Smil, så kindmusklerne strammer, og øjnene bliver to små sprækker

Der findes en særlig type mennesker.

De er ikke nødvendigvis onde.

De stjæler ikke din pung, din cykel eller din plads i toget.

Nej, de stjæler noget langt mere subtilt – din energi.

Disse mennesker er verdensmestre i at suge alt liv og glæde ud af et rum hurtigere, end du kan nå at sige "godmorgen".

Det er de sure mennesker.

Du har mødt dem.

Det har vi alle.

Måske i bussen, hvor de sidder med et blik, som om hele verden personligt har fornærmet dem, deres familie eller hamster.

Du sætter dig ved siden af dem, og mærker straks, hvordan din dag går fra "nå ja, det kører da meget godt" til "alt er meningsløst".

Det er en slags følelsesmæssig Bluetooth-forbindelse: Deres surhed parrer sig automatisk med dit humør, og suger al energi ud af dig.

Det er også de sure, der sidder på forreste række til en koncert.

Og mens alle andre gynger med, klapper og synger, stirrer de op på scenen, som om kunstneren har vækket dem midt i en god lur og derefter stjålet deres frokost.

Og når koncerten er slut, kan du uden problemer forestille dig deres opsummering: "Det var ikke noget særligt. For højt. For langt".

Og det selv om de måske har en ledsager med, der faktisk nød oplevelsen.

Og Gud forbyde, at du møder de sure mennesker i køen i supermarkedet.

Det er som at stå bag Bermuda-trekanten i menneskeskikkelse.

Køen bevæger sig langsommere.

Kassedamen bliver mere trist.

Selv bananerne mister lidt af deres gulhed.

Og hvis nogen kommer til at smile til dem, bliver de endnu mere sure – som om glæde er en personlig fornærmelse rettet mod deres eksistens.

Og så må du holde på hat og briller for ikke at blive suget med ned i deres humørs sorte hul.

Det fascinerende er nemlig, hvor effektiv de sures negativitet er.

Den virker overalt og på alle.

Og jeg ved godt, man siger "smil til verden, og så smiler verden til dig", men det passer ikke.

Hvis de mere muntre og smilende af os havde bare halvt så megen gennemslagskraft som de sure, ville hverdagen på gader og stræder se meget anderledes ud.

Men desværre.

Glæde lyser nok op, hvor den er, men den blegner nemt, hvis ingen sender lidt lys tilbage.

Surhed har langt større kraft.

Den kan selv.

Så måske skulle vi forsøge at lære af de sure?

De er ligeglade med, hvordan andre har det eller bliver påvirket af deres humør.

Og det kan man vel også være, selv om man er glad.

Så hvorfor ikke bare give den gas med glæden, hvis man har den.

Smil!

Og jeg mener ikke bare et lille smil.

Smil igennem, så kindmusklerne strammer, og øjnene bliver to små sprækker.

Grin højt – og dans din glæde ud på gaden, hvis du trænger.

For det kan godt være, at de sure trækker os ned til sidst, men vi kan da i hvert fald forsøge at gøre modstand på vejen.