem rækkerne, til man kunne blive brandmand. Han begyndte som ambulanceredder og blev brandmand, indsatsleder og brandinspektør i Roskilde. Ved siden af underviste han brandfolk og brandkadetter.
– Brandvæsenet var en del af vores familieliv. Når alarmen lød, tog han af sted. Selv om han havde fri, var der måske alligevel noget, han kunne gøre. Der kunne være brug for ham, sagde han. Men han var også en god far, for når han var hjemme, var han nærværende. Vi har bygget legehus sammen og været på kælkebakken sammen. Min far var et menneske, der altid var nærværende, både for os og for andre. Hans kald var at hjælpe, så enkelt var det for ham, husker Christina.
Hjælp brandmændene
Da Richard blev 62, gik han på efterløn, efter over 40 års arbejde som brandmand. Han takkede pænt nej tak til medalje for tro tjeneste og fortsatte som fotograf for brandvæsenet.
Nu skulle det handle om Rigmor, de voksne døtre og børnebørnene, og han nåede at have nogle gode år med familien, indtil han som 72-årig blev syg i november 2019.
– Min far havde været til lægen flere gange, fordi han hele tiden var forkølet og snottet. Nytårsaften kørte han mig til toget, fordi jeg skulle holde nytår med min kommende mand i Vamdrup. Undervejs i bilen fik han et voldsomt hosteanfald. Det var så slemt, at vi måtte holde ind til siden og vente på, at han kom til hægterne igen. Nu forlangte jeg, at han tog til lægen, og at han skulle røntgenfotograferes, fortæller Christina.
Dengang arbejdede hun som sosu-assistent på en psykiatrisk afdeling i Roskilde. Et par uger senere ringede hendes far til hende midt i arbejdstiden, og da hun tog telefonen, vidste hun, at nu var der sket noget alvorligt.
Hun havde desværre ret. Hendes far fortalte, at røntgenbillederne viste, at han med stor sandsynlighed havde lungecancer.
Derefter tog Christina med sin far til de følgende undersøgelser, der viste, at det var lungekræft. Familien var også hos ham, da endnu flere undersøgelser og røntgenbilleder viste, at kræften stammede fra en tumor i den ene nyre. Den havde spredt sig til leveren, lungerne, lymfen og ribbenene.
– Min store stærke far, der altid havde levet sundt, han hverken drak eller røg og dyrkede motion. Alligevel var han nu dødssyg. De næste 10 måneder bestod af behandlinger, medicin og håb, der brast. Han, der havde været med til at hjælpe ved branden på Scandinavian Star, han, der havde været med til at bekæmpe branden ved fyrværkeriulykken i Seest og han, der havde set alt, han blev nu også lidt forvirret og konfus.
Det viste sig, at der også var metastaser i hjernen. I oktober 2020 blev Richard tilbudt immunterapi, men sagde nej tak. Han ville have fred, og det fik han 24. november, hvor han sov stille ind med familien omkring sig.
– Min far døde ikke som en vred og bitter mand. Han anmeldte aldrig sin kræftsygdom som en arbejdsskade, for som loven er nu, skal en brandmand kunne bevise, at kræften kommer fra en bestemt brand. Det kan jo ikke lade sig gøre, siger Christina.
Hun bor nu i Vamdrup sammen med sin mand. Der er gået to år, siden hun mistede sin far. Hun savner ham stadig, og det er for hans skyld og for alle de andre brandmænd og deres familiers skyld, hun nu har stillet sit borgerforslag.
– Min far er ikke den eneste brandmand, der er død af kræft. Der er mange andre. Hvis andre brandmænd kan få løbende helbredsundersøgelser, kan eventuelle kræftsygdomme måske opdages i tide, så brandmændenes liv reddes. Hvis canceren anerkendes som en arbejdsskade, kan familierne få erstatning og hjælp i en svær situation. Det skylder vi dem, der arbejder for os hver dag. De gør det med deres eget liv som indsats, siger Christina.
