Leif Maibom: Her er min store takketale

Jeg sad ved skrivebordet for at skrive månedens klumme, da min kone stak hovedet ind og sagde:

– På fredag klokken 14 skal du lige holde dig klar til en lille fejring! Og så var hun væk.

Fejring? Jeg kunne ikke komme i tanker om, hvad det nu var, vi skulle fejre. Så jeg fortsatte skriveriet. Og så slog det mig: Klummen! Jeg har jo selv fortalt hende, at min næste klumme til Famlie Journal bliver klumme nummer 150.

Det er da det, hun vil fejre. Hvor er det sødt af hende. Jeg blev helt rørt og tænkte straks – jeg må skrive en takketale. Så jeg droppede klummen og begyndte:

Kære familie, venner, og andre inviterede!

Tak fordi I står her i dag for at fejre mit klummejubilæum. Tænk, at jeg skulle nå det. 150 klummer.

Men det er heller ikke sket uden hjælp, så jeg vil gerne takke jordemoderen på Faaborg Sygehus, der en vinterdag hev en lille buttet dreng ud til det barske liv.

Tak til mit barndomskvarters store, stærke drenge, der dagligt drillede mig med min knap så høje fremtoning, hvor jeg som forsvar kun havde humoren og skarpe replikker at skyde tilbage med.

Tak til vores nabo, fiskehandleren, der af uransagelige årsager kaldte mig Dikki, og lærte mig at kende forskel på en fladfisk og en Nilfisk, hvilket jeg har haft stor glæde af, når jeg skulle lave mad – og støvsuge.

Tak til min mor, der begyndte at skrive festsange, så jeg lærte, at rim rimer på lim, og at antallet af versefødder skal passe til antallet af noderne i en sang.

Tak til Tuborg, der i min seminarietid kunne sætte gang i de trætte hjerneceller, når natten var ved at blive morgen, og mine sjove replikker var på højde med onkel Ejnars dårligeste jokes.

Tak til min første bil – en VW 1200 fra 1963 – der tvang mig til at se humoristisk på manglende startevner samt en olieudsivning i en grad, der i dag ville få en miljøaktivist til at politianmelde mig.

Tak til Brian, Barske Børge, Lange Lars, Store Svend og andre spændende elever, som jeg mødte i min korte tid som lærer. Uden jer havde jeg aldrig forladt skolen og kastet mig over ordet.

Og ikke mindst tak til min skønne hustru, der har bakket mig op i alle årene, og som nu har valgt at arrangere denne flotte hyldest til mig. Det er alt for meget, og jeg...

Så gik døren op, og min kone stak igen hovedet ind og sagde:

– Altså det der på fredag er jo ikke noget særligt. Jeg synes bare, vi skal fejre, at det nu er 10 år siden, jeg første gang bad dig om at hænge min opslagstavle op.