Jørgen lider af demens og alzheimer
72-årige Hanne Hansen understreger, at det ikke er på grund af karrieren i bokseringen, at hendes godt og vel ét år ældre mand – den tidligere 9-dobbelte europamester Jørgen ”Gamle” Hansen – lider af demens og alzheimer. Og som hun så rigtigt pointerer, har mange ikke-boksere samt utallige kvinder fået samme diagnoser.
– For øvrigt er det ikke bare min mening. De læger, jeg har talt med, er enige, tilføjer ”fru Hansen”, som den gamle weltervægter altid kærligt har kaldt sin kone.
– Jørgen fik ikke så mange tæsk. Så snart, han blev ramt, satte han sig ned og fik ny luft. Jeg skænkede det ikke en tanke, at han kunne komme til skade. Jeg vidste, han passede på sig selv!
Vi er i Aalborg-forstaden Hasselris i anledning af torsdagens premiere på ”Den bedste mand” – spillefilmen om bokselegendens sejre og nederlag. Men i lige så høj grad et såre vellignende portræt af fru Hansen, hvis skarpe tunge var næsten lige så frygtet som hendes mands hammerslag af et højrehåndskryds.
Genstridige Hanne
– Åh, så slem var jeg vel heller ikke, smiler hun. Velvidende, at hun måtte på banen, når der skulle tales med store bogstaver. Og hun kunne blive temmelig genstridig, hvis folk prøvede at trække for store veksler på Jørgens medfødte imødekommenhed.
Læs også: Hjertet har ikke demens.
Men Hansen selv – hvem var og er han egentlig? Hvilke tanker gjorde Hanne sig i kampenes hede? Under alle omstændigheder må vi lade fru Hansen berette nu, hvor ”Gamle” Hansen sidder tilbage mentalt ribbet for minderne fra sin glorværdige fortid.
– Jørgen husker faktisk nogle af sine kampe. Men udtrykke det formår han ikke. Ikke så I kan forstå det. Her på det seneste kan det også knibe for mig!
– Hans erindringer glider længere og længere bagud. Tilbage til barndommen. Til tiden som bladbud i Aarhus, siger Hanne om sin mand, der faktisk er født østjyde.
Først som værnepligtig kom han nordpå og blev hængende. Og i en årrække – sideløbende med boksningen – arbejdede han på værftet.
Jørgen elsker lagkage
– Det var dengang, vi mødtes, mindes Hanne, der selv voksede op i storbyen ved Limfjorden.
– Jeg havde ikke begreb om boksning. Men en veninde fik mig lokket med til et stævne. Og dernæst overtalt til at tage med på en smuttur til Blokhus. ”Jeg kender en fyr, der har bil”, sagde hun. Fyren var Jørgen med sin gamle Volvo 544. En absolut ædruelig chauffør. Han rørte ikke spiritus – og røg heller ikke. Hvad han aldrig har gjort. Til gengæld drak han masser af kaffe – og spiste det ene stykke lagkage efter det andet. Ikke lige min livret. Jeg snuppede dog en enkelt kop. Men byttede lagkagen ud med en smøg!
Læs også: Mette har alzheimer.
Alligevel må den fremtidige topidrætsmand have gjort indtryk på Hanne.
– Da jeg hørte, Jørgen var rørlægger, bad jeg ham ordne mine forældres køkkenvask, og det gjorde han så. Mindst fem gange, for hver gang havde han nemlig taget en forkert bundprop med. Jørgen boede lige ovre på den anden side broen – i Nørresundby. Alligevel syntes mor, det var langt væk, når han allerede skulle komme igen dagen efter. ”Så jeg reder op til ham på sofaen”, besluttede hun. Og siden har vi været sammen, ler fru Hansen, hvis to børn med gemalen har skaffet dem fire børnebørn og lige så mange oldebørn.
"Gamle" bliver boende
At Hanne overhovedet kan holde rede på familiehistorien er et mirakel. Hun mangler nemlig en del af venstre hjernehalvdel, som – efter et katastrofalt fald på en betontrappe – blev fjernet ved et kirurgisk indgreb.
– Af og til husker jeg ikke bedre end Jørgen, smiler Hanne, hvis lyse sind er det bedste våben mod de drøje dage, der i sagens natur optræder indimellem.
Læs om Kirsten, der fik alzheimer som 44-årig.
Det var under Hannes lange hospitalsophold efter det modbydelige fald, at hendes mands adfærd forandredes mærkbart. Hidtil havde han holdt formen ved lige ved en daglig løbetur.
– Nu blev han i stedet hjemme bag nedrullede gardiner. Lidt aggressiv og uden at ville lukke nogen ind. Og mad fik han kun, fordi hjemmehjælpen selv låste sig ind. Selvfølgelig havde børnene også egen nøgle. Men de kunne jo ikke være her døgnet rundt.
– Heldigvis kan Jørgen stadigvæk kende dem. Skønt jeg ikke er sikker på, at han altid er klar over, hvem de er. Og nogle gange spørger han, hvorfor de går – om de ikke bor her? Det samme med børne- og oldebørnene, siger Hanne med et forsigtigt suk.
Men hun nægter at svare på, om det ikke var bedre, hvis Jørgen kom på plejehjem.
– Så længe han kan kende mig, så bor han her, slår fru Hansen fast, før hun fortsætter:
– Og også, hvis han en dag skulle glemme, hvem jeg er!
Læs også: Jeg ser ikke en dement - jeg ser Gerda.
