Far til to i sneen: En uforglemmelig oplevelse

Vi havde aldrig prøvet det før, men nu stod vi der altså.

Midt i det norske bjergs to-tre meter høje snedyner skulle vi, far, Julie på 12 og Cecilie på seks år, for første gang prøve at stå på ski.

Det hele begyndte omkring spisebordet.

Børnene ville gerne prøve en skitur til Norge, så jeg sagde:

– Det kan vi godt finde ud af. Vi tager alle fire af sted.

Det endte dog med, at det blot var mig og pigerne, der rejste.

Det havde hverken de, min hustru eller jeg noget imod.

Dengang gyngede Oslobåden voldsomt, når man kom ud i Skagerrak, så det var bare med at komme til køjs inden da.

Vi slap gennem stormen uden søsyge og fik den første sne i Oslo, og gennem turen op til Rustads Fjeldstue kom der stadig mere sne og højere snedriver.

Straks efter frokosten fik vi ski på fødderne og tog ud på løjperne.

Men børnene protesterede:

– Hvorfor skal vi kun gå opad, er der slet ingen bakker nedad?

Med lovning på, at der var varm chokolade, når vi nåede frem til Nordsæter, fik jeg i sidste øjeblik børnene til at fortsætte.

På vej ned var stemningen vendt; børnene susede nærmest skivante ned ad den tilsneede bakke med røde kinder, grinende hver gang de faldt i sneen.

Den norske sne havde grebet mine piger om hjertet.

Selv holdt jeg også af det.

Når pigerne legede og hyggede i fjeldstuen, tog jeg op på sæteren for at nyde udsigten og suset på skiene.

Ofte var jeg helt alene.

Det sneede let, og solen stak fra tid til anden sit blege lys gennem skyerne og oplyste himmelrummet i et smukt og forunderligt skær.

Alle mine spekulationer om, hvorvidt børnene ville trives i sneen, faldt fra mine skuldre og borede sig dybt ned i sneen.

Og det stoppede ikke her.

Mens blæsten susede om ørerne på mig og fik mig til at stramme huen fast om hovedet, poppede nogle af de belastninger, der strammede til på arbejdet, op.

En rapport skulle være færdig en måned efter, og der sad mange mennesker og ventede på den.

Men kære ven, den er jo næsten færdig, trøstede jeg mig med – den mangler blot at blive skrevet, som min chef ofte sagde til mig, når han skulle aflevere delrapporter til mig.

Så nu blæste ærgrelsen over, at der lå et stykke arbejde og ventede, ud af min anorak og ned i sneen – et ukendt sted på en smuk sæter i Norge.

Tilbage til fjeldstuen og mine piger i højt humør blev jeg mødt med:

– Godt du kom, far, vi skal spille kort og spil – og du skal være med!

Glæden over livet i sneen strømmede igennem mig, da pigerne tog mig i hånden og førte mig hen til bordet.

Og bekymringerne?

Dem må nordmændene feje sammen til sommer, når sneen smelter.