Det eneste, man aldrig må gøre, når man taler med Lene Hjorth Hansen i Slagelse, er at undervurdere hende. Hun sidder der, mild og glad, en flot dame i sin bedste alder, og fortæller, at hun er så stærkt ordblind og talblind, at hun gik ud af 10. klasse med en gennemsnitskarakter på et stort rundt 0.
Det skal der alligevel en hel del til.
Men det er også Lene, som ejer rengøringsfirmaet Lenes Rengøring i Slagelse. Hendes firma er et aktieselskab, så mere seriøst kan det ikke blive. Hun har 40 medarbejdere og en Porsche, der holder parat foran døren. For Lene kan meget mere, end de troede i skolen, og langt mere, end hun selv troede, dengang hun gik i skole, og hendes faste replik var ”det kan jeg ikke finde ud af.”
Læs også om en populær færdselsbetjent
Mobbet alle skoleår
− De gav mig en flidspræmie, da jeg gik ud af 10.klasse. De syntes jo, det var synd for mig, at jeg havde fået 0 i alle fag. Jeg er blevet mobbet hele vejen gennem skolen, fordi jeg var ordblind og talblind og gik i specialklasse noget af tiden. Da jeg voksede til, blev jeg drillet med mit røde hår og min store barm, så jeg har fået de slag, jeg skulle have, siger Lene.
Faktisk skrev undertegnede om Lene første gang for 22 år siden, da hun netop var blevet selvstændig. Nu er håret blevet en anelse mindre rødt, som det jo sker, når man er blevet 56 år. Dengang var hun en ung kvinde, som kæmpede med sine drømme om at blive selvstændig og den mindreværdsfølelse, som hun altid har haft, selv om hun havde succes fra starten i sit firma. Sådan er det, når man altid får at vide, at man ikke dur til noget.
Læs også: Hjælp til en ordblind lillebror
Lenes svaghed for biler
− Da jeg var færdig med skolen som 16-årig, hjalp min mor mig ind ved rengøringen på Slagelse Sygehus, hvor hun selv arbejdede. Jeg elskede det job, for det viste sig, at jeg var virkelig god til at gøre rent.
− Jeg havde lært at spare op hjemmefra, og jeg købte min første ejerlejlighed for min løn fra rengøringen. Kort efter kom jeg tilfældigvis i snak med nogle folk på Sjællands Tidende, da de manglede noget rengøringshjælp. Senere spurgte de mig, om jeg ikke ville overtage rengøringen på hele avisen? ”Nej, nej, det kan jeg slet ikke finde ud af,” sagde jeg.
- Sådan havde jeg jo altid sagt, men så tænkte jeg mig om. Det kunne jeg vel godt klare, og desuden ville jeg gerne tjene flere penge, så jeg kunne bytte min ejerlejlighed ud med et rækkehus med have, så jeg sagde ja til jobbet.
− Jeg havde tænkt på at få mit eget, og da jeg blev 27 år, startede jeg med mig selv som den første og eneste medarbejder. Jeg vidste, jeg kunne klare rengøringen, men regnskaberne skulle jeg have en revisor til, og det skulle være den rigtige. Det skulle ikke være en smart fyr, som ville bestemme. Det skulle være en, som hørte, hvad jeg ville, og så rettede sig efter det.
Jeg har altid stejlet, hvis der kom en eller anden og begyndte at fortælle mig, hvordan jeg skulle gøre tingene. Det eneste, mine revisorer og jeg har skændtes om i årenes løb, nej, faktisk har vi ikke skændtes, men vi har diskuteret mine biler. Jeg elsker biler, og når jeg ser en lækker bil, vil jeg gerne have den. Så taler jeg økonomien igennem med min revisor, og selv om han fraråder det, så køber jeg den som regel alligevel. Biler er nu engang min svaghed, fortæller Lene.
Derfor står der en Porsche foran døren til firmaet. Om et års tid står der sikkert en anden dyr bil, for som Lene siger: Hun elsker flotte biler.
Læs også: Fandt hobby, job og kærlighed: Det skulle bare have været et pausejob
”Jeg skal nydes”
Det med mændene har der også været udskiftning af, for på det punkt kommer man også let til at tage fejl af Lene.
− Jeg har haft kærester, som gerne ville hjælpe mig eller lave om på mig, og det går absolut ikke. Jeg vil ikke laves om på. Jeg plejer at sige, at ”jeg skal ikke reddes, jeg skal nydes.”
Lene har en datter, Malene, som nu er 21 år. Lene har altid vidst, at hun gerne ville have i hvert fald ét barn, og det blev så enebarnet Malene, som bor i sin egen lejlighed i Slagelse og er i gang med en hf-uddannelse. Både mor og datter er enige om, at Malene ikke skal overtage Lenes firma. Det kræver sin kvinde at banke et firma op, som Lene har gjort, og mindst lige så meget at holde på kunderne. Lene har skabt en succes, men hun er ikke kommet sovende til den.
− Jeg kender mange af mine kunder i Slagelse. De første kunder var private, og de fleste af dem har jeg selv aftalt arbejdet med. Jeg husker især, at jeg gjorde rent hos to lærere, som havde haft mig i skolen engang. De var så glade for, at det var gået mig så godt. Samtidig med de private kunder gav jeg tilbud på større og større opgaver, både hos firmaer og inden for byggerier. Det er ikke så svært. Jeg ved jo, hvor lang tid det tager at gøre rent, og så skal prisen bare sættes efter det, siger Lene.
Sms og den slags er ikke noget for Lene. Når hun skal ansætte en ny medarbejder, skal de sidde over for hinanden og se hinanden i øjnene, og lige så mild, hun ser ud, lige så fast og bestemt er hun. Der er en del, som har forsøgt at løbe om hjørner med hende i årenes løb, men hun har lært af det, og det sker sjældent nu.
Læs også om Anne, der er talblind
Blev alvorligt syg
Ud over de medarbejdere, hun har ansat til at gøre rent, har hun en kontormedarbejder og en revisor. Det er dog Lene, som er bossen. Hun bestemmer, og medarbejderne ved, at hvis chefen er kørt hjem for at slå græs, så er der noget, hun skal tænke over. Det gør hun bedst i selskab med en græsslåmaskine. Når græsplænen foran huset i udkanten af Slagelse er pæn og i orden, er Lenes planer også i orden.
Hun har nu rengøring over hele Sjælland og mange store erhvervskunder, men hun har stadig styr på hver eneste kunde, for ellers kan hun slet ikke tage det roligt. Hun vil have styr på alt, også privat. Sådan havde hun det også, da hun for første og forhåbentlig sidste gang blev alvorligt syg.
− Det er syv år siden, og Malene skulle konfirmeres. Jeg havde lovet hende, at hun skulle få den flotteste og hyggeligste konfirmation, hun kunne ønske sig, og så irriterede det mig lidt, at jeg pludselig var begyndt at blive meget træt. Jeg havde også tabt mig 10 kilo på kort tid, og i starten var jeg da helt glad for det. Jeg har jo altid gerne villet være slank.
Læs også: John hjælper ordblinde
Man holder, hvad man lover
- Et par dage før konfirmationen fik jeg så to blodpropper og kom så endelig til lægen. Jeg fik medicin og kom med det samme i behandling, men dagen efter holdt vi konfirmation, som jeg havde lovet Malene, fortæller Lene.
Man holder, hvad man lover. De ord er hun vokset op med ligesom det med at spare op. Til gengæld gør hun noget, hun ikke fik med hjemmefra: Hun roser sin datter, for Lene er sikker på, at børn og andre mennesker får et nemmere og bedre liv med meget ros.
− Det har taget mig mange år at droppe min sætning ”det kan jeg ikke finde ud af.” Nu siger jeg ”jeg tør godt,” og så gør jeg det. Jeg er stolt af, hvor langt jeg er kommet uden at kunne læse eller regne noget videre. Når jeg fortæller min historie, er det ikke for at prale, det er for at vise børn og unge, at man ikke er dum, fordi man er ordblind eller talblind, understreger hun.
