Hvorfor taler vi så grimt til andre på nettet?

Jeg glæder mig til at besøge Anna.

Hun er altid godt selskab, og nu vil hun gerne tale med mig om internettet.

Da jeg kommer hjem til Anna, river hun døren op og siger hæsblæsende:

– Nu skal du se, hvad anonyme folk skriver om hinanden på nettet. Jeg er rystet!

Anna er et godt menneske, måske lidt godtroende, og hun tager for givet, at andre mennesker taler lige så venligt til hende, som hun gør til dem.

Men sådan ser det ikke ud på nettet.

Der bliver skrevet mange skældsord, og man skriver nedsættende om andre.

Og de personer, der fører sig frem i den offentlige debat, bliver stalket med grimme kommentarer.

Nogle gange ser det endda ud, som om der sidder nogen bagved kommentarerne og orkestrerer det hele.

Men det behøver ikke at være tilfældet, som jeg siger til Anna:

– Ofte tager man blot en kritisk kommentar og genudsender den, nogle gange lang tid efter den første gang.

Anna er chokeret:

– Hvad er der dog sket her i dette land, hvor vi plejer at være tætte på hinanden og beskytter især de svageste mod den slags udtalelser?

Jeg prøver at berolige Anne ved at sige, at hun skal tænke på, at i gamle dage, inden anonyme kunne optræde med deres skældud-kaskader på nettet, sad vi i dagstuerne og talte frit om alle de ting, der i dag foregår på nettet.

For dem, vi talte om, var ofte ikke til stede.

Men det foregik i en god tone, for vi var jo ikke anonyme over for vores familie og venner, der også var til stede.

Det lagde en slags dæmper på de sproglige udfald.

– Det forstår jeg godt. Men hvorfor går det så galt, at andre personer skal hænges så voldsomt ud på nettet, som vi kan se i dag? Hvem er det, der gør det, spørger Anna.

Desværre viser erfaringen, at det er alle grupper i landet, der kan levere til "tastatur-terrorismen".

Og vi ved jo ikke, hvem det er.

Men de skammer sig åbenbart ikke, for det gentager sig selv i det uendelige.

Vi fik internettet for at hjælpe menneskeheden, men ingen kunne jo forudsige, at anonyme i den grad udnytter det til at komme af med egne frustrationer.

Jeg foreslår Anna, at hun lukker sin Facebook-konto, så hun kan være i fred for nettets såkaldte mørkemænd.

Men det kan der ikke være tale om:

– Hvis man ikke er på nettet og får likes, eksisterer man jo ikke. Og så er man ude af vennekredsen og kan ikke følge med!

Jeg kan kun råde til, at vi kun åbner vores Facebook for en trofast vennekreds og udelukkende går ind på de hjemmesider, hvor anonyme frustrerede skribenter ikke har adgang.

Internettet er jo som en avis, hvor alle artikler og kommentarer uredigeret er smidt ud på fortovet, til alles beskuelse, og redaktøren – og dermed den ansvarlige – er forsvundet.

Ingen ved, hvem der sidder der bag skærmen.